
Studentermedhjælper (stud.jur.) med interesse for offentlig ret til Ledelsessekretariatet
Er du jurastuderende, og synes du, at det lyder spændende at få lov til at udvikle dine juridiske kompetencer i arbejdet med offentlighedsloven og forvaltningsretten? Vil du være en del af et team, hvor faglighed, sparring og kvalitet går hånd i hånd? Så er jobbet som stud.jur. i Styrelsen for Patientsikkerheds Ledelsessekretariat lige noget for dig.
Om Ledelsessekretariatet
Du bliver en del af Ledelsessekretariatets aktindsigtsteam, som udover det team også består af sektionerne Kommunikation og presse og Administration Øst. Udover, at vi behandler sager om aktindsigt, arbejder vi med en bred vifte af opgaver som generel ledelses- og direktionsbetjening, kommunikation, pressehåndtering og administrativ understøttelse af sagsbehandling på tværs af styrelsens andre enheder.
Din hverdag hos os
Som stud.jur. i Ledelsessekretariatet får du mulighed for at udvikle dine kompetencer i et miljø, hvor der er fokus på høj faglighed, kvalitet og nysgerrighed. I teamet løser vi alsidige og udfordrende opgaver, som du kommer til at bidrage positivt til, både med selvstændigt og teambaseret arbejde. Du vil komme til at arbejde på Islands Brygge, så det er nemt at komme til og fra København Universitets Søndre Campus.
Du bliver en del af det team, der beskæftiger sig med aktindsigtsanmodninger, så du vil få et godt indblik i offentlighedsloven og forvaltningsretten. Teamet består af tre jurister og tre studenter (inkl. dig), der har et stærkt samarbejde i hverdagen.
Din primære arbejdsopgave vil være at bidrage til sagsbehandling af aktindsigtsanmodninger efter offentlighedsloven, herunder bl.a.:
- oprettelse af sager og journalisering
- fremsøgning af relevant materiale
- indledende sagsbehandling i dialog med andre enheder i styrelsen
- på sigt udarbejdelse af lettere afgørelser.
Du vil deltage i aktindsigtsteamets møder, have dialog med medarbejdere fra andre enheder i styrelsen og få et godt indblik i Styrelsen for Patientsikkerheds arbejde, da vores aktindsigtsanmodninger omhandler alle styrelsens sagsområder.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Det er en forudsætning, at du er jurastuderende og kan dokumentere, at du er studieaktiv. Herudover lægger vi vægt på, at du:
- er engageret, initiativrig og arbejder selvstændigt
- er kvalitetsbevidst og struktureret
- er grundig og velformuleret i skrift og tale, og kan formidle et juridisk budskab kort og klart
- bidrager til et godt samarbejde i teamet.
Vi tilbyder
Et meningsfuldt arbejde med samfundsnyttige opgaver. Du bliver en del af et professionelt og fagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at anvende og udvikle dine juridiske kompetencer. Du bliver en del af en arbejdsplads med en uformel omgangstone, et stærkt kollegialt sammenhold og gensidig respekt.
Vi vægter det gode arbejdsmiljø højt. Vi spiser fælles morgenmad i enheden en gang om måneden og prioriterer at spise frokost med hinanden hver dag.
Du bliver omfattet af en gratis kaffe- og frugtordning, gratis træningsfaciliteter og en svanemærket kantine. Vi har en kunstforening og en aktiv personaleforening, der arrangerer teater- og biografture, museumsbesøg mm. Vi har cykelkælder og ligger i gå-afstand fra offentlig transport. Det er muligt at tilmelde sig p-plads ordning, og der er el-ladestandere. Styrelsen har en smuk beliggenhed på Islands Brygge med udsigt over Københavns Havn.
Vi er derudover en arbejdsplads, der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.
Om ansættelsen
Tiltrædelse er som udgangspunkt 1. marts 2026.
Du ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 15 timer, der, efter aftale med din nærmeste leder, tilrettelægges fleksibelt i forhold til dit studie.
Den fysiske adresse er Islands Brygge 67, 2300 København S.
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer- Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og gældende organisationsaftale med HK/stat for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK), jf. aftalens bestemmelser vedrørende timelønnede.
Ansøgningsfrist er den 15. december 2025.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til enhedschef Gertrud Rex Baungaard på tlf. 2282 9037.
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning og dokumentation for studieaktivitet.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 1. Du kan læse mere om os på www.stps.dk.
Styrelsen for Patientsikkerheds vision er et trygt sundhedsvæsen. Det skal være trygt at være i sundhedsvæsenet – både for patienter og sundhedspersoner.
Vi udsteder bl.a. autorisationer til sundhedsvæsenets 19 forskellige faggrupper og sikrer, at de opfylder de kvalitetskrav, som vi i Danmark stiller til vores sundhedspersoner. Vi fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner. Vi yder sundhedsfaglig og sundhedsjuridisk rådgivning til sundhedsvæsenets aktører. Vi rådgiver kommuner, regioner og andre myndigheder i bl.a. miljøsager. Vi foretager retslægelige ligsyn sammen med landets politikredse. Vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet og meget mere.
Vi er ca. 300 medarbejdere og har herudover tilknyttet en række sagkyndige konsulenter. Styrelsen dækker hele landet og har enheder i København, Kolding, Randers og på Færøerne.
Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.
Ansøg her
Styrelsen for Patientsikkerhed
Islands Brygge 67
2300 København
LJA-5277
Studenterjob
Analyse og information, Jura, HR og personale, Kontor og administration, Politik, kultur og samfund
15-12-2025
Tilbage til søgning





