Ny søgning
Sted
Alle jobfunktioner
Alle jobtyper
Systematisk og struktureret studentermedhjælper til afdelingen HR og Tværgående Udvikling i Odense Kommunes Beskæftigelses- & Socialforvaltning

Er du studerende – gerne i starten af dit studie – og interesserer du dig for HR-området samt for at understøtte både den daglige drift, udvikling og processer administrativt? Så er dette måske noget for dig.

I Beskæftigelses- & Socialforvaltningen søger vi pr. 1. september 2026 en studentermedhjælper (12–15 timer/uge), der har lyst til at bruge og udvikle sine kompetencer ved at indgå som fast støtte for vores konsulenter i HR-teamet inden for leder- og organisationsudvikling, driftsledelse og arbejdsmiljø.

Om jobbet
Odense Kommunes Beskæftigelses- & Socialforvaltning (BSF) varetager en bred vifte af opgaver inden for socialt arbejde og beskæftigelse. HR-teamet er placeret i en tværgående udviklingsafdeling, hvor konsulenterne understøtter både drifts- og organisationsudvikling, lederforankret og systematisk arbejdsmiljøarbejde, fondssøgning, frivilligheds- og sundhedsområdet samt chefsekretærfunktioner. Opgaverne opstår løbende ud fra politiske eller organisatoriske behov – nogle i faste kadencer, andre mere ad hoc.

Du får en understøttende rolle i forhold til HR-teamets HR-konsulenter:

  • HR-konsulenterne arbejder med ledelsesunderstøttelse inden for leder- og organisationsudvikling, arbejdsmiljø og MED-systemet. De leverer daglig sparring, undervisning og rådgivning samt skræddersyr konkrete ledelsesudviklingsforløb.
  • Driftskonsulenterne rådgiver og understøtter organisationen og ledelsesarbejdet med fokus på den daglige drift og løbende forbedring af processer, herunder implementering af it-systemer og arbejdsgange, så organisationen fungerer effektivt. Dette sker gennem undersøgelser, analyser, optimering og implementering.
Selvom HR-teamet og driftskonsulenterne har hver deres kerneopgaver, samarbejder vi løbende på tværs og har et stærkt kollegafællesskab i hele afdelingen for HR & Tværgående Udvikling samt i den fælles stab for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

Om dig
HR-konsulenterne har brug for en struktureret studentermedhjælper, der har mod på at anvende og udvikle sine understøttende og administrative kompetencer i et afvekslende samarbejde. Som studentermedhjælper hos HR-konsulenterne i BSF kommer du til at arbejde med:

  • Opsætning af grafiske præsentationer i fx PowerPoint
  • Understøttelse af udviklingen af e-læringsmaterialer, herunder opdatering af digitale og skriftlige materialer, der kobler sig til forvaltningens ledelsesramme og ledelsesudviklingsværktøjer
  • Administrativt arbejde med kalenderbooking, dataindsamling, systematisering, bearbejdning og præsentation af data
  • Planlægning af lederseminarer, workshops og større arrangementer
  • Understøttelse af registrering af arbejdsulykker og udarbejdelse af sygefraværsstatistikker
  • Diverse praktiske opgaver.
Vi leder efter dig, der:

  • Arbejder selvstændigt og tager ansvar: Du kan hurtigt sætte dig ind i nye opgaver og trives med at løse ad hoc-opgaver
  • Er systematisk og struktureret: Du har styr på detaljerne og kan skabe overblik, både når du organiserer data og hjælper med administrative opgaver
  • Kommunikerer klart og præcist: Du kan formulere dig tydeligt på skrift og bidrager til, at informationer og præsentationer er lette at forstå
  • Har gode samarbejdsevner og er serviceminded: Du har lyst til at hjælpe andre og bidrager positivt til samarbejdet i afdelingen
  • Har erfaring med eller lyst til at lære: Du har kendskab til Office-pakken (fx PowerPoint Excel og co-pilot) eller er nysgerrig på at lære det
  • Har ordenssans og ansvarsfølelse: Du sikrer, at opgaver bliver løst korrekt og til tiden, og du håndterer fortrolige oplysninger med omhu
  • Bidrager til et godt arbejdsmiljø: Du møder andre med godt humør og en positiv indstilling
Hvad får du ud af jobbet som studentermedhjælper?
Som studentermedhjælper i HR-afdelingen får du meget mere end bare et studiejob. Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor samarbejde, trivsel og udvikling er i fokus.

Du får:

  • Et godt arbejdsmiljø og engagerede kollegaer: Du bliver en del af et team med høj faglighed, hvor der er plads til sparring, videndeling og et positivt samarbejde. Vi prioriterer et godt arbejdsklima, hvor alle bidrager til fællesskabet og hjælper hinanden
  • Indblik i HR-arbejde og kommunale processer: Du får praktisk erfaring med opgaver og administrative processer relateret til HR-funktioner i en stor offentlig organisation. Du lærer, hvordan HR understøtter både drift og udvikling, og får indsigt i, hvordan en kommune arbejder med ledelse, arbejdsmiljø og personale-/kompetenceudvikling
  • Mulighed for faglig og personlig udvikling: Du får mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for administration, datahåndtering, kommunikation og brug af IT-værktøjer/programmer. Du får ansvar for egne administrative opgaver og bliver udfordret til at tænke systematisk og strukturere
  • Fleksibilitet og respekt for dit studie: Vi tilrettelægger arbejdstiden, så den passer til din hverdag som studerende, og vi er fleksible i forhold til eksamensperioder og studieaktiviteter. Der vil også være mulighed for hjemmearbejde
  • Erfaring med samarbejde i en mangfoldig organisation: Du får mulighed for at få indsigt i forskellige faggrupper og bidrage til projekter, der har betydning for ledelsen, medarbejdere og borgere i Odense Kommune.
HR-afdelingens konsulenter er placeret i forvaltningens stab og refererer til forvaltningens HR-afdelingsleder, Anne-Katrine Ladefoged Mølgaard.

Vi har kontorplads på Skulkenborg 1, 5000 Odense C. Du vil sidde på kontor med hele HR og Tværgående Udvikling – i alt ca. 16 medarbejdere. På kontoret findes en høj faglighed, et velfungerende samarbejde og et godt arbejdsklima, som vi glæder os til at byde dig velkommen i.

Ansættelsesvilkår
Vi har brug for dig ca. 12–15 timer om ugen, og arbejdstiden tilrettelægges efter den generelle arbejdstid. Vi bestræber os naturligvis på at være fleksible i forbindelse med dine eksamensperioder og anden studieaktivitet.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og HK.

OBS: Det er en forudsætning for at være ansat i stillingen, at du er indskrevet på et videregående studie.

Ansøgningsfrist og samtale
Ansøgningsfristen er den 6. august 2026, du har mulighed for at rette henvendelse, men da der er sommerferie det meste af juli måned - vil det være nemmest af kontakte os før 3. juli og efter 3. august. Vi forventer at afholde samtaler kort tid efter fristen.

Vil du vide mere?
Yderligere oplysninger om jobbet kan fås ved henvendelse til Mia Berggren Apollo, +45 61 55 39 07. Du kan læse mere om Odense Kommune som arbejdssted og om forvaltningen her.



Arbejdstid: Dag

12-15 timer

Ansøg her





Tilbage til søgning