
Kontorchef til Digitaliseringsstyrelsens arbejde med digital regulering og tilsyn
Brænder du for at opbygge et fagligt stærkt og effektivt digitalt tilsynsområde, og vil du stå i spidsen for en gruppe af engagerede og dygtige medarbejdere? Så har vi en spændende åbning netop nu.
Vi søger en kontorchef til arbejdet med dataforordningen og forordningen for kunstig intelligens. Hvis du synes, det lyder spændende at få lov til at arbejde i krydsfeltet mellem teknologi, jura og samfund og gerne vil være med til at sikre en bæredygtig digital udvikling, så er det måske dig, vi mangler i vores chefteam i Kontor for digital regulering og tilsyn.
Digitaliseringsstyrelsen er en tilsynsmyndighed for forordningen for kunstig intelligens, dataforordningen, Digital Service Act og dele af NIS 2-loven. Da der er tale om nye tilsyn, som vi er i gang med at udvikle og implementere, har vi brug for en ekstra chefkollega til disse opgaver.
Kontor for digital regulering og tilsyn
Kontor for digital regulering og tilsyn spiller en central rolle i at sikre, at den nye digitale lovgivning implementeres og efterleves i samfundet.
For tiden er en stor del af vores arbejde koncentreret om at udarbejde målrettet, forståelig og praksisnær vejledning. Vi er ved at opbygge en ny model for, hvordan vi udvælger og gennemfører vores tilsynsaktiviteter. Desuden prioriterer vi at bruge meget tid på at være i dialog med de parter, der bliver berørt af vores tilsyn, herunder virksomheder, myndigheder, civilsamfundsorganisationer og interesseorganisationer.
Dine arbejdsopgaver
Digitalisering, dataudveksling og nye teknologier som kunstig intelligens har enorm betydning for vores samfund. Den digitale udvikling er dog ikke uden risici. Det er derfor vigtigt, at digitaliseringen sker på en ansvarlig og sikker måde.
Som kontorchef skal du sammen med kontorets to øvrige kontorchefer stå i spidsen for dette arbejde. Det er opgaver, som har stor bevågenhed blandt mange virksomheder, myndigheder og interessenter, og som fordrer, at vi som styrelse sikrer god dialog med interessenterne på området.
Konkret vil du få det primære ansvar for tilsynet med forordningen om kunstig intelligens og dataforordningen, som begge er præget af en høj grad af kompleksitet.
Vi arbejder meget på tværs af vores tilsynsområder, og derfor skal du også bidrage til at sikre synergi mellem de forskellige opgaver i kontoret.
Du vil som kontorchef få ansvar for og skulle bidrage til:
-
Tilsyns- og implementeringsopgaver, der knytter sig til særligt forordningen om kunstig intelligens og dataforordningen.
-
Involvering af virksomheder og interesseorganisationer.
-
Deltagelse i EU-samarbejde via arbejdsgrupper og råd.
-
Udviklingen af en fælles tilsynsmodel og -strategi for kontoret som helhed.
-
Den daglige ledelse af medarbejdere med forskellige faglige baggrunde og stort engagement.
Stillingen som kontorchef er nyoprettet i forbindelse med, at kontoret får flere nye opgaver. Som vores nye kontorchef vil du således sammen med de to øvrige kontorchefer udgøre den daglige ledelse af kontorets 60 medarbejdere.
Kontoret vokser, og du kan forvente at få direkte personaleansvar for op mod 25 medarbejdere, når kontoret er fuldt bemandet. Der er en faglig teamleder knyttet til en række af opgaverne. Du vil referere til styrelsens ene vicedirektør og bliver en del af styrelsens samlede chefgruppe.
Arbejdet er, ifølge Christina Toft Michelsen, der er kontorchef i kontoret, både spændende og meningsfuldt:
"Jeg synes, at det er et stort privilegie at få lov til at arbejde med rammerne for vores implementering af ny EU-regulering og tilsyn. Vores arbejde og tilgang til tilsyn er afgørende for at sikre en balance, hvor formålet med lovgivningen opnås samtidig med, at det sker med blik for den opgave, der ligger i at efterleve reglerne. Derfor har vi også et stort fokus på inddragelse af vores interessenter både i implementering og tilsyn.”
Om dig
Vi søger en kontorchef med personaleledererfaring. Du har en juridisk baggrund – enten gennem relevant uddannelse og/eller relevant erhvervserfaring. Vi forventer derudover, at du er nysgerrig på kunstig intelligens, kender til det digitale område og har erfaring med større brugerorienterede vejledningsindsatser.
Du motiveres af at lede, og du har lyst til at indgå i et tæt samarbejde med de to øvrige kontorchefer om at udvikle kontoret og fastlægge tydelige rammer og retning for arbejdet.
Vi lægger vægt på, at du er en dygtig og empatisk leder, der formår at udvikle dit team og dit fagområde. Du er analytisk og processtærk, og du kan fastholde og udbygge stærke samarbejdsrelationer både internt, på tværs af staten og i forhold til vores mange eksterne interessenter.
I Digitaliseringsstyrelsen har vi løbende fokus på trivsel og udvikling for alle vores ledere og medarbejdere. Det er derfor afgørende, at du som person bidrager til et tillidsfuldt og uformelt arbejdsmiljø samt har fokus på at sætte klare rammer for dine medarbejdere.
Du vil blive del af en dynamisk organisation, hvor du som kontorchef har en vigtig rolle i den løbende udvikling af medarbejderne. Vores hverdag er travl og præget af kompleksitet og mange samarbejdsflader.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads
Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 550 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Du kan læse mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Stillingen ønskes besat på åremål på overenskomstvilkår.
Vi regner med at byde vores nye kollega velkommen den 1. marts 2026.
Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEM og efterfølgende opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Ansættelsesområdet er Digitaliseringsstyrelsen under Digitaliseringsministeriet.
Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Lars Bønløkke Lê på telefon 22 67 11 31 eller mail larsbo@digst.dk.
Du kan også kontakte kontorcheferne i Kontor for digital regulering og tilsyn Frederik Siegumfeldt på telefon 24 34 45 72 eller mail frhesi@digst.dk og Christina Toft Michelsen på 23 29 15 45 eller mail chtoch@digst.dk.
Send en SMS, så bliver du ringet op.
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 5. januar 2026.
Vi forventer at holde første samtaler den 12 - 15. januar 2025.
Der vil et testforløb mellem 1. og 2. samtale. Forløbet ventes at blive afviklet i uge 4.
Dette er et genopslag, og tidligere indsendte ansøgninger vil blive taget i betragtning, medmindre de tilbagekaldes.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Sammen om et digitalt Danmark – nu og i fremtiden
Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer.
Ansøg her
Digitaliseringsstyrelsen
Landgreven 4
1017 København K
LJA-5338
Fuldtid
IT, web og teknologi, Kommunikation og medier, Kontor og administration, Ledelse, Politik, kultur og samfund
05-01-2026
Tilbage til søgning




