
Konsulent til at implementere kliniknær patientinddragelse i sundhedsvæsenet
Brænder du for at styrke patientinddragelsen i sundhedsvæsenet? Vil du bidrage til, at patienters præferencer og livssituation i højere grad bliver en del af beslutninger om udredning, pleje og behandling? Og har du erfaring med at skabe forandringer tæt på den kliniske hverdag i sundhedsvæsenet? Så er du måske vores nye kollega.
Din rolle
Vi søger en selvstændig og udadvendt konsulent med stærke kompetencer inden for implementering og forandringsledelse. Du bliver en del af vores rådgivningsteam, der hjælper hospitalerne i Region Hovedstaden med at styrke den kliniknære patientinddragelse – særligt gennem udvikling og implementering af fælles beslutningstagning i praksis.
Du kommer blandt andet til at:
- rådgive og understøtte hospitalsafdelinger i at implementere fælles beslutningstagning
- udvikle og tilpasse beslutningsstøtteredskaber, så de giver mening i en travl klinisk hverdag
- undervise og facilitere læringsforløb for ledere og sundhedspersonale
- gennemføre interview, observationer og analyser af arbejdsgange med fokus på, hvordan patientens præferencer kan blive en integreret del af beslutningerne
For at få succes i jobbet skal du være samarbejdsorienteret og trives i en udadvendt rolle som konsulent i mødet med såvel afdelingsledelser som dygtige klinikere. I din rådgivning skal du have blik for, hvad der er muligt og meningsfuldt i en travl klinisk hverdag. Du skal derfor både kunne lægge en god plan og formå at tilpasse den, når situationen kræver det.
Dine kvalifikationer
Vi ønsker, at du:
- har en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse eller tilsvarende
- har et par års erfaring med at arbejde med implementering af patientinddragende indsatser i sundhedsvæsenet
- har erfaring med procesledelse, facilitering og kvalitative metoder
- kan omsætte teori om fælles beslutningstagning til konkrete løsninger i praksis
- arbejder struktureret, er idérig og følger opgaver til dørs
- kommunikerer klart og motiverende – både i tale og på skrift
- trives i en udadvendt konsulentrolle og formår at skabe tillid blandt både klinikere og ledere
Om os
Center for Patientinddragelse (CPI) er en enhed i Center for Sundhed i Region Hovedstaden med adresse på Østerbro. Vi tror på, at patientinddragelse er nøglen til et mere medmenneskeligt og bæredygtigt sundhedsvæsen. Vi indsamler og formidler viden om patienternes perspektiver og hjælper sundhedspersonalet med at omsætte det i praksis.
Vi lægger vægt på høj faglighed og kvalitet i opgaveløsningen. Vi har en uformel omgangstone og interesserer os for hinanden. Vores kultur er præget af samarbejde, sparring og feedback som en integreret del af arbejdsdagen. Du skal regne med travle perioder, men der er god mulighed for fleksibel arbejdstilrettelæggelse, fx med mulighed for hjemmearbejde.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer/ugen med tiltrædelse pr. 1. januar 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Du vil referere til enhedschefen.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Karen Skjødt Hansen på 91 16 65 60 eller enhedschef Marlene Würgler på 30 69 12 82.
Ansøgningsfrist
Hvis stillingen som konsulent er noget for dig, skal du sende din ansøgning, CV og eksamensbevis ved at benytte vores online ansøgningsfunktion ’Søg job’, senest den 29. oktober kl. 23.59.
Vi afholder samtaler i uge 46/47.
Det handler om liv
Det handler om liv. Om at bringe liv til verden og skabe livskvalitet. Om at redde liv og forbedre liv.
I Region Hovedstaden træder du ind i en verden af muligheder og mangfoldighed med plads til dine ambitioner.
Du bliver en del af noget større – et stærkt fagligt miljø, hvor vi har fingeren på pulsen og gør hinanden bedre.
Du får et arbejde, der giver mening, fordi det handler om liv.
Vil du være med til at gøre en forskel?
Fakta
- Koncerncentrene består af syv centre
- Vi arbejder med sundhed, IT, HR, økonomi, kommunikation, ejendomme og regional udvikling
- Vi servicerer det politiske niveau og hjælper med at omdanne beslutninger til handlinger
- Vi er ca. 3.100 medarbejdere
- Vi arbejder ud fra værdierne tillid, åbenhed, helhedssyn og professionalisme
Region Hovedstaden sætter mennesket først. Vi giver plads til forskellighed og opfordrer derfor alle til at søge, uanset køn, alder, etnicitet, religion, seksualitet eller funktionsnedsættelse.
Vi er i koncerncentrene en del af Solsikkeprogrammet og støtter op om medarbejdere, der er brugere af solsikken.
Ansøg her
Region Hovedstaden
Borgervænget 3
2100 København
LJA-4720
Fuldtid
Konsulent og rådgivning, Politik, kultur og samfund, Strategi og udvikling, Sundhed
29-10-2025
Tilbage til søgning