
Skarp analysekonsulent søges til data- og analyseopgaver på uddannelsesområdet
Har du interesse for uddannelsespolitik og vil du være med til at videreudvikle det datagrundlag, som bruges i udviklingen af uddannelserne på velfærdsområdet? Og kan du lave skarpe analyser og formidle dem på en letforståelig måde? Så er du måske den kollega vi søger til at være med til at løse nogle af de helt store udfordringer i forhold til at fremtidssikre velfærdssamfundet.
I de kommende år er det afgørende, at der kommer endnu flere dygtige medarbejdere på ældre- og sundhedsområdet, blandt andet fordi der vil komme flere ældre. Den udfordring sætter rammen om vores arbejde med at udvikle erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser af høj kvalitet på velfærdsområdet og arbejde for, at flere gennemfører en uddannelse til fx social- og sundhedsassistent og ernæringsassistent.
Vi har i Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser gennem de seneste år styrket vores data- og analysearbejde og søger nu en analysekonsulent til at videreføre dette. Vi har forskeradgang til Danmarks Statistiks registre og bruger det aktivt som en vigtig del af det grundlag, som udviklingen af uddannelserne står på. Du vil derfor få en central rolle i sekretariatet samt en bred kontaktflade med samarbejdspartnere i kommuner, regioner, ministerier og på uddannelsesinstitutioner.
Dit arbejde vil primært være at:
- Drive udviklingen af et solidt data- og analysegrundlag som grundlag for politiske initiativer og uddannelsesudvikling, herunder arbejde med datatræk og analyser ved brug af Danmarks Statistiks registerdata via forskerordningen.
- Udvikle, forbedre og drive vores datarapporter og dashboards ved hjælp af Power BI, hvor vi anvender en API til Børne- og Undervisningsministeriets datavarehus.
- Bidrage til serviceringen af faglige udvalg bestående af arbejdsmarkedets parter, herunder forberedelse og opfølgning på politiske drøftelser
- Indgå i og evt. stå for projektledelsen af analyser eller evalueringer om uddannelses- og kompetencebehov på velfærdsområdet.
Vi løfter i flok og du vil derfor også opleve at blive involveret i andre typer opgaver i sekretariatet, herunder fx planlægning af faglige arrangementer samt opgaver af mere administrativ karakter.
Vi lægger vægt på, at du:
- har politisk forståelse, kan se sammenhænge og formidle analyser i klare budskaber og med visuelle virkemidler
- Er fagligt og analytisk skarp med erfaring indenfor kvantitativ analyse samt eventuelt erfaring med programmering i SAS, STATA eller R.
- kan formidle analyseresultater og komplekse problemstillinger i et klart sprog både mundtligt og skriftligt
- er nysgerrig på business intelligence, ledelsesrapportering og ser muligheder i forskellige platforme og teknologier til formidling af data, som fx Power BI.
- har interesse for uddannelse og arbejdsmarkedsforhold
- Er en imødekommende holdspiller – og tager initiativ til dialog, der skaber klarhed og fælles forståelse samt finder det naturligt at give en ekstra hånd med, når situationen kræver det
Vi forventer ikke, at du kan sætte hak ved det hele, og der kan være mange veje til stillingen, men vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse fx statskundskab, økonomi, sociologi eller lignende. Tidligere erfaring fra en politisk styret organisation er en fordel, men ikke en forudsætning.
Om Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser
I Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser arbejder vi med at udvikle og administrere uddannelser på velfærdsområdet i takt med behovene på arbejdsmarkedet. Vi klæder beslutningstagere på til at træffe velunderbyggede og holdbare beslutninger via tæt kontakt til skoler og praksis samt via data og analyser. Sekretariatet består p.t. af i alt 16 medarbejdere og en sekretariatschef, hvis primære opgaver er at arbejde for arbejdsmarkedets parters interesser og betjene faglige udvalg i forhold til uddannelserne på velfærdsområdet. Sekretariatet ejes af parterne bag de erhvervsrettede velfærdsuddannelser og er en del af det partsstyrede erhvervs- og efteruddannelsessystem. Følgende organisationer er repræsenteret i SEVU: FOA, 3F, BUPL, Kost og Ernæringsforbundet, Teknisk Landsforbund, Socialpædagogerne, Danske Regioner og KL. Vi bor i et stort driftsfællesskab sammen med en række andre uddannelsessekretariater centralt i København. Se mere om sekretariatet på www.sevu.dk.
Ansættelsesforhold
Vi glæder os til at læse din ansøgning og skal modtage den senest den 4. januar 2026.
Vi ønsker, at du tiltræder snarest muligt og senest den 1. marts 2026. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 2 og 3. Der vil være to samtalerunder og en caseopgave i forbindelse med 2. samtale.
Som udgangspunkt er den ugentlige arbejdstid 37 timer inkl. frokost. Vi tilbyder en attraktiv kantineordning og der er mulighed for hjemmearbejde. Løn- og ansættelsesvilkår følger kommunale vilkår og fastlægges på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.
Kontakt
Sekretariatschef Sixten Wie Bang
Telefon: 61420181
Mail: swb@sevu.dk
Ansøg her
Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser
Vesterbrogade 6D, 4. sal
1620 København V
LJA-5523
Fuldtid
Fuldtid
Analyse og information, Kontor og administration, Politik, kultur og samfund
04-01-2026
Tilbage til søgning




