
Skriv dit speciale i Kontor for Viden og Puljer
Vil du skrive et speciale, der bidrager til at udvikle dagtilbud og uddannelser med viden og analyser? Vil du gerne være en del af et stærkt fagligt miljø? Så har vi 2-3 ledige specialepladser med gode muligheder for faglig sparring undervejs i projektet. Der vil være mulighed for at få en kontorplads i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og adgang til en bred vifte af registerbaseret data på børne- og undervisningsområdet.
Om specialepladsen
Specialeemnet skal være inden for dagtilbud, skole eller uddannelsesområdet. Vi er især interesserede i specialer, der omfatter analyser af:
- Prædiktion af højt fravær
- Betydningen af underviseres karakteristika og praksis, undervisningens tilrettelæggelse eller brug af digitale læremidler på elevtrivsel og faglige resultater
- Betydningen af pædagogisk ledelse på fastholdelse af lærere
- Benchmarkinganalyser evt. ved brug af Data Envelopment Analysis (f.eks. på FGU-området)
- Effekter af puljemidler f.eks. ved brug af machine-learning metoder
Vi bidrager med faglig sparring undervejs i specialet og du/I vil blive tilknyttet en fastansat medarbejder hos os, der beskæftiger sig med et område, der relaterer sig til dit/jeres genstandsfelt, og som kan hjælpe med spørgsmål og sparring undervejs i projektet. Hvis du/I har en specialeidé, som ikke falder under nogle af de ovenstående emner, så drøfter vi den meget gerne med dig/jer og hjælper med at afdække muligheder i data mv. Tidligere specialer har bl.a. beskæftiget sig med prædiktion af frafald på erhvervsuddannelserne, betydningen af alder ved start i dagtilbud på senere livsforløb og betydningen af prøveformer på faglige resultater.
Du/I vil kunne få adgang til registerbaserede data på børne- og undervisningsområdet. Der vil dels være mulighed for at få adgang til Børne- og Undervisningsministeriets egne data, herunder eksempelvis data fra trivselsmålinger, data fra internationale undersøgelser såsom PISA og PIAAC, karakter- og prøvedata mv. Desuden vil du/I få mulighed for at få dataadgang gennem ministerieordningen hos Danmarks Statistik.
Der vil være mulighed for at få kontorplads i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Desuden vil specialepladsen give indsigt i styrelsen som arbejdsplads og karrieremuligheder.
Om dig
Vi forventer, at du/I har interesse for børne- og undervisningsområdet og lyst til at skrive et speciale indenfor de områder, som kontoret arbejder med. Derudover forventer vi:
- at du/I er er kandidatstuderende på en relevant videregående uddannelse (stud.polit, stud.scient.soc, stud.scient.pol eller lignende)
- at du/I har lyst til at være en del af arbejdspladsen såvel fagligt som socialt
- at du/I har erfaring med kvantitative eller kvalitative analyser og har stærke metodiske kompetencer
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med SAS og/eller arbejde med registerdata.
Om os
Kontor for Viden og Puljer arbejder med og rådgiver om puljer, evalueringer, analyser, undersøgelser og formidling af viden. Kontoret arbejder for at udvikle anvendelsen af viden og forskning i dagtilbud, skoler og uddannelser og for at gøre det lettere at arbejde data- og vidensbaseret i styrelsen og ministeriet. Kontoret varetager desuden den praktisk-administrative del af Børne- og Undervisningsministeriets puljeadministration. Kontoret har ca. 35 medarbejdere og er organiseret i to teams – Vidensteamet og Puljesekretariatet.
Specialepladserne er i Vidensteamet, der består af 22 medarbejdere og to teamledere. Vidensteamet har opgaver med internationale undersøgelser (PISA, TIMSS, PIRLS, PIAAC mv.), analyser, forsøg, undersøgelser, grundskolepanel og formidling af viden. Herunder rådgiver teamet om arbejdet med viden og analyse i styrelsen og står for udmøntningen af en række puljer.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en ulønnet stilling som specialestuderende. Det er et krav, at du er kandidatstuderende, og at du skriver speciale, der er meritgivende for din uddannelse. Inden opstart udfærdiges samarbejdsaftale mellem dig og ministeriet.
Ansættelsen er med tiltrædelse i januar 2026 eller umiddelbart derefter afhængigt af den konkrete specialeperiode på dit/jeres studie.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er lokaliseret i København og Holbæk. Kontor for Viden og Puljer har arbejdssted i Holbæk, men vi er fleksible i forhold til den konkrete tilrettelæggelse af specialesamarbejdet, og der er mulighed for arbejde fra styrelsens lokaler i København noget af ugen.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til specialepladserne, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Thomas Høite Meersohn, på telefon 2478 3106 eller teamleder Rune Hejlskov Schjerbeck, på telefon 2489 9432.
Sådan søger du
Send din beskrivelse af din projektidé, CV og relevante eksamenspapirer via stillingsopslaget på vores hjemmeside på www.uvm.dk/job senest søndag den 30. november 2025. Du søger specialepladsen ved at klikke på ”Søg stillingen” i opslaget og udfylde ansøgningsformularen.
Der bliver løbende holdt samtaler.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) er del af Børne- og Undervisningsministeriet. Vi bidrager til fagligt stærke uddannelser til alle. Vi fremmer kvalitetsudvikling på uddannelser og dagtilbud på Børne- og Undervisningsministeriets område, varetager tilsyn med kvaliteten på uddannelser og understøtter en effektiv institutionsdrift.
Vi understøtter den løbende implementering af politiske reformer ved at inddrage ny viden og data. I tæt dialog med skoler, institutioner, foreninger og arbejdsmarkedets parter arbejder vi for at gøre det lettere at give god undervisning og skabe gode dagtilbud.
Styrelsen er lokaliseret i København og Holbæk.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund – vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.
Ansøg her
Børne- og Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Kalvebod Brygge 47
1560 København V
LJA-4977
Studenterjob
Analyse og information, Forskning og undervisning, Politik, kultur og samfund
30-11-2025
Tilbage til søgning





