
Vicedirektør til Styrelsen for Samfundssikkerhed
Det danske samfund skal være godt rustet til at imødegå de kriser og ekstraordinære hændelser, der kan ramme i fremtiden. Styrelsen for Samfundssikkerhed søger en strategisk stærk og resultatorienteret vicedirektør med solid ledelseserfaring fra det offentlige, der kan være med til at udvikle Danmarks robusthed og indgå i et bredt samarbejde på tværs af myndigheder, sektorer og niveauer.
Om stillingen
Som en del af direktionen i Styrelsen for Samfundssikkerhed som, ud over dig, består af direktøren og yderligere en vicedirektør, får du det overordnede, faglige ansvar for implementering af styrelsens opgaver vedrørende bl.a. NIS 2 og cybersikkerhed, herunder implementering af sikkerhedsstandarder samt rådgivning og vejledning om forebyggelse af cybertrusler.
Derudover får du ansvaret for fysisk sikring og sammenhængende sikkerhedsløsninger, data og analyse, rådgivning til myndigheder inden for styrelsens ansvarsområder samt vejledning og adfærdsunderstøttende indsatser om sikkerhed til borgere, virksomheder og myndigheder.
Sammen med styrelsens øvrige direktion får du mulighed for at arbejde aktivt med at udvikle ledelsesfællesskabet og præge, hvordan vi bedst organiserer os og arbejder tværgående i en kompleks opgaveportefølje, der bl.a. omfatter:
Strategisk lederskab og forankring
- Udvikling og realisering af strategier inden for styrelsens fagområder.
- Sikre implementering og opfølgning på centrale mål og leverancer på tværs af organisationen.
- Samarbejde og relationer.
- Videreudvikle tætte partnerskaber med ministerier, kommuner, private aktører, NGO’er og internationale samarbejdspartnere.
- Repræsentere styrelsen i nationale og internationale fora om samfundssikkerhed.
Organisatorisk drift og udvikling
- Styring af ressourcer og udvikling af kompetencer og arbejdsprocesser.
- Kriseberedskab og reaktion ved hændelser, herunder
være en del af styrelsens samlede kapacitet ved akut indtrufne hændelser.
- Sikre koordineret, målrettet og effektiv indsats når uforudsete situationer rammer – med fokus på beslutningsgrundlag, helikopteroverblik og faglig vægt.
Om dig
Du bliver en nøglefigur i styrelsen, og derfor leder vi efter en handlekraftig, tillidsvækkende og kommunikativ leder, der kan navigere i en organisation under opbygning, og indgå i et åbent, konstruktivt og udviklende samarbejde internt og eksternt med rigtig mange interessenter.
Ledelsesmæssigt får du mulighed for at skabe resultater gennem seks fagkontorer med dedikerede og dygtige kontorchefer, som refererer til dig. Kontorcheferne står i spidsen for engagerede medarbejdere med en bred vifte af kompetencer. Med din tunge ledelseserfaring formår du at samle og stå i front for kontorchefer og medarbejdere med autenticitet og vision.
Vi forestiller os, at du har:
- Flere års erfaring med strategisk ledelse i en politisk ledet organisation.
- Erfaring med komplekst samarbejde mellem myndigheder, erhvervsliv og civilsamfund.
- Erfaring med at omsætte strategi til handling og sikre effekten i praksis.
- God analytisk kapacitet og evner at yde faglig rådgivning med stor autoritet.
- En dialogbaseret og engagerende ledelsesstil.
- Et skarpt blik for motivation og trivsel hos ledere og medarbejdere.
Der stilles ikke krav om en bestemt uddannelsesmæssig baggrund.
Det tilbyder vi
- En central ledelsesrolle i en nyskabende, strategisk styrelse med stor samfundsmæssig betydning.
- Et professionelt, engageret arbejdsmiljø med højt til loftet.
- Stor faglig og personlig udvikling med rig mulighed for at gøre en forskel.
- Fleksibilitet i arbejdstid og moderne arbejdsrammer.
Vi har et godt arbejdsmiljø og en imødekommende kultur, hvor vi lægger vægt på, at trivsel og performance går hånd i hånd. Vi er samlet på tværs af fagområder og kulturer og er lige nu ved at bygge en ny, stærk arbejdsplads op sammen. Fælles for os er, at vi brænder for vores arbejde og er klar til at hjælpe dig godt og sikkert i gang med dit nye job.
Hvem er vi?
Fagområderne for beredskabsplanlægning, forsyningssikkerhed, kritisk infrastruktur, tele, cyber- og informationssikkerhed, national sikkerhedsmyndighed samt den Nationale Operative Stab (NOST) er blevet samlet i Styrelsen for Samfundssikkerhed. Styrelsen beskæftiger sig med rådgivning og kommunikation til myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står overfor.
Styrelsen for Samfundssikkerhed hører under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og består af ca. 200 medarbejdere.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med tilhørende institutioner. Stillingen besættes på overenskomstvilkår i overensstemmelse med rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten, medmindre du i forvejen er udnævnt tjenestemand. Stillingen er klassificeret i lønramme 38/løngruppe 2 og ønskes besat på åremål.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse og kan opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Arbejdsstedet vil både være på Østerbro og i Birkerød.
Er du interesseret?
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Kongen.
Send din ansøgning vedlagt eksamensbeviser og eventuelt yderligere relevant materiale via linket ’Søg stillingen’. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 31. august 2025.
Vi forventer at holde samtaler i perioden fra uge 36-39. Vi gør opmærksom på, at der indgår et testforløb mellem første og anden samtale.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Laila Reenberg. Send en SMS på mobil nr. 6136 4088, og så vender vi tilbage.
Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan du få ved at henvende dig til chefkonsulent Lene Damgaard Nielsen på telefonnummer 2496 8356.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Ansøg her
Styrelsen for Samfundssikkerhed
Datavej 20
3460 Birkerød
LJA-4119
Fuldtid
Kommunikation og medier, Ledelse, Politik, kultur og samfund, Strategi og udvikling
31-08-2025
Tilbage til søgning