
Skriv speciale i stærkt vidensmiljø i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Vil du skrive speciale med adgang til unikke registerdata, tæt faglig sparring og mulighed for at arbejde med problemstillinger, der kan få betydning for udviklingen af dagtilbud og uddannelser?
Så har du nu mulighed for at få en specialeplads i Kontor for Viden og Puljer i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Du kan søge alene eller sammen med en eller flere medstuderende.
Om specialepladsen
Dit speciale skal ligge inden for dagtilbuds-, skole- eller uddannelsesområdet. Vi er særligt interesserede i specialer, der arbejder med:
- analyser af mønstre og sammenhænge i børn og unges trivsel, læring og deltagelse – fx prædiktion af højt fravær, klasserumsadfærd og -ledelse samt betydningen af dagtilbud for sproglig udvikling og senere trivsel
- analyser af uddannelses- og livsforløb, herunder veje for unge uden uddannelse eller beskæftigelse samt læreres tilknytning til professionen
- analyser af ulighed i faglige resultater, bl.a. med afsæt i internationale undersøgelser som PISA, TIMSS og PIAAC
- kvantitative analyser og benchmarking, fx ved brug af registerdata og metoder som Data Envelopment Analysis (DEA), herunder på FGU-området
Du bliver tilknyttet en medarbejder, der arbejder med et område tæt på dit speciale, og som kan give faglig sparring gennem hele forløbet.
Har du en idé, der ligger uden for de nævnte eksempler, er du meget velkommen til at byde ind – vi drøfter gerne mulighederne og hjælper med at afdække relevante data.
Som specialestuderende hos os får du:
- adgang til unikke registerdata på børne- og undervisningsområdet, herunder ministeriets egne data og data via Danmarks Statistik
- mulighed for kontorplads i styrelsen
- indsigt i arbejdet i centraladministrationen og gode muligheder for at opbygge relevant erfaring og netværk
Tidligere specialer har bl.a. handlet om frafald på erhvervsuddannelser, betydningen af dagtilbud for senere livsforløb og effekter af forskellige prøveformer.
Om dig
Du er kandidatstuderende på en relevant videregående uddannelse, fx økonomi, statskundskab, sociologi eller lignende. Du kan søge alene eller sammen med en eller flere medstuderende.
Vi lægger vægt på, at du:
- har interesse for dagtilbuds- og uddannelsesområdet
- har stærke metodiske kompetencer og erfaring med kvantitative og/eller kvalitative analyser
- arbejder selvstændigt og struktureret
- har lyst til at indgå i et fagligt og socialt fællesskab
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med registerdata og/eller programmer som SAS.
Om os
Kontor for Viden og Puljer arbejder med og rådgiver om puljer, evalueringer, analyser, undersøgelser og formidling af viden. Kontoret arbejder for at udvikle anvendelsen af viden og forskning i dagtilbud, skoler og uddannelser og for at gøre det lettere at arbejde data- og vidensbaseret i ministeriets sektorrettede opgaver. Kontoret varetager desuden den praktisk-administrative del af Børne- og Undervisningsministeriets puljeadministration.
Kontoret har ca. 35 medarbejdere og er organiseret i et Vidensteam og et Puljesekretariat. Puljesekretariatet har opgaver med ansøgningspuljer, tildelingspuljer, driftslignende tilskud og enkeltstående bevillinger. Sekretariatet rådgiver om puljer og varetager den praktisk-administrative del af ministeriets puljeadministration, herunder udarbejdelse af puljevejledninger, udbetaling af tilskud og kontrol af regnskaber.
Vidensteamet arbejder med analyser, forsøg, undersøgelser, grundskolepanel og formidling af viden og gennemfører en række internationale undersøgelser (PISA, TIMSS, PIRLS, PIAAC mv.). Teamet rådgiver om arbejdet med viden og analyse i styrelsen og står for udmøntningen af en række puljer.
Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø, hvor vi samarbejder tæt og prioriterer sparring, videndeling og et godt arbejdsmiljø.
Ansættelsesvilkår
Specialepladsen er ulønnet. Det er en forudsætning, at du er kandidatstuderende og skriver et speciale, der er meritgivende for din uddannelse.
Inden opstart indgås en samarbejdsaftale mellem dig og ministeriet.
Opstart er august 2026 eller efter nærmere aftale afhængigt af din specialeperiode.
Arbejdsstedet er som udgangspunkt Holbæk, men der er fleksibilitet, herunder mulighed for at arbejde fra styrelsens lokaler i København en del af ugen.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til specialepladserne, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Thomas Høite Meersohn, på telefon 2478 3106 eller teamleder Rune Hejlskov Schjerbeck, på telefon 2489 9432.
Sådan søger du
Send din beskrivelse af din projektidé, CV og relevante eksamenspapirer via stillingsopslaget på vores hjemmeside på www.uvm.dk/job senest torsdag den 30. april 2026. Du søger specialepladsen ved at klikke på ”Søg stillingen” i opslaget og udfylde ansøgningsformularen.
Der bliver løbende holdt samtaler.
Ansøg her
Børne- og Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Tidemandsvej 1
4300 Holbæk
LJA-6712
Studenterjob
Analyse og information, Forskning og undervisning, Politik, kultur og samfund
30-04-2026
Tilbage til søgning



