
Ledige stillinger som højesteretsdommer
To stillinger som højesteretsdommer er ledige fra den 1. august 2026.
Udnævnelse som højesteretsdommer forudsætter, at den pågældende godtgør sin egnethed under prøvevotering i Højesteret, jf. retsplejelovens § 42, stk. 5. Prøvevoteringerne forventes at finde sted i fire sager i perioden medio april til medio juni måned 2026.
Oplysninger om Højesteret kan ses på www.hoejesteret.dk. På www.domstol.dk kan du også læse om Danmarks Domstoles værdigrundlag, målsætninger og politikker.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker som tjenestemand. Stillingen er klassificeret i lønramme 41 svarende til 85.501 kr. pr. måned i aktuelt niveau (1. november 2025-niveau).
Til stillingen er knyttet et personligt tillæg på 84.805 kr. pr. måned i aktuelt niveau (1. november 2025-niveau). Der indbetales et supplerende pensionsbidrag på 17,1 % af tillægget.
Ansøgning
Stillingerne søges elektronisk på www.domstol.dk under ”Job”.
Du skal vedhæfte curriculum vitae, indscannet eksamensbevis og en eventuel landsretsudtalelse, et vellignende digitalt foto og eventuelt andre udtalelser. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest fredag den 16. januar 2026.
Eventuelle spørgsmål om arbejdet som højesteretsdommer kan rettes til Højesteret ved administrationschef Lisa Rising på tlf. 22 83 04 84. Spørgsmål om den praktiske ansøgningsprocedure kan rettes til Dommerudnævnelsesrådets sekretær, Ida Marie Dahl Møllerhøj, på tlf. 20 11 53 94 eller til Asger Weber, Domstolsstyrelsens HR-center, på tlf. 23 32 27 66.
Dommerudnævnelsesrådet forventes torsdag den 19. februar 2026 at træffe beslutning om, hvem der indstilles til stillingerne. Rådets indstilling offentliggøres på hjemmesiden fredag den 20. februar 2026, kl. 14. De ansøgere, der har været til samtale i rådet, orienteres telefonisk mellem kl. 13 og kl. 13.30.
Enhver, der er interesseret og kvalificeret, opfordres til at søge stillingerne uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.
Opmærksomheden henledes på, at en ansøger i medfør af tjenestemandslovens § 5, stk. 4, inden ansøgningsfristens udløb skriftligt kan anmode om, at oplysninger fra den ansøgerliste, der kan udleveres til ansøgerne efter tjenestemandslovens § 5, stk. 3, ikke gengives offentligt. I givet fald påføres ansøgerlisten et tavshedspålæg ved udlevering.
Dommerudnævnelsesrådet er et uafhængigt råd, der har til opgave at afgive indstilling til justitsministeren om besættelse af dommerstillinger. Yderligere oplysninger om rådet og dets arbejde findes på www.dommerudnaevnelsesraadet.dk. Du kan desuden læse mere om behandlingen af dine personoplysninger her.
Danmarks Domstole er den tredje statsmagt og dermed uafhængig af politiske interesser. Vi værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed. Domstolene pålægger straf og afgør tvister mellem personer, virksomheder og myndigheder. Det er også domstolene, der afgør fogedsager og skiftesager samt står for tinglysning af rettigheder. Danmarks Domstole består af Højesteret, to landsretter, Sø‐og Handelsretten, Tinglysningsretten og 24 byretter. Hertil kommer retsvæsenet på Færøerne og i Grønland, Procesbevillingsnævnet, Ungdomskriminalitetsnævnet og Domstolsstyrelsen. Vi beskæftiger i alt ca. 2.400 medarbejdere. Vores værdier er ansvarlighed, respektfuld behandling, troværdighed samt åbenhed og lydhørhed.
Ansøg her
Dommerudnævnelsesrådet
Prins Jørgens Gård 13
1218 København
LJA-5486
Fuldtid
Jura, HR og personale, Politik, kultur og samfund
16-01-2026
Tilbage til søgning




