
Økonomichef til GEUS’ kontor for Økonomi og Kontrakter
Stillingen som økonomichef ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) er ledig til besættelse pr. 1. oktober 2025 eller snarest derefter.
Som økonomichef indgår du i GEUS’ chefkreds og får det overordnede ansvar for kontoret for Økonomi og Kontrakter. Kontoret består af 12 medarbejdere – herunder én chefkonsulent, to specialkonsulenter, seks controllere og tre regnskabsmedarbejdere.
Du skal stå i spidsen for den strategiske og operationelle udvikling af GEUS’ økonomistyring og kontraktarbejde i en organisation med omkring 600 projekter, cirka 280 årsværk og et samlet årligt budget på 300–350 mio. kr. Du får dermed en central rolle i at sikre en effektiv og gennemsigtig økonomifunktion, som understøtter både driften og GEUS’ forskningsaktiviteter.
Om stillingen
Som økonomichef bliver du ansvarlig for hele budget- og regnskabsprocessen, herunder finanslovsarbejde, grundbudgetter, opfølgning på forbrug samt udarbejdelse af årsregnskab, økonomioversigter og ledelsesinformation. Du skal udarbejde beslutningsgrundlag til både direktion og bestyrelse og koordinere den årlige rapportering til departementet og Finansministeriet.
En vigtig del af stillingen er at sikre kvaliteten i projektafregninger og regnskaber – herunder kontrol og dokumentation af EU-projekter til Rigsrevisionen. Du har ansvar for, at GEUS’ økonomisystemer og -modeller løbende udvikles og tilpasses nye behov, og du leder implementeringen af Statens Digitale Indkøb på tværs af institutionen.
Du skal desuden varetage juridisk sparring vedrørende kontrakter og samarbejdsaftaler og stå for GEUS’ indkøbs- og udbudsopgaver i tæt samarbejde med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets koncernfælles indkøbsenhed.
Stillingen har stor kontaktflade både internt i GEUS og eksternt, særligt i samarbejdet med departementet. Økonomichefen deltager i ministeriets administrationschefkreds og bidrager til det koncernfælles udviklingsarbejde.
Hvem er du?
Du har solid erfaring fra en økonomifunktion i staten og kendskab til finanslovsprocessen, statsregnskab, bevillingsregler og økonomistyring i projektbaserede institutioner – gerne med indtægtsdækket virksomhed og forskningsaktiviteter.
Vi forventer, at du har en samfundsvidenskabelig eller økonomisk uddannelse, fx cand.oecon., cand.polit., cand.merc. eller lignende. Du har stærke lederevner og lyst til at videreudvikle både medarbejdere, systemer og processer. Du formår at omsætte kompleks økonomisk viden til klar og anvendelig information for både ledelse og fagmiljøer.
Erfaring med kontraktstyring og offentligt indkøb er en fordel, ligesom kendskab til Statens Digitale Indkøb og udvikling af økonomimodeller vil være nyttigt. Du kan bevare overblikket over en bred opgaveportefølje, og du er god til at skabe struktur og fremdrift i samarbejde med dine medarbejdere.
Vi lægger vægt på stærke samarbejdsevner, strategisk sans og evnen til at bidrage konstruktivt i et chefteam præget af høj faglighed og tværgående sparring.
Et arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling og trivsel
GEUS er en forskningsinstitution med omkring 300 medarbejdere og et levende, uformelt og internationalt arbejdsmiljø. Vi prioriterer fleksibilitet, trivsel og faglig udvikling højt.
Som økonomichef får du en central lederstilling med ansvar og indflydelse, og du bliver en del af et chefteam, hvor der lægges vægt på tillidsbaseret ledelse og tæt samarbejde. Vi tilbyder gode muligheder for kompetenceudvikling, både gennem kurser og efteruddannelse.
GEUS har et aktivt foreningsliv med personale- og kunstforening samt træningsfaciliteter og tilknyttet fysioterapeut. Vi er en familievenlig arbejdsplads med flextid og fokus på work-life balance.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen forventes at blive besat på åremål i seks år med mulighed for forlængelse i tre år. Ansættelse vil ellers ske på vilkår iht. rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er placeret i løngruppe 1. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker supplerende oplysninger, er du velkommen til at kontakte administrerende direktør Flemming Larsen på tlf. 30 51 58 99, e-mail: flar@geus.dk , eller vicedirektør Anne Merete Koefoed på tlf. 20 75 78 31, e-mail: amk@geus.dk
Er du interesseret
Er du interesseret i stillingen, hører vi gerne fra dig. Ansøgningen skal være vedlagt dit CV samt relevante eksamenspapirer på dansk eller på engelsk.
Ansøgningen sendes via GEUS’ hjemmeside senest mandag den 11. august 2025.
Ansøgninger eller andet materiale modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 34.
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) er en uafhængig og internationalt orienteret forskningsinstitution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og en del af Geocenter Danmark. GEUS forsker og rådgiver offentlige myndigheder og virksomheder inden for natur, klima, miljø, energi og råstoffer. GEUS er ansvarlig for den videnskabelige udforskning af geologien i Danmark og Grønland med sokkelområder. GEUS kortlægger, overvåger og indsamler data, formidler om geologiske forhold og er nationalt geologisk datacenter.
Ansøg her
GEUS
Øster Voldgade 10
1350 København K
LJA-3667
Fuldtid
Analyse og information, Finans, økonomi og regnskab, Ledelse
11-08-2025
Tilbage til søgning