
Studentermedhjælp til udbud og indkøb i Slots- og Kulturstyrelsen
Vi har ikke brug for en lang ansøgning – vi vil meget hellere møde dig!
Vi søger en studentermedhjælper, der kan være med til at sikre og understøtte indkøbs og udbudsprocesserne.
Vil du være med til at skabe mest kultur og kulturarv for pengene?
Vores opgaveløsning bringer os ind i alle mulige kringelkroge af kulturen og kulturarven - hvad end det drejer sig om havedrift i de kongelige haver, medieområdet eller statsinventar til slottene og meget mere. Vi samarbejder med engagerede kollegaer, der hver dag gør deres yderste for at skabe de bedste rammer for Danmarks kultur og kulturarv, hvor vores opgave er at bidrage til, at indkøbsopgaverne løses professionelt og giver mest værdi for pengene.
Om jobbet
Kan du godt lide at rådgive, sætte dig ind i forskellige behov hos interessenter og brugere, samarbejde på tværs af fagligheder og meget mere – så er du måske vores nye studentermedhjælper i teamet for Jura, udbud og indkøb.
Du får en bred og forskelligartet opgaveportefølje, hvor du bl.a. vil bistå vores udbudskonsulenter og projektledere, når de gennemfører udbudsprocesser. Derudover vil dine opgaver indebære alt fra at undersøge juridiske problemstillinger, understøtte vores kontrakthåndteringssystem, arbejde i vores udbudssystem, til at varetage vores interne postkasse og besvare ad-hoc rådgivning, både selvstændigt og i samarbejde med en udbudskonsulent.
Din profil
Det vigtigste er, at du er motiveret for at lære og bidrage til Slots- og Kulturstyrelsens arbejde med udbud og indkøb.
Vi forestiller os at du studerer stud.jur eller stud.merc.jur,, men kan også have en anden uddannelsesmæssig baggrund, hvor juridiske eller merkantile fag indgår eller blot have stor interesse for området.
Vi interesserer os for:
- Om du har interesse for kontrakter, udbudsregler og indkøbsprocesser, og måske allerede har en viden på området
- Hvorfor du finder netop dette job spændende og relevant for dig
- Hvilke erfaringer du har med at formidle kompliceret stof på en enkel og letforståelig måde
- Hvordan du har det med at løse opgaver både selvstændigt og i samarbejde med andre.
Vi tilbyder
Du bliver del af området kaldet Fællesteamet, hvor du bliver tilknyttet de to udbudskonsulenter, der sidder i teamet. Du vil primært skulle understøtte udbudskonsulenternes arbejde, men der kan også blive tale om at understøtte de øvrige medarbejdere med forskellige juridiske fagområder eller ad hoc opgaver.
Vi sætter vidensdeling og kollegasparring højt, så du kommer aldrig til at stå alene med en faglig udfordring. Du får desuden rig mulighed for at møde andre kollegaer i andre enheder gennem din opgaveløsning, da vores opgaver fordeler sig over hele styrelsen.
Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat efter overenskomst mellem HK/STAT og Finansministeriet. Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer pr. uge, som kan tilrettelægges fleksibelt i forhold til din uddannelse.
Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen.
Hos os vil du få en arbejdsplads, hvor tilstedeværelse vægtes højt. Vi tror på værdien af at mødes fysisk – både for at løse opgaverne effektivt, for at kunne sparre og for at fastholde et stærkt fællesskab. Du skal derfor være indstillet på, at stillingen i høj grad er baseret på fysisk fremmøde på vores adresse i Hammerichsgade.
Lyder det som noget for dig?
Vi tager løbende en snak med relevante ansøgere.
Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på www.slks.dk/job senest den 11. januar 2026. Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag.
Forventet start er d. 1. februar eller snarest muligt derefter.
Hvis du har spørgsmål til stillingen så ring til Udbudskonsulent Karoline Mørk Mydtskov på tlf 20 40 22 17 eller e-mail kmmy@slks.dk
Vi glæder os til at høre fra dig!
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Slots- og Kulturstyrelsen er en styrelse under Kulturministeriet. Styrelsen er organisatorisk opdelt i en ejendomssøjle og en kultursøjle, som understøttes af stabsfunktioner inden for økonomi, IT, HR og jura.
På ejendomsområdet er kerneopgaverne at forvalte statens slotte, haver og kulturejendomme. Styrelsen er ansvarlig for drift, vedligehold, restaurering og renovering af ejendommene under Kulturministeriet.
På kulturområdet er kerneopgaverne myndighedsudøvelse og tilskudsadministration inden for bl.a. bygnings- og kulturarv, museer, folkeoplysning, biblioteker, medier, teatre og musikområdet mv. samt sekretariatsbetjening af en række råd, nævn og udvalg. Styrelsen betjener desuden departement og minister inden for styrelsens opgaveportefølje og bidrager til udformning og gennemførelse af regeringens målsætninger på kulturområdet.
Styrelsen har hovedkontor i Hammerichsgade, men har medarbejdere over hele landet, bl.a. i vores Center for Kulturarv i Nykøbing Falster, og på kulturinstitutioner og de kongelige slotte.
Ansøg her
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14
1611 København
LJA-5593
Studenterjob
Jura, HR og personale, Konsulent og rådgivning, Kontor og administration, Politik, kultur og samfund
11-01-2026
Tilbage til søgning



