
Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) søger konsulent med stærke analytiske og IT‑faglige kompetencer
Vil du være med til at beskytte borgernes retssikkerhed og styrke tilliden til Danmarks efterretningstjenester?
TET står midt i spændende nye udfordringer, da tilsynet per 1. januar 2025 som noget nyt er begyndt at føre kontrol af Politiets Efterretningstjenestes (PET) operative virksomhed, foretage undersøgelser på baggrund af anmodninger fra Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne samt varetage funktionen som whistleblower-ordning for ansatte i PET.
TET søger derfor en teknisk og analytisk stærk konsulent, der vil arbejde med kontrol af PET, FE og Politiets PNR‑enhed, og som trives i krydsfeltet mellem data, analyse og teknologi, og som har lyst til at omsætte data til viden, beslutningsgrundlag og bedre løsninger.
Det betyder, at du bliver en del af et område i udvikling, hvor du får mulighed for at præge metoder, processer og samarbejde.
Dine opgaver vil overvejende bestå af følgende:
- analyse af store datamængder og udvikling af datadrevne indsigter
- kvalitetssikring, strukturering og dokumentation af data
- udvikling af nye metoder og værktøjer til dataanalyse
- visualisering af data og formidling af resultater til ledelse og kolleger
- bidrag til digitalisering, automatisering og procesoptimering
- samarbejde med IT‑specialister, fagmedarbejdere og eksterne partnere
TET arbejder hovedsageligt fra kontorer i PET og FE, og du vil derfor skulle tilbringe flere arbejdsdage om ugen hos tjenesterne. Arbejdsopgaverne varierer en del henover året, men du vil i betydelig grad kunne være med til at detailplanlægge udførelsen af dem.
TET fører kontrol med tjenesternes overholdelse af persondataretlige regler, retsplejeloven, den europæiske menneskerettighedskonvention, uskrevne retsgrundsætninger samt tjenesternes interne retningslinjer. Derfor kræver TET’s kontrolarbejde, at du er nysgerrig, initiativrig og udviklingsorienteret, samt at du har interesse for at præge metoder, processer og samarbejde.
Efterretningstjenesterne udvikler hele tiden nye arbejdsmetoder for at imødegå aktuelle trusler. Derfor har TET kontinuerligt fokus på at udvikle nye metoder til kontrol, der kan følge med den rivende udvikling, ligesom tilsynet deltager i flere internationale samarbejder med henblik på at drøfte og udvikle fællesstandarder for kontrol af efterretningstjenester.
På sigt vil du i stillingen opnå et dybt kendskab til blandt andet PET’s og FE’s it-landskab, samt lære en risikobaseret og metodisk tilgang til kontrolarbejdet. Det er derfor afgørende, at du trives med at arbejde sammen med andre faggrupper og arbejde med en række forskellige metoder, herunder revisionsmetodik, dataindsamling, analyse af større datamængder m.v. Du skal have lyst til at udvikle kontrolarbejdet ved at tænke kreativt, udvikle nye metoder til kontrol og tage værktøjer i brug, som ikke tidligere har været anvendt af TET.
Dine opgaver vil desuden omfatte deltagelse i interne møder i TET, herunder månedlige aftenmøder, samt møder med tjenesterne og øvrige eksterne parter, herunder internationale samarbejdspartnere.
I TET lægger vi stor vægt på at være en attraktiv arbejdsplads, og vi kan blandt andet tilbyde dig følgende:
- Et godt arbejdsmiljø med fokus på trivsel og faglig udvikling
- Et tæt samarbejde på tværs af faggrupper
- Psykologisk tryghed hvor ideer og meninger er velkomne
- Ejerskab over opgaver og medindflydelse på beslutninger
- Supervision og undervisning for at understøtte faglig udvikling
- Sociale arrangementer og fælles frokostpauser
- God balance mellem arbejdsliv og familie/fritidsliv
- Feedback-kultur med fokus på læring af fejl
Faglig profil og kvalifikationer
Du er samfundsvidenskabelig eller har en teknisk kandidatuddannelse f.eks. cand.scient.pol., cand.polit., cand.it., cand.merc., cand.scient. i data science eller lignende. Det vigtigste er, at du har et højt fagligt niveau og har en stærk analytisk profil samt er tryg ved at arbejde med data og IT.
Vi forventer, at du har
- en stærk metodisk og analytisk faglighed,
- har erfaring med større datasæt og datadrevne analyser,
- er fortrolig med IT‑værktøjer,
- kan omsætte komplekse data til klare og forståelige budskaber
- gode formulerings- og formidlingsevner, skriftligt såvel som mundtligt samt
- kan forholde dig refleksivt til opgaveløsningen, dine kolleger og eksterne samarbejdspartnere, samt at du har
- holdånd og evne til at samarbejde med andre faggrupper.
Det vil endvidere være en fordel, hvis du har
- interesse for og indsigt i IT ud over almindeligt brugerniveau,
- erfaring med revisionsmetodik, automatisering, datamodellering eller udvikling af nye analysemetoder og
- kendskab til reguleringen af PET, FE eller Politiets PNR-enhed.
Vi forventer ikke, at du har erfaring med alle dine kommende opgaver, men vi forventer, at du har lyst til arbejde med dem. Vi skal nok sørge for, at du klædes fagligt på til at løfte opgaverne.
Løn og ansættelsesvilkår
Du vil, afhængig af din erfaring og dine kvalifikationer, blive ansat som special- eller chefkonsulent efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i staten.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Dit arbejdssted bliver Borgergade 28, 1. sal, 1300 København K, men da en del af dit arbejde udføres ude hos de forskellige tjenester, skal du forvente skiftende rejsetider og arbejdssteder.
Du vil blive ansat af Datatilsynet med TET-enheden som tjenestested og ansættelsesområde.
Det er en betingelse for ansættelsen i stillingen, at du kan sikkerhedsgodkendes til højeste niveau, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.
Forventet tiltrædelsestidspunkt er den 1. juni 2026 eller snarest muligt derefter.
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning vedhæftet CV, kopi af eksamenspapirer, herunder bachelorbevis med karakterer, og eventuelle anbefalinger.
Stillingen søges elektronisk på www.datatilsynet.dk under Karriere. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 6. april 2026.
TET opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Om TET
TET er en uafhængig myndighed, som har til opgave at kontrollere PET, FE og Politiets PNR-enhed. TET sekretariatsbetjenes af en særskilt enhed i Datatilsynet, der i faglige spørgsmål refererer direkte til tilsynets medlemmer. Du vil blive ansat i TET-enheden i Datatilsynet.
Supplerende oplysninger om TET findes på www.tet.dk.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte TET-enhedens sekretariatschef på telefon 61 98 70 94.
Ansøg her
Datatilsynet
Borgergade 28, 1. sal
1300 København K
LJA-6364
Fuldtid
Analyse og information, IT, web og teknologi, Kommunikation og medier, Politik, kultur og samfund
06-04-2026
Tilbage til søgning




