
Vil du være med til at udvikle og eksekvere erhvervspolitiske initiativer, der styrker danske virksomheders konkurrenceevne?
Vi søger lige nu ny kollega i Området for National Erhvervsudvikling i Erhvervsstyrelsen, hvor vi arbejder med en bred vifte af erhvervspolitiske emner i krydsfeltet mellem det nationale og internationale med henblik på at styrke danske virksomheders konkurrenceevne og skabe gode rammevilkår.
Om dine opgaver
Opgaverne i området udvikler sig over tid i takt med de politiske dagsordener, og du vil komme til at bidrage til at analysere, udvikle og eksekvere erhvervspolitiske initiativer på baggrund af din faglige viden og i tæt samspil med både interne og eksterne samarbejdspartnere.
På nuværende tidspunkt arbejder kontoret bl.a. med følgende tre kerneområder:
- Opgørelse og dokumentation af bæredygtighed, hvor vi især arbejder med, hvordan digitalisering og standardisering kan lette virksomheders arbejde med at indsamle, behandle og dele data om ESG (fx til bæredygtighedsrapportering og det digitale produktpas), samt hvordan vi digitalt kan understøtte små- og mellemstore virksomheders arbejde med den frivillige SMV-standard (VSME).
- Afdække og adressere barrierer for erhvervsudvikling i regulering med henblik på at understøtte virksomheder med nye innovative løsninger, produkter og forretningsmodeller, fx inden for biosolutions- og droneområdet i at komme hurtigere på markedet
- Due diligence for bæredygtighed og sekretariatsbetjening af det danske kontaktpunkt for OECD’s retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd (NCP Danmark), herunder den danske implementering af Direktivet om virksomheders due diligence for bæredygtighed (CSDDD).
Vi søger på nuværende tidspunkt primært ny kollega til:
- Opgørelse og dokumentation af bæredygtighed, hvor du kan arbejde med at gøre det lettere for virksomheder særligt små og mellemstore virksomheder at dokumentere deres grønne omstilling, herunder beregne deres klimaaftryk og leve op til lovkrav. Konkret vil du skulle arbejde med at fremme standardisering og digitalisering af virksomheders indsamling, behandling og deling af data om bæredygtighed og produkter i værdikæder. Du vil også bidrage til udvikling af digital infrastruktur og værktøjer, som kan understøtte virksomhedernes arbejde. Dine opgaver kan bestå i analyse, udvikling af konkrete løsninger i samarbejde med markedets aktører, og interessevaretagelse samt samarbejde med andre myndigheder både i Danmark, Norden og EU. Du kan også komme til at bidrage til at forenkle EU-regulering og andre danske prioriteter.
- Regulering som fremmer virksomheder med nye løsninger, hvor du kan arbejde med at skabe bedre rammer for, at virksomheder og iværksættere med innovative teknologier, produkter og løsninger fx indenfor biosolutions- og droner kan få udviklet og testet deres løsninger bl.a. gennem forløb, hvor de sammen med relevante myndigheder kan blive klogere på den regulering, som er relevant for deres løsning. Du vil her skulle indgå både i dialog med relevante fagministerier, berørte virksomheder og andre eksterne parter, ligesom du vil kunne indgå i arbejdet ift. EU-kommissionen om relevante EU-regler. Du kan desuden komme til at arbejde med at udvikle rammerne for international standardisering, som er helt centralt for et velfungerende indre marked i EU.
Dine opgaver vil kunne skifte i takt med ændringer i den erhvervspolitiske dagsorden, herunder både på nationalt, europæisk og internationalt plan. Det er derfor en fordel, hvis du grundlæggende er interesseret i erhvervspolitik og kan se dig selv arbejde med mange forskellige opgaver og emneområder, som alle bidrager til at skabe gode rammevilkår for dansk erhvervsliv.
Om dig
Du har en samfundsvidenskabelig eller juridisk uddannelse (cand.scient.pol., cand.soc., cand.scient.adm, MSc Business and Politics, cand. jur, cand. merc. jur. eller lignende). Du har interesse for erhvervspolitik og vil gerne gøre en forskel for dansk erhvervsliv. Såfremt du vil arbejde med opgørelse og dokumentation, vil det være en fordel, at du har viden om digitalisering og brug af data, ESG, miljø samt klimaregulering- og beregning.
I lyset af den måde vi løser vores arbejdsopgaver på, vil det være en fordel, hvis du:
- er god til skriftlig og mundtlig formidling
- er engageret, resultatorienteret og effektiv i din arbejdstilrettelæggelse
- er innovativ, fremsynet og initiativrig i din opgaveløsning
- hurtigt kan sætte dig ind i nye faglige områder samt overskue og kondensere komplekse sagsområder samtidig med, at du kan fordybe dig i et fagområde
- kan prioritere din tid, når du fx har flere opgaver, og samtidig skal levere input indenfor bestemte frister
- trives med en høj grad af samarbejde med både kollegaer og eksterne samarbejdspartnere, samtidig med, at du kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for dine opgaver
- kan læse det politiske landskab og er interesseret i erhvervslivets behov.
Om vores arbejdsmiljø
Vi er cirka 20 medarbejdere i området. Du får en on-boarding, der ruster dig til at varetage dine opgaver. Der er gode muligheder for at skifte mellem vores teams, hvis du med tiden får lyst til at prøve kræfter med nye, faglige områder. Vi sparrer meget både med hinanden i området og med vores kollegaer i resten af organisationen, så der er altid hjælp at hente, hvis du har brug for at vende en problemstilling.
Vi har et ugentligt morgenmøde, hvor vi enten henter eksterne parter som fx. brancheorganisationer eller en virksomhed ind til at holde faglige oplæg, eller vender opgaverne i området. Vi er en god blanding af erfarne kræfter og nyuddannede.
Du får engagerede kolleger, som lægger vægt på vidensdeling, samarbejde og på at levere resultater med høj kvalitet. Vi har et åbent og positivt miljø og en uformel omgangstone.
Om styrelsen
Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og er placeret flere steder rundt om i landet. Denne stilling er placeret på Langelinie i København.
Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed med en stærk digital dagsorden. Vi har fagligt dygtige medarbejdere, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier og data til at effektivisere vores drift og skabe ny værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen her.
Om ansættelsen
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet med mulighed for forhandling af tillæg. Der er tale om faste fuldtidsstillinger. Ansættelse vil ske efter kvalifikationer og for den rette kandidat kan indplacering som special- eller chefkonsulent være en mulighed.
Hvis du vil vide mere om stillingerne, kan du kontakte kontorchef for National Erhvervsudvikling, Camilla Hjermind, på telefon 35 29 16 65.
Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Diana O. Birch på 91 33 71 39.
Interesseret?
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” i annoncen og følger instruktionerne. Din ansøgning, CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest søndag den 15. marts 2026. Samtaler forventes afholdt i uge 12 og 13. Stillingerne ønskes besat snarest muligt.
Der vil blive anvendt test og case i forbindelse med 2. samtale.
Læs mere om Erhvervsstyrelsen som arbejdsplads samt rekrutteringsprocessen her.
Ansøg her
Erhvervsstyrelsen
Langelinie Allé 17
2100 København Ø
LJA-6277
Fuldtid
Analyse og information, Jura, HR og personale, Klima, miljø og energi, Politik, kultur og samfund, Strategi og udvikling
15-03-2026
Tilbage til søgning


