
Studentermedhjælper til Kommunikation i Sundhedsstyrelsen
Kunne du tænke dig at være med til at drive og udvikle vores kommunikation på de sociale medier? Er du skarp til digital kommunikation og nysgerrig på kampagneudvikling? Trives du, når tempoet er højt? Så er du måske vores nye studentermedhjælper.
Vi leder efter en studentermedhjælper, som har lyst til at kommunikere relevant og målrettet til danskerne om sundhed og sygdom.
Om Sundhedsstyrelsens kommunikationsafdeling
Du bliver ansat i Sundhedsstyrelsens kommunikationsenhed, som består af 15 dygtige medarbejdere med forskellig baggrund fx journalister, grafikere og kommunikationsuddannede. Vi har ansvaret for intern og ekstern kommunikation blandt andet presse, sociale medier, hjemmeside, visuel identitet, kampagner mv.
Vi er en travl og ambitiøs kommunikationsafdeling, som de seneste år har kommunikeret på højtryk bl.a. om covid-19. Nu har vi fokus på mange andre områder, som også har betydning for danskernes sundhed, som for eksempel afstigmatisering af psykisk sygdom, sundhedsplanen og forebyggelse af unges brug af rusmidler.
Din hverdag hos os
Du vil sammen med andre studentermedhjælpere få en stor rolle i den daglige kommunikation. Ambitionerne er store, og vi har mange bolde i luften.
Dine arbejdsopgaver bliver bl.a.:
- Community management
- Producere indhold til vores sociale medier og gennemføre effektmålinger
- Bidrage til udvikling og drift af vores hjemmeside www.sst.dk
- Formidle budskaber gennem kampagner
- Skrive nyheder og andre tekster til vores hjemmeside og intranet.
Herudover skal du bidrage med forefaldende arbejde. Opgaverne løses i tæt samspil med enhedens ledelse og kollegaer. Du vil blive en del af en gruppe studenter i enheden.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er i gang med en relevant videregående uddannelse i fx kommunikation, IT, journalistik, retorik eller dansk.
Derudover forventer vi, at du:
- har styr på din sproglige værktøjskasse – du kan sætte dine kommaer og kan lide at skrive
- er produktiv, struktureret, fleksibel og kan overholde deadlines.
Vi tilbyder
- Masser af muligheder for spændende opgaver og gode kollegaer
- Et godt indblik i, hvordan en styrelse arbejder bredt med de fleste kommunikationsdiscipliner
- Et meningsfuldt arbejde i Danmarks øverste sundhedsmyndighed med opgaver af betydning for samfundet.
Om ansættelsen
Ansættelse sker efter gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/Stat for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK), jf. aftalens bestemmelser vedrørende timelønnede.
Arbejdstiden er 15 timer ugentligt i gennemsnit, hvor arbejdstiden er fordelt på mindst to dage om ugen i tidsrummet 8-17.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at kontakte kommunikationsrådgiver Pernille Bruggeling tlf. 2059 6616 eller konstitueret kommunikationschef Rikke Liebst tlf. 3056 8663.
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 24. Du kan læse mere om os på www.sst.dk.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.
Vi arbejder for sundhed for alle
Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark.
Vi rådgiver ministeriet og andre statslige, regionale og kommunale myndigheder om sundheds- og ældreområdet.
Sundhedsstyrelsens opgaver er sundhedsfremme, forebyggelse og sygdomsbehandling – ligesom vi har opgaver inden for strålebeskyttelse og ældre- og demensområdet.
Ansøg her
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S
08-06-2025
Tilbage til søgning