
Generalist med interesse for tværgående styrings- og analyseopgaver til Skatteministeriets departement
Vil du være med til at varetage og videreudvikle centrale tværgående styrings- og koordineringsopgaver? Er du god til at arbejde selvstændigt, analytisk og helhedsorienteret? Motiveres du af at arbejde med ambitiøse og engagerede kollegaer? Så er du måske den nye medarbejder, vi søger til kontoret for Koncernregnskab og Økonomistyring.
Om stillingen
Kontoret for Koncernregnskab og Økonomistyring består af 17 dygtige kollegaer – med forskellige baggrunde – med godt sammenhold og højt engagement.
Kontoret er en del af afdelingen for Økonomi og regnskab i Skatteministeriets departement. I kontoret har vi fokus på at forbedre styring og tilsyn med hele ministerområdet, og vi arbejder bl.a. med opfølgning og koordination af revisioner fra Rigsrevisionen, koncernens regnskaber (§§ 38. og 9.), koncernfælles risikostyring samt analyse- og styringsopgaver forbundet med udgifter til indkøb af bl.a. juridisk bistand.
Vi har et tæt samarbejde med de øvrige kontorer i departementet og med koncernens ni styrelser om at implementere og forbedre den løbende styring og opfølgning på kontorets områder.
Kontoret søger en medarbejder, der trives med en bred portefølje af opgaver. Du kan bl.a. forvente at arbejde med følgende områder:
- Implementering og videreudvikling af risikostyring på tværs af Skatteministeriets koncern
- Styring og tilsyn på revisionsområdet, herunder koordinering af igangværende og opfølgning på afsluttede revisioner fra Rigsrevisionen, løbende ledelsesrapportering og sekretariatsbetjening af Skatteministeriets Revisionsudvalg
- Tilsyn med indkøb og anvendelse af konsulenter og Kammeradvokaten
- Løbende opdatering af ministeriets tilsynskoncept og styringsvejledning for departementet
- Tilsyn med områder administreret af Udbetaling Danmark
- Håndtering af anmodninger om aktindsigt.
Kontoret er organiseret i tre teams inden for økonomistyring og tværgående styring og tilsyn inden for henholdsvis statens indtægtsregnskab og styrelsernes driftsregnskaber. Du vil som udgangspunkt blive tilknyttet områderne Revisionskoordinering og risikostyring og §38. Skatter og afgifter, men du kan også komme til at løse opgaver inden for andre teams, ligesom flere af vores opgaver er tværgående.
Om dig
Du har en samfundsvidenskabelig baggrund og er cand.scient.pol., cand.soc, cand.polit., cand.merc. eller har en anden relevant videregående uddannelse. Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring.
Vi forventer, at du har:
- gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner
- er struktureret og har et godt analytisk overblik
- blik for detaljen og tager initiativ, når der skal findes gode og holdbare løsninger
- interesse for at skabe gode relationer og indgå i konstruktivt samarbejde med både kollegaer i Skatteministeriet og øvrige relevante aktører
- en selvstændig tilgang til opgaveløsningen samt god procesforståelse.
Arbejd tæt på det, der tæller
I Skatteministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter. Vi bruger alle vores kræfter på at løse en afgørende opgave på en ordentlig måde samtidig med, at vi sætter retning og skaber løsninger for Skatteforvaltningen.
Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 300 ansatte, hvor vi dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest kl.12 fredag den 21. november 2025. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Martin Høirup Wiboltt på 72 37 18 42.
Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen, og der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Vi indkalder til samtaler løbende.
Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.
Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på http://www.skm.dk/job.
Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Ansøg her
Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28
1402 København K
LJA-5049
Fuldtid
Analyse og information, Politik, kultur og samfund, Strategi og udvikling
21-11-2025
Tilbage til søgning




