
Praktikanter inden for public affairs til foråret 2026
Flyder politik og samfundsengagement i dit blod, og drømmer du om en karriere som lobbyist? Så siger vi velkommen hjem hos Lead Agency. Vi søger praktikanter – vil du med på holdet?
Hvis du dagligt fylder øregangene med politiske podcasts, hvis det typisk er dig, der starter den politiske diskussion til familie- eller vennefesten – og hvis partipolitik var det, du gik til som teenager, da de andre gik til badminton … så skal du være en del af Lead Agencys public affairs-team.
Om stillingen: Public affairs-praktikant i Lead Agency
Hos Lead Agency søger vi lige nu studerende til vores nøje tilrettelagte praktikforløb, Curious, med opstart den 1. februar 2026 og seks måneder frem.
- Som public affairs-praktikant vil dit arbejde handle om at varetage vores kunders politiske interesser lokalt, nationalt, internationalt og på tværs af kundens interessentlandskab. God interessevaretagelse kræver politisk analytisk tæft, kendskab til det politiske system, kendskab til partiernes og politikernes interesser, forståelse for landskabet af interesseorganisationer samt idérigdom og kreativitet, når det kommer til kundens muligheder på tværs af medier og platforme.
- Sammen med resten af husets public affairs- og kommunikationsfolk kan du blandt andet komme til at lave interessentanalyser og udvikle politiske konferencer, topmøder og dagsordensættende kampagner for danske og internationale virksomheder. Du vil komme helt tæt på maskinrummet på Christiansborg, stifte bekendtskab med nogle af de største interesseorganisationer og få et indblik i, hvordan dansk politik fungerer i praksis.
- Der er ord og skriftlig formidling i alt, hvad vi laver, så du kommer stensikkert til at svinge pennen i forskellige sammenhænge. Det kan være i analyser, researchopgaver, stakeholderanalyse- og management, udviklingen af policy papers og visionspapir, formuleringen af politiske budskaber og oversættelser, men også i præsentationer og tilbud, projektkoordinering, interessentmails og meget mere.
- Kort fortalt vil du som praktikant komme til at arbejde tæt sammen med husets specialister (dine kollegaer) og løse opgaver i tæt dialog og sparring med dem. På hvert projekt arbejder vi som team mod et fælles mål, og her løfter du – ligesom alle andre – de opgaver, du kan og har mod på. Og intet arbejde havner i skuffen.
Et tværfagligt forløb
Du vil blive tilkoblet vores public affairs-team, som du løbende sparrer og udvikler sammen med – men som praktikant hos os kommer du (også afhængigt af din profil) til at arbejde på tværs og i løbet af dit praktikforløb løse opgaver inden for alle husets store fagområder. Det betyder, at du også kommer i berøring med PR og strategisk kommunikation, der i øvrigt ofte er en del af vores arbejde med public affairs.
Lidt om dig
Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant videregående uddannelse som statskundskab, samfundsvidenskab, folkesundhedsvidenskab eller noget helt fjerde, har lyst til at arbejde sammen med mange forskellige mennesker og føler dig hjemme på en arbejdsplads med skarpe hjerner og et uformelt miljø.
Det er en forudsætning, at du kan formulere dig på skrift, har gode engelskkundskaber, interesserer dig for politik og samfund, og at du kan være i praktik hos os i alle seks måneder. Vi beskæftiger os meget med sundhed i PA-sammenhæng, så lad os vide, hvis du har erfaring med sundhedsområdet. Det er en fordel, hvis du har erfaring som medarbejder, kandidat eller frivillig i et politisk parti.
Vi opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, etnisk baggrund eller handicap til at søge hos os.
Det praktiske
Praktikperioden er med opstart 1. februar 2026, og arbejdstiden udgør 37 timer/ugen.
Løn: Praktikstillingen er som udgangspunkt lønnet.
Ansøgning: Hvis du er interesseret i stillingen som praktikant inden for public affairs, bedes du hurtigst muligt sende en kortfattet ansøgning og CV til lead@leadagency.dk. Vi holder samtaler og ansætter løbende.
Vigtigt ift. ansøgning: Vi anvender blind praktikantrekruttering, og du bedes derfor undlade identitetsmarkører som navn, alder, billede, etnicitet, bopæl/fødeby og modersmål i ansøgning, CV og øvrige dokumenter. Dit navn må udelukkende fremgå af din mail.
Spørgsmål: Kontakt Head of Talent Louise Bendixen | louise@leadagency.dk | +45 26464685
Om Curious
Vores praktikforløb, Curious, er for ihærdige studerende, der er nysgerrige på at rådgive virksomheder og organisationer. For videlystne, der ønsker en alsidig hverdag, hvor man sammen med +45 skarpe, sjove og selskabelige kollegaer lærer noget nyt hver eneste dag. Læs meget mere om Curious via linket nedenfor.
Hvem er vi?
Vi er et bureau med politisk blik, strategisk instinkt og kreativ generøsitet. Vi tror på, at vedkommende kommunikation sker i brudfladerne mellem det lokale og det globale, mellem holdninger og handlinger, og når polarisering mødes med samtale.
Hvert Ord Tæller er vores motto. Det betyder, at vi tager vores métier, ordet, alvorligt. Ordets magt kan flytte mennesker, magt og markedsandele. Og ordene skal bruges til at ændre vores samfund til det bedre.
De bedste løsninger og den høje kvalitet opstår i godt selskab. Når nysgerrige og skarpe mennesker samles, og når fagligheden stortrives i kærlige og professionelle rammer.
Ansøg her
Lead Agency
Ravnsborg Tværgade 5C, 1. sal
2200 København N
LJA-4500
Praktikant/trainee
Praktikant/trainee
Analyse og information, Kommunikation og medier, Konsulent og rådgivning, Politik, kultur og samfund, Sundhed
31-10-2025
Tilbage til søgning