Har du lyst til at arbejde med administrative og praktiske opgaver – og er du struktureret og ansvarsbevidst? Så er du måske vores nye studentermedhjælper.
Studieadministrationen søger en studentermedhjælper 12 timer om ugen med start 25. september 2026.
Om os
Sektion for Undervisning er en del af Uddannelse på Søndre Campus ved Islands Brygge – tæt på metrostationen.
Vi er cirka 25 medarbejdere, understøttet af studentermedhjælpere, som i fællesskab løser opgaver inden for undervisningsplanlægning og -gennemførelse, lokalebooking, håndtering af interne og eksterne undervisere samt ressourceplanlægning.
Dine arbejdsopgaver
Dit primære fokus vil være håndtering af deltidsansatte undervisere samt opgaver relateret til undervisningstilmelding. Derudover vil du bidrage til øvrige studieadministrative opgaver, som kan variere over året.
Dine opgaver er blandt andet:
Honorarudbetaling til gæsteundervisere
Booke hotel og rejse for gæsteundervisere
Udarbejdelse af indplaceringsskemaer til deltidsansatte undervisere
Udarbejdelse og udsendelse af holdlister
Gennemførelse af holdskifte og holdfordeling for studerende
Tilknytte studerende til Absalon
Praktisk understøttelse af arrangementer i sektionen
Diverse ad-hoc opgaver
Du bliver en del af et lille studentermedhjælperteam som samarbejder og hjælper hinanden. Opgaverne løses i tæt samarbejde med sektionens fastansatte administrative medarbejdere.
Om dig
Vi forestiller os, at du:
Er indskrevet på en videregående uddannelse og har minimum to år tilbage af din studietid
Trives med administrative og praktiske opgaver
Arbejder struktureret, ansvarsbevidst og samarbejdsorienteret
Kan arbejde selvstændigt og følger opgaverne helt til dør
Er opsøgende, nysgerrig og tager initiativ – og spørger om hjælp, når det er relevant
Kommunikerer klart og præcist i både skrift og tale på dansk og engelsk
Har erfaring med Office-pakken, herunder Excel (kendskab til Adobe er en fordel)
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen som studentermedhjælper sker i henhold til Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/stat). Stillingen er som Studerende HK.
Timelønnen udgør minimum 144,80 kr. (1. april 2026-niveau). Lønindplacering sker på baggrund af tidligere ansættelser.
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 12 timer. Aflønning sker alene på grundlag af det faktiske antal ydede timer, og du er ikke garanteret et fast timetal.
Der er mulighed for fleksibel arbejdstid og hjemmearbejde under hensyntagen til dine studier. Det er en fordel, hvis du kan arbejde på campus et par gange om ugen. Arbejdstiden tilrettelægges i dialog med afdelingen.
Ansættelsen er betinget af aktiv studieindskrivning.
Din ansøgning
Hvis stillingen har din interesse, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med CV, dokumentation for studieindskrivning og karakterudskrift via Jobportalen (klik på “SØG STILLINGEN” nederst i opslaget).
Ansøgningsfrist: 25. juni 2026
Forventet startdato: 25. september 2026
Københavns Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Yderligere spørgsmål
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Sektionsleder Maj-Britt Johannsen
E-mail: mbjo@adm.ku.dk
Telefon: 35 32 26 01
Arbejdstid: Dag
10-12 timer
Ansøg her
Tilbage til søgning


