Ny søgning
Sted
Alle jobfunktioner
Alle jobtyper

Arbejdsmiljø København søger organisationskonsulenter, der elsker at stå på gulvet


Hos Arbejdsmiljø København er vi med til at skabe gode arbejdsmiljøer, attraktive arbejdspladser og bæredygtige arbejdsliv sammen med kommunens ledere og medarbejdere.

Vi oplever øget efterspørgsel og har brug for flere konsulenter på holdet. Vil du være med?

Sæt et positivt og varigt aftryk på arbejdsmiljøet i hele Københavns Kommune

Arbejdsmiljø København er Københavns Kommunes uvildige og autoriserede arbejdsmiljørådgiver. Vi arbejder sammen med Københavns Kommunes syv forvaltninger om alle typer opgaver og forløb relateret til arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljø København arbejder både med forebyggelse og her-og-nu indsatser, og løser således arbejdsmiljøproblematikker på både kort og lang sigt gennem strategiske indsatser og med praksisnære værktøjer, koncepter og interventioner.

”Der er bud efter Arbejdsmiljø Københavns konsulenter, og vi er en eftertragtet samarbejdspartner. Vi tror på, at det er kombinationen af et højt fagligt niveau, stor selvstændighed og gode rammer som sikrer, at vores konsulenter lykkes og gør en forskel. Vi lægger vægt på, at vores konsulenter har mulighed for at arbejde i dybden og være specialiserede, samt at de har en variereret hverdag med stor indflydelse på egne opgaver.” Siger Pernille Kreiser, afdelingsleder for den organisatoriske rådgivning i Arbejdsmiljø København.

Vi har fået endnu flere spændende opgaver, og derfor søger vi konsulenter til det organisationspsykologiske team, hvor du kommer til at arbejde med organisatorisk og psykosocialt arbejdsmiljø, ledelse og organisationsudvikling.

Et selvstændigt job og mulighed for løbende faglig udvikling
Som organisationskonsulent får du en bred vifte af opgaver, stort ansvar og et selvstændigt råderum. Vi lægger vægt på at skræddersy vores forløb, så de passer til den enkelte leders, afdelings eller organisations behov. Det faglige niveau er højt, og som konsulent udvikler og sammensætter du forløb, som både bygger på velafprøvede koncepter og metoder, men også bringer dine egne erfaringer som konsulent i spil. 

”Vi lægger vægt på at bringe teoretisk og praktisk viden sammen og udmønte det i praksisnære indsatser. Jeg har ikke oplevet den stærke sammenhæng så konkret andre steder. Det gør det fagligt set rigtig interessant, og giver samtidig mulighed for, at man udvikler sig, også som erfaren konsulent”. Siger Nana, organisationskonsulent.

Få en varieret hverdag og et tæt samarbejde med både kommunens arbejdspladser og dine kolleger
Du skal kunne lide at rådgive, facilitere, lytte, mægle, coache, undervise og være på. Størstedelen af din tid bruger du ude på arbejdspladserne, hvor du er i gang med at planlægge eller gennemføre et forløb, som løser en given arbejdsmiljøproblematik. Resten af din tid bruger du på samarbejde og udvikling i et fagligt fællesskab med dine kolleger, både dem du arbejder tæt sammen med om konkrete opgaver, eller andre som du erfaringsudveksler med.

Blandt dine opgaver er fx, at du

  • mødes med dine samarbejdspartnere for at drøfte og samle input til brug for de løsninger og forløb, du skal levere
  • udarbejder oplæg, som rammesætter en given opgave
  • udvikler og sammensætter forskellige former for indsatser eller forløb, som understøtter det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladserne – forebyggende, strategisk, praktisk og konkret
  • tilrettelægger, faciliterer, holder oplæg og underviser på fx workshops, kurser og lignende.

 

Et arbejdsliv i balance
Arbejdsmiljø København er god til at understøtte, at den enkelte konsulents idéer, erfaringer og læring sættes i spil ude hos arbejdspladserne og på tværs af kommunen. Som konsulent hos os skal du ikke sælge, da vi er så privilegerede, at Københavns Kommune er stor, og vores ydelser allerede meget efterspurgte. Til gengæld lover vi dig, at du får et varieret arbejdsliv med en stor grad af frihed til at udvikle metoder, processer og redskaber.

Vi lægger vægt på at give dig mulighed for at balancere dit arbejds- og privatliv. Derfor er det dig, der i god dialog med din leder, tilrettelægger dine opgaver, leverancer og forløb med dine samarbejdspartnere, så det hænger sammen både for dem – og for dig.

Vi går efter konsulenter med minimum et par års konsulenterfaring
Vi har brug for flere kolleger, som er vant til at håndtere og omsætte problemstillinger til konkrete forløb og indsatser ude på arbejdspladserne. Derfor skal du have erfaring med at rammesætte en opgave, kunne omsætte teorier til konsulentydelser – og selv levere!

Vores kommende kolleger skal være konsulenter med forskellige kompetencer inden for arbejdet med psykisk arbejdsmiljø og organisationsudvikling, så vi kan efterkomme den brede efterspørgsel, der er.

Vi søger konsulenter, der har interesse og erfaring med følgende opgaveområder
Vi har en del konsulentopgaver, der handler om at styrke det interne samarbejde på arbejdspladsen. I denne type opgaver arbejder vi fx med kommunikation, feedback, arbejdsfællesskaber, psykologisk tryghed, teamkontrakter, professionel uenighed, arbejdsglæde, trivsel osv.

Kommunens arbejdspladser har kontinuerligt fokus på at agere professionelt i arbejdet med mennesker. I disse opgaver arbejder vi med professionalisering af dialogen med borgere, forældre, pårørende og børn. Vi arbejder bl.a. med at sætte konstruktive grænser og mentalisering, når kontakten er svær. I denne type opgaver beskæftiger vi os også med forebyggelse og håndtering af vold og trusler.

Du kan blive del af en spændende arbejdsmiljøindsats på Socialområdet, hvor vi løser konsulentopgaver med fokus på klarhed i kerneopgaven, arbejdspres, kommunikation og samarbejde samt vold og trusler. Vi leder efter kolleger, der har løst lignende konsulentopgaver på arbejdspladser.

Vi har brug for flere konsulenter, der har interesse for at arbejde med vores udviklede koncept ”Professionel Forældredialog” på Børne- og Ungeområdet. I denne opgave er der behov for undervisningserfaring i større grupper og gerne erfaring fra skoleområdet.

Vi ser gerne, at du

  • har erfaring som konsulent eller rådgiver inden for arbejdsmiljø
  • er vant til at interagere professionelt og arbejde både strategisk og operationelt i en kunde/konsulent relation med immaterielle konsulentydelser over for ledere på alle niveauer
  • har forretningsforståelse og erfaring, er vant til at rammesætte opgaver, designe processer og ydelser samt levere konsulentydelser inden for psykisk arbejdsmiljø, organisationsudvikling, organisations- og kulturforandringsprocesser samt lederudvikling
  • er vant til at omsætte teorier og metoder inden for fx psykologi og arbejdslivsstudier til konkrete konsulentydelser
  • har undervisningserfaring ift. større forsamlinger og vant til at facilitere møder, workshops og lignende
  • er vant til at formidle – både mundtligt samt skriftlige produkter og outputs
  • har erfaring med coaching, sparring og rådgivning
  • har en akademisk uddannelse inden for fx psykologi, arbejdslivsstudier, sociologi eller lignende, evt. supplereret af en relevant videreuddannelse. du kan også komme i betragtning med en anden relevant uddannelsesbaggrund.

 

Det er nødvendigt, at du har erfaring med arbejdsmiljøområdet, men ikke afgørende, om du kommer fra en privat eller offentlig virksomhed. Vores team består af konsulenter fra forskellige sektorer og med forskellige baggrunde, og har derfor en god faglig bredde.

Er du en udadvendt konsulent, der kan stikke fingeren i jorden?
Som konsulent i Arbejdsmiljø København rådgiver og hjælper du en lang række forskellige arbejdspladser. Nogle opgaver er store, andre små. Nogle opgaver har politisk eller ledelsesmæssig bevågenhed, og der kan være indsatser, hvor vi skal samarbejde med andre aktører. Det kræver kontekstforståelse, fleksibilitet og stor selvstændighed at navigere i dette og lykkes som konsulent.

Derfor søger vi dig, som

  • har et godt overblik og forstår at reducere kompleksitet, så det giver mening for andre
  • har gode analytiske evner og kan med afsæt i et teoretisk fundament konceptualisere og udvikle praksisnære processer og ydelser
  • er udadvendt og trives godt med at tage relationelt initiativ og være ”på” blandt andre
  • er selvstændig og tager ansvar for egne opgaver og kunder
  • er god til at inddrage din leder, koordinatorer og kolleger, når det er nødvendigt
  • står godt i din faglighed, og er nysgerrig, videbegærlig samt en generøs teamplayer, der gerne vil lære og dele læring
  • har en god kombination af energi og autenticitet og er i god balance med dig selv
  • er processtærk og god til at lytte, interagere og samarbejde med andre
  • kan udvikle og drifte på samme tid, og formår løbende at prioritere din opgaveportefølje, så opgaverne bliver ført i mål.

 

Velkommen til Arbejdsmiljø København
Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor fælles læringsmiljøer og høj faglighed vægtes højt. Vi tilbyder derfor et professionelt og nysgerrigt arbejdsmiljø samt en tillidsbaseret kultur, hvor vi deler viden, støtter og hjælper hinanden. Herudover bliver du del af en arbejdsplads, hvor vi er på forkant med både faglige og forskningsmæssige bevægelser i forhold til organisations- og arbejdsmiljøarbejdet.

Vi er 74 medarbejdere i Arbejdsmiljø København, heraf 34 i Rådgivningen. Det betyder, du træder ind i et stærkt fagligt fællesskab. Du indgår i fællesmøder i huset, og du får et introforløb med vægt på faglig støtte og sparring samt løbende supervision sammen med dine kolleger i teamet.

Vi har udarbejdet vores grundfortælling, fordi vi gerne vil formidle vores vision, mission og værdier over for hinanden og vores samarbejdspartnere. Du kan læse vores grundfortælling her.

Du kommer rundt til mange arbejdspladser i hele København, men din base er vores lokaler på Enghavevej 82, hvor vi har kontorer, som understøtter samarbejde og høje faglige ambitioner. Organisatorisk hører vi under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, men bidrager til at sikre sunde, bæredygtige og attraktive arbejdspladser i hele Københavns Kommune – Danmarks største arbejdsplads.

Ansættelsesvilkår
Dit arbejdsområde vil afhænge af dine erfaringer og interesser. Der kan lejlighedsvis være aften- og weekendarbejde, som altid afstemmes i god tid. Tiltrædelse den 1. december 2025.

Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst.

Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Pernille Kreiser, Arbejdsmiljø København, på 21 82 51 42 eller teamkoordinator Conni Prüss på 2156 7079.

Sammen med din motiverede ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg via linket senest søndag den 5. oktober 2025

Vi afholder 1. samtaler i uge 41 og evt. 2. samtaler i uge 43/44.



🕑  |  København SV  |  05-10-2025


Ansøg her

Virksomhed
Københavns Kommune, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Arbejdssted
Enghavevej 82
2450 København SV
Kviknummer
LJA-4487
Ansættelsesvilkår
Fuldtid
Arbejdsområde
Akademisk arbejde, Konsulent og rådgivning, Politik, kultur og samfund
Ansøgningsfrist
05-10-2025



Tilbage til søgning
Virksomhed
Københavns Kommune, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Arbejdssted
Enghavevej 82
2450 København SV
Kviknummer
LJA-4487
Ansættelsesvilkår
Fuldtid
Arbejdsområde
Akademisk arbejde, Konsulent og rådgivning, Politik, kultur og samfund
Ansøgningsfrist
05-10-2025
Opret en jobagent og få drømmejobbet i indbakken