
Plan- og Landdistriktsstyrelsen søger juridisk special- eller chefkonsulent til Byudvikling og Plantilsyn
Kunne du tænke dig at arbejde med komplekse juridiske problemstillinger og projekter med stor samfundsmæssig betydning? Plan- og Landdistriktsstyrelsen søger en juridisk special- eller chefkonsulent til kontoret Byudvikling og Plantilsyn.
Om stillingen
Vi søger en ny kollega til Byudvikling og Plantilsyn. Som jurist bliver du en central del af teamets faglige kerne og bidrager både til udvikling af regler og praksis inden for det planretlige område, konkret sagsbehandling, juridisk kvalitetssikring og sparring.
I Byudvikling og Plantilsyn arbejder vi med en række forskelligartede opgaver indenfor det planfaglige område, som udarbejdelse af landsplandirektiver, revision af Fingerplanen, kolonihaveloven mv. Herudover er juridiske sekretariatsopgaver også forankret i kontoret, hvor vi har det juridiske ansvar for styrelsens kontrakter, aktindsigt, whistleblowerordning mv. Vi søger derfor en erfaren jurist, der trives med at løse juridiske problemstillinger i forskellige komplekse sager. Vi arbejder tæt på de politiske beslutningsprocesser og opgaverne løses ofte i samarbejde med andre ministerier og øvrige eksterne interessenter. Vi har et stærkt fagligt miljø, hvor samspillet mellem forskellige fagligheder sikrer høj kvalitet i opgaveløsningen. I teamet vil du få 15 tætte kollegaer, hvoraf 4 er jurister. Der er rig mulighed for daglig juridisk sparring og deltagelse i styrelsens juridiske netværk.
Som jurist hos os vil dine arbejdsopgaver bl.a. omfatte:
- Udarbejdelsen af juridiske notater, lovforslag og landsplandirektiver med ophæng i planloven.
- Ministerbetjening.
- Udmøntning af regeringsinitiativer og politiske aftaler.
- Juridisk kvalitetssikring og sparring i komplekse problemstillinger.
- Besvarelse af juridiske spørgsmål om planloven fra kommuner, borgere og virksomheder.
- Indgå i arbejdet med projekter med stor samfundsmæssig betydning, fx projektet om udvidelse af CPH lufthavn.
Din kommende kollega Ina Andersen fortæller: ”Som jurist i Byudvikling og Plantilsyn får du hurtigt ansvar og bliver en del af et stærkt fællesskab, både fagligt og socialt. Jeg oplever at vi har et virkelig godt sammenhold, hvor juridisk faglighed er påskønnet og hvor vi hepper på hinanden.”
Om dig
Vi er på udkig efter en erfaren kandidat med juridisk baggrund (cand.jur eller cand.merc.jur), der har interesse for og erfaring med at arbejde i et politisk ledet system.
Derudover er det en fordel, hvis du kan nikke til en eller flere af følgende punkter:
- Du har erfaring fra centraladministrationen, en kommune eller et advokatkontor.
- Du har kendskab til AI-forordningen og offentlig ret, herunder miljøoplysningsloven.
- Du har interesse for arealregulering og fysisk planlægning.
- Du har interesse for at arbejde tæt på de politiske beslutninger og kan lide at tænke nyt og finde løsninger.
- Du arbejder metodisk og er analytisk stærk og kan formidle komplekse sammenhænge skarpt og forståeligt.
- Du har gode samarbejdsevner og tager selvstændigt ansvar.
- Du motiveres af ambitiøse krav og formår at håndtere flere opgaver på samme tid.
- Du sætter samtidig pris på et godt fagligt fællesskab, hvor vi samarbejder om at finde de bedste løsninger.
- Du har gode samarbejdsevner med blik for detaljen, og formår at sikre en helhedsorienteret opgaveløsning.
Om Plan- og Landdistriktsstyrelsen
Plan – og Landdistriktsstyrelsen er en styrelse under By-, Land- og Kirkeministeriet med ansvar for fysisk planlægning og byudvikling samt udviklingen af landdistrikter og de små øsamfund. Vi er en ambitiøs og moderne myndighed, der lægger vægt på at skabe resultater af høj kvalitet og på et godt og tillidsfuldt samarbejde med vores interessenter og samarbejdspartnere.
Vi har et stærkt fællesskab med plads til alle, og vi er fagligt engagerede mennesker. Samtidig er vi en arbejdsplads med kort vej til ledelsen, og hvor du hurtigt kan få indflydelse og ansvar. Vi er drevet af at kunne gøre en forskel, og af at vores daglige arbejde og sagsbehandling kan gøre en forskel for den fysiske planlægning i Danmark.
Hos os får du en arbejdsplads, hvor vi prioriterer fleksibilitet i hverdagen, så du kan få dit arbejds- og fritidsliv til at hænge godt sammen. Det indebærer selvfølgelig også mulighed for hjemmearbejde, hvor vi stiller udstyr og inventar til rådighed.
Om ansættelsen
Din ansættelse vil ske som special- eller chefkonsulent efter gældende overenskomst for akademikere i staten. Der er mulighed for at forhandle et eventuelt kvalifikationstillæg i forbindelse med ansættelsen. Stillingen har tjenestested i København.
Er du interesseret?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Christina Aagesen på telefon +45 21 56 36 72.
Stillingen er til besættelse hurtigst muligt og ansøgningsfristen er søndag den 15. februar 2026.
Din ansøgning skal indeholde motiveret ansøgning, CV, Dokumentation for uddannelse (eksamenspapirer), samt eventuelle referencer.
Vi forventer at afholde samtaler torsdag d. 19 februar 2026.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge.
Plan- og Landdistriktsstyrelsen er en styrelse under Kirkeministeriet med ansvar for fysisk planlægning og byudvikling samt udviklingen af landdistrikter og de små øsamfund.
Ansøg her
Plan-og Landdistriktsstyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
LJA-5890
Fuldtid
Analyse og information, Jura, HR og personale, Konsulent og rådgivning, Politik, kultur og samfund, Strategi og udvikling
15-02-2026
Tilbage til søgning




