
Interesse for juridiske analyser inden for momsretten? Bliv sagsbehandler i en uafhængig klageinstans
Har du erfaring med eller interesse for moms? Vil du være med lige dér, hvor afgørelser træffes i borgeres og virksomheders klagesager inden for momsområdet? Bliv juridisk sagsbehandler i Skatteankestyrelsen i København og få en arbejdsdag i momsteamet, hvor du finder høj faglighed, gode udviklingsmuligheder og stærkt fællesskab.
Et specialiseret team med en god sparringskultur
I Skatteankestyrelsens 7. kontor vil vi gerne byde velkommen til en ny kollega i momsteamet. Vi kigger både efter dig, som er erfaren sagsbehandler og dig, som gerne vil lære mere om moms og den juridiske metode. I kontoret er vi 18 sagsbehandlere og 4 studentermedhjælpere, som er inddelt i mindre teams. Dine kolleger har erfaring fra både det offentlige og private erhvervsliv og lægger vægt på at have et stærkt fagligt miljø. Vi bliver motiverede af at finde det korrekte resultat i sagerne.
Klagesagerne indeholder interessante juridiske udfordringer, og vi inddrager EU-retten i stort omfang. Du får mulighed for at blive specialist inden for et fagområde, hvor du kan fordybe dig og opbygge ekspertviden. Med din sagsbehandling er du med til at værne om retssikkerheden og lægge praksis på momsområdet. Du behandler sager inden for et udvalgt område med rig mulighed for faglig progression. Momsteamet møder ind på vegne af styrelsen til retsmøder ved Landsskatteretten, og det giver indsigt i alle typer af sager for retten og indsigt i, hvordan sagsbehandlingen foregår på tværs af styrelsen.
Du får mulighed for faglig sparring af en erfaren kollega, og du står aldrig alene med opgaverne. Kompleksiteten i sagerne varierer – og vil kunne matche din udvikling. Du kan forvente kolleger og en leder, der er lydhøre og samarbejdsorienterede. Det er vigtigt for os at sparre og aktivt dele vores viden. Det gør vi fx på faste teammøder og med faglige oplæg.
Kollegialt har vi et godt fællesskab, hvor vi interesserer os for hinanden. Vi gør os umage med at tage imod dig og tilrettelægger et grundigt onboardingforløb til dig. Vi sikrer rammerne for din fortsatte faglige udvikling og giver mulighed for relevant, løbende efteruddannelse. I Skatteankestyrelsen understøtter vi desuden fleksible arbejdsvilkår.
Dine ansvarsområder og primære opgaver
- selvstændigt ansvar for dine opgaver og for at sikre oplysning af sagerne.
- udarbejde juridiske analyser og notater.
- holde møder med klagere og rådgivere og udarbejde udkast til afgørelser.
- deltage i retsmøder i Landsskatteretten på vegne af Skatteankestyrelsen som sekretariat.
Med de opgaver forestiller vi os, at du
- er cand.jur., cand.merc.jur. eller har en diplom- eller masteruddannelse inden for skatte- og momsretten. Du kan være erfaren sagsbehandler eller nyuddannet.
- har erfaring med eller interesse inden for moms-, skatte- eller forvaltningsretten og evner at omsætte din juridiske faglighed til praksis.
- arbejder analytisk, målstyret og driftsorienteret med dine opgaver og sikrer den rette kvalitet i sagerne til rette tid.
- kan kommunikere klart i både skrift og tale og er vant til faglig sparring og feedback. Du er god til at samarbejde om problemstillinger.
Kontorchef Henriette Glerup fortæller:
”I kontoret arbejder vi på tværs af styrelsen – især på momsområdet. Her er forskellige netværk og også et momsnetværk. For at sikre ensartet praksis, men også for at skabe det gode samarbejde på tværs. Du bliver en del af et team med dygtige kolleger, som hele tiden bliver dygtigere. Vi siger i mit kontor, at vi deler vores hjerner og låner hinandens viden. Vi kan ikke alle være eksperter på alle områder, så det er vigtigt at dele vores tvivl og bruge hinanden – sammen og i et sparrende fællesskab får vi de korrekte afgørelser og sikrer vores samfundsmæssige opgave”, siger kontorchef Henriette Glerup.
Vidste du…
… at Skatteankestyrelsen er en af landets største juridiske arbejdspladser, der dækker hele spektret af kompleksitet i skatteretten – lige fra ejendomsvurdering til transfer pricing og beskatning af lønmodtagere.
… at Skatteankestyrelsen er en uafhængig klagemyndighed. Det betyder, at når en borger eller virksomhed har fået en afgørelse fra fx Skattestyrelsen, som de ikke er enige i, så kan de klage til os. Det kan handle om, hvilken skat eller moms de skal betale. Vores vigtigste opgave er at hjælpe borgere og virksomheder med at få den korrekte afgørelse i deres sag inden for en rimelig sagsbehandlingstid. Hver dag går vi på arbejde for at sikre retssikkerhed, og det, synes vi, giver vores arbejde mening.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Upload din ansøgning, dit CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 19. juni 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Henriette Glerup på telefon 3376 0996. Ønsker du at høre mere om opgaverne fra en eventuelt kommende kollega, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Christina Bjørke på telefonnummer 3376 0259.
Vi læser ansøgninger løbende og holder 1. samtaler i uge 26 2025 og 2. samtaler i uge 27 2025. Vi bruger personligheds- og adfærdstest og logisk test og evt. skrivecase som dialogværktøj på 2. samtaler.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Startdato og arbejdssted
Startdato er 1. september 2025 eller efter aftale.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver helt centralt i København ved Vesterport Station på adressen Ved Vesterport 6, 4. sal, 1612 København V.
Om Skatteankestyrelsen
Skatteankestyrelsen behandler klager over skat og vurdering. Vores opgave er at sikre korrekte, uafhængige og forståelige afgørelser til rette tid. Vi er et fælles sekretariat for Landsskatteretten og skatteankenævnene, vurderingsankenævnene og motorankenævnene, som træffer den endelige afgørelse i de fleste sager.
Vi har medarbejdere fordelt på kontorer i Aalborg, Silkeborg, Odense og København.
Skatteankestyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Ansøg her
Skatteankestyrelsen
Ved Vesterport 6, 4. sal
1612 København V
LJA-3449
Fuldtid
Analyse og information, Jura, HR og personale, Politik, kultur og samfund
19-06-2025
Tilbage til søgning