
Studentermedhjælper til IT-drift og support
Vil du have praktisk erfaring med IT-drift og support i en offentlig forskningsinstitution, hvor både drift, sikkerhed og brugerservice er i fokus? Vi søger en engageret studentermedhjælper, der kan understøtte vores IT-team i den daglige drift og udvikling af vores it-løsninger.
Få praktisk erfaring med IT-rollen på en statslig arbejdsplads
Vi søger en IT-kyndig studentermedhjælper til vores sekretariat. Sekretariatet varetager en række kerneopgaver, der understøtter den daglige drift af forskningsprojekter og den langsigtede udvikling af NFA som en offentlige forskningsinstitution indenfor drift, IT og jura.
Sekretariatet består af 12 ambitiøse medarbejdere med en humoristisk og uformel omgangstone. Du får rig mulighed for at tage ansvar og have indflydelse på opgaveløsningen inden for den ramme, der er udstukket for området.
Som studentermedhjælper bliver du en del af et lille, fagligt stærkt IT-team, der både arbejder med drift, support, informationssikkerhed og understøttelse af forskningsfaglige og administrative IT-behov.
Du kommer til at bistå vores IT-medarbejdere med både tekniske og administrative opgaver, og du får dermed indsigt i et bredt spektrum af IT-arbejde i en offentlig forskningsinstitution.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Hjælpe med brugersupport og adgangsadministration (fx Microsoft365 og Adobe).
- Assistere i drift og vedligeholdelse af fagapplikationer uden for Statens IT, fx NVivo, Pure og ProjectFlow.
- Yde teknisk support i forbindelse med laboratorie-IT, apparatur og AV-udstyr.
- Bidrage til koordinering af licensstyring og leverandørhåndtering.
- Hjælpe med planlægning og dokumentation i forbindelse med implementering af nye systemer.
- Understøtte arbejdet med informationssikkerhed, fx awareness-materiale, opfølgning på audits og dokumentation ift. ISO27001.
- Deltage i generelle IT-opgaver på tværs af teamet.
Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:
- Er i gang med en videregående uddannelse inden for IT, datalogi, informationssikkerhed eller lignende.
- Har interesse for både IT-drift, support og informationssikkerhed.
- Er serviceminded, struktureret og kan arbejde selvstændigt med opgaver efter oplæring.
- Har teknisk flair og evt. kendskab til Microsoft-miljøer, adgangsstyring eller drift af applikationer.
- Er nysgerrig og klar på at lære nyt i en kompleks organisation med mange interessenter.
Vi tilbyder:
- En studenterstilling på ca. 10-15 timer om ugen med fleksibilitet ift. eksamensperioder.
- Mulighed for at opbygge praktisk erfaring med IT-drift, support og sikkerhed i en offentlig forskningsinstitution.
- Indblik i samarbejde med Statens IT og nationale digitaliseringsinitiativer.
- Et godt og uformelt arbejdsmiljø i en lille IT-enhed, hvor videndeling og samarbejde er i fokus.
Vi lægger vægt på at være en arbejdsplads med godt arbejdsmiljø. Der afholdes løbende sociale aktiviteter og Personaleforeningen arrangerer lejlighedsvis fredagsbar, ligesom der er fitnessrum til rådighed for alle.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Din arbejdstid aftaler vi, så den passer med dit studie og eksamensperioder. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt.
Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du er indskrevet ved en højere læreanstalt og er aktivt studerende.
Dit daglige arbejdssted er Lersø Parkalle 105, 2100 København Ø.
Spørgsmål og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Jesper Jørgensen på tlf. 20 22 77 92.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest torsdag den 2. oktober 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 41.
Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Vi arbejder for flest muligt i job på et bæredygtigt arbejdsmarked
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) er en forskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet. Her kan du bringe din faglighed i spil i samarbejde med nogle af verdens førende og mest dedikerede forskere inden for arbejdsmiljø. Vi undersøger, analyserer og evaluerer arbejdsmiljøet og peger på udfordringer og løsninger, der kan sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø i Danmark. Vi publicerer vores forskning i videnskabelige tidsskrifter og formidler resultaterne ud til den brede offentlighed. Når vi fordyber os i den nyeste viden og bedriver ny forskning, foregår det som regel i teams, og altid i dialog med omverdenen og med et mål om at forskningen skal gøre en positiv forskel.
Du kan læse mere om os og vores arbejde på www.nfa.dk.
Ansøg her
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Lersø Parkallé 105
2100 København Ø
LJA-4462
Studenterjob
Studenterjob
IT, web og teknologi
02-10-2025
Tilbage til søgning