Ny søgning
Sted
Alle jobfunktioner
Alle jobtyper
Studentermedhjælper – Afd. for Policy og Relationer

I Afdeling for Policy og Relationer søger vi en dygtig studentermedhjælper til at hjælpe med DTU’s ledelsesmæssige årshjul, ledelsesbetjening og dataanalyse og -visualisering.

Du vil være tilknyttet Policykontoret, hvor vi varetager ledelses- og sekretariatsbetjening af bl.a. DTU’s bestyrelse og direktion, samt interessevaretagelse i forhold til politiske rammebetingelse for DTU. I kontoret samarbejder vi desuden om at varetage driften og udviklingen af DTU’s ledelsesmæssige årshjul, som består af tre årlige møderunder mellem DTU’s direktion og alle institutter/afdelinger. En del af opgaverne i stillingen vil være knyttet til årshjulet med fokus på bedre brug af data. 

Jobbet 
Du vil indgå i et mindre team, der arbejder med DTU’s ledelsesmæssige årshjuls, data og strategiimplementering. 

Opgaverne vil blandt andet være mødeforberedelse (samle materiale, kommunikation vedr. deltagere, bestiller forplejning mv) og support i forbindelse med digitalt system til DTU’s årshjul. 

Herudover vil der være opgaver inden for dataoverblik, -analyse og -visualisering af DTU’s performance på en række områder f.eks. inden for forskning, innovation, kommercialisering og uddannelse. I forlængelse her af vil der være udviklingsopgaver inden for online visualisering af data (dashboards) i samarbejde med DTU’s IT-afdeling. 

Yderligere opgaver vil bestå af indsamling af tal, data og billeder, samt hjælp ved større arrangementer, som afdelingen står for f.eks. Uddannelses- og Forskningspolitisk Topmøde og diverse administrative ad hoc-opgaver i Policykontoret. 

Vores forventninger til dig
Vi søger en pålidelig og selvstændig studentermedhjælper, der har mulighed for at arbejde ca. 1,5 dag om ugen, mens du er under videregående uddannelse. Som person er du omhyggelig, detaljeorienteret og kvalitetsbevidst, og du har en struktureret og systematisk tilgang til opgaver. Du har god forståelse for data, tal og IT og mod på at lære mere. Du må gerne trives med at tænke kreativt og kritisk, samt bidrage positivt til dynamikken i kontoret.   

Vi forventer, at du kan kommunikere på både dansk og engelsk på et højt niveau, samt at du kan være fleksibel i din arbejdstid. Endelig har du et solidt kendskab til Office-pakken, herunder Excel, Word, PowerPoint og Outlook.

Vi tilbyder dig

  • Indblik i sekretariatsarbejde af DTU’s ledelse.
  • Indblik i uddannelses-, forsknings- og innovationspolitik, samt universiteternes rolle i samfundet.
  • Udvikling af kompetencer inden for business intelligence, forsknings- og innovationsimpact, dataanalyse- og visualisering. 
  • Engagerede kollegaer, der værdsætter samarbejde og videndeling og en uformel tilgang til opgaverne
  • Kurser i elektronisk dokumenthåndtering, hjemmesider mv. 

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK/Stat) indgået med Finansministeriet.

Fleksibel arbejdstid på 10 timer om ugen, som kan være fordelt på to dage, der tilrettelægges efter nærmere aftale, fx afhængigt af dit studies opbygning. Ansættelsen løber, så længe du er aktiv studerende. 

Tiltrædelse primo september 2025.

Arbejdssted er DTU Lyngby Campus.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 1. august 2025.  Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Christian Walther Bruun på cbruun@dtu.dk  eller tlf. 53 68 89 87 eller fuldmægtig Kirstine Laursen-Kjeldorff på kjela@dtu.dk  eller tlf. 45 25 10 14​. Læs mere om kontoret her .

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.



10-10 timer

Ansøg her





Tilbage til søgning