
Skarp og selvstændig akademisk konsulent til kiropraktorerne
Vil du være med til at præge udviklingen, sætte retningen og sikre driften for en hel sundhedsprofession? Dansk Kiropraktor Forening (DKF) søger en konsulent til forhandling, generel politisk sagsbehandling og strategiudvikling.
I et sundhedsvæsen under forandring vil du få mulighed for at bidrage til udviklingen af kiropraktorområdet som en integreret del af sundhedsvæsenet. Du kommer til at samarbejde tæt med dine kollegaer, folkevalgte organer, offentlige myndigheder, faglige organisationer og ikke mindst medlemmerne i DKF.
Hvad tilbyder vi?
* Du bliver en del af et lille sekretariat med en åben kultur, der giver plads til både faglighed og humor, og arbejdsmiljøet præges af teamånd og stærkt fællesskab.
* Stillingen indebærer en central rolle med stort ansvar og alsidige opgaver, og giver unikke muligheder for faglig udvikling og indflydelse på foreningens politiske arbejde i et sundhedsvæsen under forandring.
* Du får en varieret hverdag med arbejde både på kontoret og ude hos samarbejdspartnere, myndigheder og medlemmer i forbindelse med møder, forhandlinger og arrangementer.
Dine primære opgaver:
* Bidrage til at forberede, forhandle og implementere kiropraktoroverenskomsten, herunder samarbejde med Danske Regioner/RLTN, løbende rådgivning af medlemmer samt følge overenskomstens udvikling i ydelser og økonomi.
* Varetage politisk sagsbehandling inden for emner som uddannelse, kvalitet og forskning, hvor du vil få ansvar for konkrete projekter og disses fremdrift samt udarbejde høringssvar mv.
* Betjening af bestyrelse, kredse og udvalg og løbende medlemskontakt og deltagelse i medlemsarrangementer.
Hvem er du?
* Vi ønsker os en god holdspiller, der er uhøjtidelig og god til at skabe relationer. Vi ønsker også en kollega, der er åben for nye idéer, imødekommende, nysgerrig og samtidig har respekt for andres holdninger.
* Det er en fordel, hvis du har erfaring fra sundhedsvæsenet. Det vil også være en fordel, hvis du har erfaring med en fagpolitisk styret medlemsorganisation.
* Du kan varetage opgaver på et højt selvstændigt niveau og hele vejen fra strategiformulering til praktisk gennemførelse. Du kan strukturere og prioritere opgaver og trives med stor frihed under ansvar. Du sætter pris på det gode samarbejde og sparring.
* Du motiveres af at få ting til at ske. Du trives i en rolle, hvor både pragmatisme og tålmodighed er nødvendige egenskaber – men formår også at skære igennem og træffe beslutninger, når det kræves.
* Det er vigtigt, at du har lyst til at tage ejerskab for opgaven hele vejen fra start til slut – også når det indebærer at løse de mere praktiske opgaver undervejs.
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse og gerne et par års relevant erhvervserfaring efter studierne. Du kan også være mere erfaren med en højere grad af selvstændighed i opgavevaretagelsen som special/chefkonsulent.
Ansøgning og kontakt
Stillingen er fuldtid og kontraktansættelsen tager udgangspunkt i relevant offentlig overenskomst. Der er høj gensidig fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen og gode personaleforhold med kantine, sundhedsforsikring mv.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Jakob Bjerre på 2671 1602.
Vi skal modtage din ansøgning senest mandag den 16. februar 2026 kl. 12.00. Ansøgning med relevante bilag sendes til DKF@danskkiropraktorforening.dk med ’konsulent’ i emnefeltet.
Vi indkalder løbende relevante kandidater ind, og ansætter så snart vi mener, at vi har fundet den rette.
Om os
DKF er interesseorganisation for de danske kiropraktorer, og sekretariatet samarbejder i det daglige tæt med professionens øvrige organisationer og institutioner. Sekretariatet beskæftiger sig med politisk interessevaretagelse, forhandling og medlemsbetjening af vores ca. 1.200 medlemmer. Sekretariatet består i dag af 8 fuldtidsmedarbejdere + 1 student og er centralt beliggende i gode lokaler på Frederiksberg.
Læs mere om os på www.danskkiropraktorforening.dk
Ansøg på e-mail
Dansk Kiropraktor Forening
Peter Bangs Vej 30
2000 Frederiksberg
LJA-5831
Fuldtid
Fuldtid
Analyse og information, Konsulent og rådgivning, Politik, kultur og samfund, Strategi og udvikling
16-02-2026
Tilbage til søgning





