
Praktikanter til Sundhedsstyrelsen
Har du lyst til at se, hvordan Sundhedsstyrelsen arbejder, indefra, og er du klar til at bruge fem måneder på at omsætte din viden fra studiet og få praktisk erfaring?
Sundhedsstyrelsen tilbyder nu fem spændende praktikforløb til kandidatstuderende på relevante videregående uddannelser. Vi søger praktikanter til følgende enheder: Sygehuse og forløb, Strålebeskyttelse, Uddannelse, Beredskab og smitsomme sygdomme samt National sundhedsplan og folkesundhedslov.
Om os
Sundhedsstyrelsen er en central drivkraft i udviklingen af sundhedsvæsenet. Vi arbejder for at fremme folkesundheden og sikre en stærk, fremtidssikret sundhedssektor. Vores opgaver spænder bredt – fra at forebygge sygdomme og føre Sundhedsreformen ud i livet til at styrke sundhedsbredskab og sikre sikker brug af ioniserende stråler i det nationale sundhedsvæsen.
Din hverdag hos os
Hos os får du en unik mulighed for at blive en del af landets øverste sundhedsfaglige myndighed og få indblik i det arbejde, der er med til at forme sundhedsvæsenet. Som praktikant bliver du tilknyttet én af vores enheder, hvor du vil arbejde tæt sammen med kollegaer med både sundheds- og samfundsvidenskabelig baggrund. Du vil få mulighed for at bidrage til vigtige opgaver og udvikle dig gennem praktisk erfaring med en række spændende områder.
Vi garanterer, at du får rig mulighed for at udvikle dig og lære nyt, og som praktikant i Sundhedsstyrelsen kan du forvente at blive udfordret, få ansvar og prøve dig selv af med forskellige typer af arbejdsopgaver, fx:
- Bidrage til større udviklingsprojekter og faglige projekter
- Deltage i både interne og eksterne møder, herunder forberede og følge op på møderne
- Medvirke til rådgivning til Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement, herunder at besvare folketingsspørgsmål eller bidrage til faglige notater, der understøtter beslutningstagning
Vi er en velfungerende arbejdsplads, hvor arbejdsmiljøet er energisk, positivt og præget af stort fagligt engagement og gensidig respekt.
Én af vores nuværende praktikanter siger følgende om at være i praktik hos os i Sundhedsstyrelsen:
“Som praktikant i Sundhedsstyrelsen får man mulighed for at arbejde med meningsfulde og aktuelle opgaver, der gør en forskel i sundhedsvæsenet. Jeg har følt mig som en del af teamet fra dag ét og har fået alsidige opgaver med faglig sparring, der har givet mig nye kompetencer, som jeg kan tage med ind i min uddannelse. Derudover har det været særligt spændende at se, hvordan sundhedspolitik omsættes til anvendelse i praksis.”
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er kandidatstuderende på en relevant sundheds-, naturfaglig- eller samfundsvidenskabelig uddannelse (fx folkesundhedsvidenskab, statskundskab, sociologi, antropologi eller lignende).
Vi forventer, at du:
- er interesseret i sundhedsområdet og har et højt fagligt ambitionsniveau
- er en stærk kommunikator på dansk, både i skrift og tale, da størstedelen af vores kommunikation foregår på dansk
- har lyst til at indgå i et tværfagligt miljø med flere forskellige faggrupper
- tager selvstændigt ansvar, er initiativrig og har lyst til at lære
- evt. er interesseret i at analysere og fremstille data.
Praktiske oplysninger
Praktikperioden løber fra 1. februar 2026 til 30. juni 2026.
Det er afgørende, at du kan få merit og optjene ECTS-point under praktikperioden. Vi er fleksible i forhold til at opfylde kravene i din studieordning.
Arbejdstiden er 30-37 timer pr. uge, men vi er fleksible i forhold til eventuel undervisning, eksamensperioder eller studiejob. Angiv gerne i din ansøgning, hvor mange ECTS-point du optjener samt hvor mange timer om ugen du ønsker og har mulighed for at være i praktik i.
Praktikken er ulønnet.
Du vil blive tilknyttet én af Sundhedsstyrelsens enheder. Hvis du har særlig interesse for én eller flere enheder, kan du angive dette i din ansøgning.
Enheder
Sygehuse og forløb
Enheden for Sygehuse og forløb søger praktikanter, som har lyst til at arbejde med sygehusområdet og patientforløb i relation til bl.a. kræft og psykiatri. Vi arbejder for eksempel med den nationale planlægning af sygehuse og specialer, Kræftplan V, opgaver i relation til den politiske 10-års plan for psykiatri og landsindsatsen EN AF OS, som er en afstigmatiseringsindsats, der arbejder for at fremme åbenhed og nedbryde fordomme og forskelsbehandling forbundet med psykiske lidelser
Dine opgaver hos os kan for eksempel være faglige analyser, skriftlige formidlingsopgaver, fx notater eller besvarelse af henvendelser fra borgere og fagpersoner, håndtering af og deltagelse i større projekter, arbejdsgruppemøder med faglige interessenter mm. Du vil indgå i enhedens hverdag på lige fod med enhedens medarbejdere og kan forvente en masse sparring og støtte, men også selvstændige opgaver. Vi prioriterer din udvikling højt, og at du får indsigt i, hvordan Sundhedsstyrelsen og Staten arbejder, bl.a. i samarbejde med andre aktører i sundhedsvæsenet, interessenter og borgere.
Vi er cirka 25 medarbejdere i enheden, som løser opgaverne i samarbejde med hinanden og med andre enheder i styrelsen. Vi kan lide at gå på arbejde, grine med hinanden og har flere sociale aktiviteter som fx fælles træning, tema tøjdage og kagedage. Vi glæder os til at få dig med på holdet og give dig en lærerig praktik i Enheden for Sygehuse og forløb.
Strålebeskyttelse
I enheden Strålebeskyttelse kommer du som praktikant til at være med til at opdatere vores viden om, hvor meget stråling grupper af danskere udsættes for hvert år fra medicinske undersøgelser. Det er planen, at arbejdet skal foregå som en del af et nordisk projekt, så du vil komme til at arbejde med kolleger både hos Strålebeskyttelse og hos vores nordiske søstermyndigheder. Du kommer til at være med til at indhente og bearbejde data, så hvis du brænder for databehandling og statistik, vil et praktikophold i Strålebeskyttelse helt sikkert være noget for dig.
I sundhedsvæsenet bliver mere end en fjerdedel af befolkningen hvert i år undersøgt eller behandlet med ioniserende stråling fra f.eks. røntgenapparater, scannere, strålekanoner og radioaktive lægemidler. I en række andre sektorer bruges ioniserende stråling også til at løse opgaver, fx i fødevareindustrien, i lufthavne og retssale. Alle borgere i Danmark kan derfor komme i kontakt med stråling af den ene eller anden slags.
I Strålebeskyttelse arbejder vi for at sikre, at arbejdstagere, patienter og befolkningen som helhed samt dyr og miljø beskyttes mod skader fra ioniserende stråling. Vi fører tilsyn ved fx hospitaler og andre virksomheder, der bruger strålekilder, med henblik på at kontrollere, at strålebeskyttelseslovgivningen overholdes. Vi leverer også løsninger til dosisovervågning af stråleudsatte arbejdstagere og tilbyder forskellige former for måling af radioaktivitet, og vi kontroller instrumenter, der bruges til at detektere stråling i industrien og i sygehusvæsnet. Vi er cirka 40 medarbejdere i Strålebeskyttelse, primært med naturvidenskabelig baggrund, som arbejder i og på tværs af tre sektioner og i samarbejde med Sundhedsstyrelsens andre enheder samt med andre myndigheder, f.eks. Styrelsen for Patientsikkerhed, Trafikstyrelsen og Arbejdstilsynet. Strålebeskyttelse | Fagperson | Sundhedsstyrelsen
Uddannelse
Vil du være med til at præge udviklingen af fremtidens sundhedsprofessionelle og samtidig få erfaring med arbejdet i en central statslig styrelse? Som praktikant i enheden Uddannelse får du en enestående mulighed for at komme tæt på de projekter og opgaver, der understøtter udviklingen af sundhedsvæsenet gennem uddannelse for sundhedspersonale i Danmark.
Vi arbejder med en bred vifte af opgaver – fra at forme uddannelserne for læger og sygeplejersker til at håndtere eksperimentel behandling og højt specialiseret behandling i udlandet. Derudover udfører vi datamonitorering og analyser, ofte i samarbejde og på tværs af Sundhedsstyrelsens enheder.
Du bliver en del af en enhed med 25 dedikerede kolleger fra mange forskellige fagområder – sygeplejersker, jurister, læger, dataspecialister og flere. Vi arbejder tæt sammen, og du vil opleve en kultur præget af vidensdeling, nysgerrighed og samarbejde på tværs af fagligheder.
Som praktikant hos os bliver du en vigtig del af enheden, hvor du får en bred erfaring med alt fra projektarbejde og dataanalyse til drift og formidling. Dine opgaver vil være spændende og varierede, lige fra deltagelse i møder og udformning af dagsordener til analyser, notater og meget mere. Vi tilpasser opgaverne efter dine faglige styrker og interesser, så du kan udvikle nye kompetencer og få mest muligt ud af din praktiktid hos os.
National sundhedsplan og folkesundhedslov
Enheden National sundhedsplan og folkesundhedslov arbejder med en række overordnede initiativer i sundhedsreformen indenfor national planlægning af sundhedsvæsenets indretning, som skal omstille sundhedsvæsenet til et mere nært, lige og sammenhængende sundhedsvæsen. Helt konkret er vi ved at udarbejde en national sundhedsplan, der sætter strategisk retning for hele sundhedsvæsenets udvikling de næste 10 år. Samtidig har vi en intern koordinerende funktion på tværs af Sundhedsstyrelsens enheder i forhold til vores bidrag til sundhedsreformen.
I enheden arbejder vi også med folkesundhed på et strukturelt niveau, og med hvordan man kan skabe rammer og betingelser, som fremmer sundhed og trivsel. Dette kan fx være på misbrugsområdet eller i vores arbejde med den kommende folkesundhedslov.
Som praktikant i enheden vil du kunne forvente at prøve kræfter med opgaver relateret til disse to områder. Ud over at stifte bekendtskab med de faglige opgaver, vil du få en bred erfaring med projektarbejde, og hvordan Sundhedsstyrelsen samarbejder med mange interessenter. Vi er 20 medarbejdere i enheden med både sundhedsfaglige og samfundsvidenskabelige baggrunde.
Beredskab og smitsomme sygdomme
Enhed for Beredskab og smitsomme sygdomme er Sundhedsstyrelsens beredskabsenhed, der med kort aftræk håndterer sundhedskriser, beredskabshændelser og udbrud af smitsomme sygdomme. Enheden forvalter også de nationale vaccinationsprogrammer, fx børnevaccinationsprogrammet og vaccinationsprogrammet mod covid-19 og influenza. Enheden varetager også Sundhedsstyrelsens myndighedsopgaver med seksuel sundhed. Enheden har et tæt samarbejde med blandt andet kommunerne, regionerne, faglige organisationer med videre.
De sidste år har vist os, at der er kortere mellem kriserne, og håndtering af en potentiel eller truende sundhedskrise er blevet en del af dagligdagen. En del af enhedens arbejde er internationalt beredskab i regi af EU og NATO, og omfanget af dette arbejde er blevet større over de seneste år.
Som praktikant i Enhed for Beredskab og smitsomme sygdomme vil du understøtte det internationale beredskabsarbejde i forberedelsen og afholdelsen af en uges besøg fra EU i maj 2026.
Vi er cirka 20 medarbejdere med enten sundheds- eller samfundsfaglig baggrund, som løser opgaver på tværs af enheden.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at kontakte:
- Specialkonsulent Alma Jensen på tlf. nr. 93590211, Uddannelse
- Fuldmægtig, Clara Marie Urban på tlf. nr. 20454682, Sygehuse og forløb
- Chefkonsulent, Morten Bundgaard på tlf. nr. 93518489, National sundhedsplan og folkesundhedslov
- Sektionsleder, Hanne Waltenburg på tlf. nr. 44543468, Strålebeskyttelse
- Fuldmægtig, Eva Marie Blichfeldt-Moltke på tlf. 23612354, Beredskab og smitsomme sygdomme
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 46. Du kan læse mere om os på sst.dk.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.
Vi arbejder for sundhed for alle
Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark.
Vi rådgiver ministeriet og andre statslige, regionale og kommunale myndigheder om sundheds- og ældreområdet.
Sundhedsstyrelsens opgaver er sundhedsfremme, forebyggelse og sygdomsbehandling – ligesom vi har opgaver inden for strålebeskyttelse og ældre- og demensområdet.
Ansøg her
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S
LJA-4838
Praktikant
Praktikant/trainee
Akademisk arbejde, Analyse og information, Kontor og administration, Politik, kultur og samfund, Sundhed
09-11-2025
Tilbage til søgning