
Seniorkonsulent med fokus på udvikling af Clearing Services
Finans Danmark har en stærk position i arbejdet med at forme rammevilkårene for den danske finanssektor og er i gang med at styrke denne rolle yderligere og ruste både organisationen og sektoren til en tid, hvor udfordringerne vokser nationalt og globalt, og hvor finanssektoren er en helt afgørende alliancepartner for samfundet, når det kommer til at finde fremtidens løsninger. Vi søger en seniorkonsulent, der skal være med til at styrke vores arbejde med fokus på udvikling og drift af den finansielle infrastruktur.
Om stillingen
Som seniorkonsulent får du en central rolle i udvikling, koordinering og drift af Clearing Services på tværs af strategiske, taktiske og operationelle niveauer. Clearing Services fastlægger vilkårene for adgang til og deltagelse i intradagclearing og sumclearing og er organisatorisk forankret i Finans Danmark.
Du bliver en del af et team bestående af fire erfarne kolleger og en leder, og sammen sikrer I stabil drift og løbende udvikling af Clearing Services. Stillingen indebærer et tæt samarbejde med kolleger på tværs af Finans Danmark samt en bred kreds af eksterne interessenter i den finansielle sektor.
Opgaver og ansvar
Du arbejder med både udviklings- og driftsnære opgaver inden for Clearing Services og bidrager til håndtering af nødclearing, compliancekrav, risk management og beredskabsrelaterede opgaver. Du deltager aktivt i arbejdet med scenarieplanlægning og sikring af stabil drift i tæt dialog med Danmarks Nationalbank.
Derudover indgår du i koordinering og samarbejde med e-nettet, deltagerne i clearingerne, Danmarks Nationalbank og internationale leverandører, hvor du understøtter sammenhængen mellem Clearing Services og programmet for Fremtidens Betalinger. Rollen indebærer et aktivt bidrag til analyser, afklaringer og beslutningsoplæg i et område præget af høj kompleksitet og mange afhængigheder.
Vi tilbyder
Vi lover en spændende, travl og udfordrende hverdag som er præget af højaktuelle sager, mediemæssigt såvel som politisk. Arbejdsdagen dækker både drift og udvikling, og det sker i tæt samspil med gode og fagligt tunge kolleger internt, såvel som hos vores medlemmer i den danske finansielle sektor. Du bliver del af et team, der løfter i flok, og værdsætter samarbejde, sparring, godt humør, høj faglighed, et stærkt netværk og socialt samvær.
Finans Danmark har til huse i Amaliegade i indre by, hvor du får ca. 110 kolleger. Vi er kendetegnet ved et højt fagligt niveau, et godt samarbejde og en uformel omgangstone. Vi lægger vægt på udvikling og indflydelse.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse og solid erfaring med clearing, betalingsinfrastruktur eller beslægtede områder gerne fra den finansielle sektor. Du har en god forståelse for drift og udvikling af kritisk finansiel infrastruktur, herunder compliance, risk management og beredskab.
Du trives i et komplekst felt med mange interessenter og parallelle initiativer og har erfaring med koordinering og samarbejde med myndigheder, leverandører og andre sektoraktører. Samtidig er du analytisk og kommunikativt stærk og formår at omsætte komplekse problemstillinger klart og præcist på både strategisk og taktisk niveau. Endelig arbejder du struktureret, tager ansvar og sikrer fremdrift og høj kvalitet i opgaveløsningen.
Kontakt og ansøgning
Har du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør for Investering, digital Innovation og samfundsomstilling på lmh@fida.dk eller telefon 2497 0576.
Send din ansøgning hurtigst muligt og senest den 5. marts 2025. Vi indkalder til samtaler løbende. Vi behandler kun ansøgninger fremsendt via vores digitale rekrutteringssystem.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om Finans Danmark
Finans Danmark er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor. Vores medlemmer er Danmarks finansielle motor og bidrager til sikker og effektiv drift af det finansielle system, og understøtter et bæredygtigt og digitalt Danmark rigere på muligheder. Både for den enkelte, og for fællesskabet.
Læs mere på www.finansdanmark.dk
5. marts 2026
Ansøg her
Finans Danmark
Amaliegade 7
1256 København K
LJA-6158
Fuldtid
Analyse og information, Finans, økonomi og regnskab, Konsulent og rådgivning
05-03-2026
Tilbage til søgning



