
Student til Finansministeriets arbejde med statslige selskaber
Interesserer du dig for krydsfeltet mellem den private og den offentlige sektor? Har du lyst til at arbejde med ejerskabet af statens selskaber, som fx Ørsted, SAS eller Danske Spil? Er du god med tal og dygtig til at formidle komplekse problemstillinger – og deres løsninger? Hvis ja, så kunne et job i Finansministeriets Kontor for Selskaber og Nordatlanten måske være noget for dig.
Om stillingen
Vi søger en student til Finansministeriets Kontor for Selskaber og Nordatlanten (KSN). Vi er et kontor bestående af to studenter, otte fuldtidsmedarbejde og en kontorchef.
I KSN varetager vi ejerskabet af de statslige selskaber under Finansministeriet, fx Ørsted, SAS og Danske Spil. Vi arbejder for at varetage statens interesse som ansvarlig ejer af selskaberne og følger selskaberne aktivt, bl.a. i forhold til den økonomiske udvikling i selskaberne. Derudover varetager vi opgaver inden for et antal større infrastrukturprojekter. Endelig har vi i KSN ansvaret for en række områder relateret til Grønland og Færøerne, bl.a. inden for budget- og bevillingsmæssige aspekter. Opgaveporteføljen spænder bredt, og du vil i høj grad få mulighed for selv at præge dine arbejdsopgaver, hvilket giver en spændende, afvekslende og udviklende hverdag.
Som student i KSN kommer du til at arbejde indgående med ejerskabsvaretagelsen af de statslige selskaber med fokus på finansielle analyser og god selskabsledelse. Du vil bl.a. skulle vurdere selskabernes performance på baggrund af finansielle nøgletal, opstille relevante finansielle målsætninger og analysere væsentlige risici i de enkelte selskaber. Du vil deltage i udarbejdelsen af notater om selskabernes regnskaber, og du vil også få mulighed for at arbejde med værdiansættelse, benchmarking og kapitalstruktur i selskaberne. Endelig vil du skulle hjælpe til med løbende og ofte uforudsigelige opgaver i kontoret, som spænder bredt og ofte afhænger af den politiske dagsorden.
Finansministeriet er en organisation præget af stor faglighed og højt tempo, og som ansat vil du komme helt tæt på de politiske processer i centraladministrationens maskinrum. En stilling som student i KSN er derudover en unik mulighed for at styrke dine erhvervsøkonomiske og finansielle færdigheder. Du får hurtigt indsigt i og ansvar for egne opgaver og lærer at anvende din faglighed til at vurdere og formidle komplekse problemstillinger, der vil styrke dine karrieremuligheder i både den offentlige og private sektor.
Om dig
Det er vigtigt, at du har interesse for og lyst til at arbejde med opgaver inden for kontorets arbejdsområder, og at du kan lide at arbejde med tal, herunder særligt finansielle data. I Finansministeriet har vi tradition for at inddrage studenter og give dem ansvar for egne opgaver. Vi lægger vægt på, at du både er i stand til at arbejde selvstændigt og samtidig har gode samarbejdsevner - og at du vil bidrage til, at det er både sjovt, hyggeligt og spændende at gå på arbejde i Finansministeriet.
Derudover forventer vi, at du har:
• En stærk faglig profil, og at du er arbejdsom og initiativrig.
• Interesse for erhvervsøkonomi, finansiering og aktiv ejerskabsvaretagelse.
• God talforståelse og skarp analytisk sans.
• Gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner.
• Ambitioner om at udvikle dig fagligt og personligt.
• En økonomisk eller samfundsvidenskabelig uddannelsesbaggrund. Du er fx stud.scient.pol., stud.polit.,stud.merc., stud.oecon., mv.
• Et godt kendskab til Office-pakken, herunder især databehandling og visualisering i Excel.
Ansættelsesvilkår
Vi udviser fleksibilitet i forbindelse med dine ferier og eksamensperioder, mens vi samtidig forventer, at du er fleksibel i perioder med stor arbejdsbelastning. Generelt tilstræber vi en arbejdstid på ca. 15 timer i gennemsnit pr. uge fordelt over et år.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes på rette niveau og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Mere information
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Therese Aunbirk Jeppesen (thejep@fm.dk, 20 10 11 85) eller Laust Kristian Høimark Dehn (laudeh@fm.dk, 20 13 56 09).
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest søndag d. 5. april 2026.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Slotsholmens maskinrum
Finansministeriet giver regeringen det bedst mulige grundlag for at føre en sund økonomisk politik, der styrker vækst og produktivitet, sikrer effektivisering af den offentlige sektor samt fremmer en holdbar klima- og miljøudvikling.
I Finansministeriet er vi ambitiøse på samfundets vegne. Dine opgaver spiller ind i den politiske proces og giver mulighed for at bidrage til forandringer i samfundet og gøre en forskel.
I Finansministeriet får du alsidige og udfordrende arbejdsopgaver, der accelererer din faglige udvikling og udfordrer din evne til nytænkning. Du vil opleve et højt tempo og mulighed for stor selvstændighed i opgaveløsningen, men uanset hvor travlt der er, hjælper vi hinanden og sikrer, at opgaven følges til dørs.
Læs mere om et arbejde i Finansministeriet på fm.dk/job
Ansøg her
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
LJA-6396
Studenterjob
Analyse og information, Finans, økonomi og regnskab, Politik, kultur og samfund
05-04-2026
Tilbage til søgning



