Ishøj kommune søger en kandidatstuderende i 1-2 dage pr. uge, fordelt ud over året så det også passer ind i studiekalenderen. Vi søger en studerende som læser på en kandidatuddannelse med fag og kurser der overvejende er relateret til climate mitigation og adaptation, f.eks. ”Climate Change” på KU.
Ishøj kommune har en ambitiøs klimaplan med en målsætning om at reducere CO2-emissioner med knap 70% og styrke klimaresiliens i hele Ishøj-geografien inden udgangen af 2030.
Vi har travlt og mange spændende opgaver presser sig på især i forhold til CO2-reduktion. Derfor har vi brug for ekstra hænder til at hjælpe os med at komme i mål med Klimaplanen.
Nogle af de projekter som du kan få en rolle i er:
- Ishøj klimaplan blev godkendt i 2023. Planen skal re-certificeres i 2027 og godkendes i 1. halvdel af 2028. Arbejdet med re-certificering starter i løbet af efteråret 2026 og du kommer til at få en rolle i f.eks. dataindsamling og lokal interessentinvolvering.
- Etablering af en ’materialebank’ for kontorinventar til kommunens egne medarbejdere. Det handler bl.a. om at få registret hvad der findes af kontormøbler på forskellige matrikler i Ishøj kommune, få det bragt til reparation og kørt ud til nye brugere.
- Gennemføre pilotprojekter om ’grønne indkøb’ i kommunes egne institutioner. Sammen med leverandører vil vi afprøve forskellige indkøbsmuligheder for at blive skarpere på LCA og bæredygtighed i kommunens egne indkøb.
- I 2026 starter vi arbejdet med at etablere en cykeltræningsbane ved en af skolerne i Ishøj. Der vil være forskellige opgaver med at facilitere realiseringsprocessen, hvor du kan komme til at spille en rolle.
Vi søger en nysgerrig og proaktiv student som er bredt engageret i klimadagsordenen. Du kan lide at arbejde selvstændigt med energital og dataanalyser, og du synes det er spændende at arbejde relationelt med lokale aktører og kollegaer i andre centre i Ishøj kommune. Du skal helst have kørekort.
Klimaarbejdet i Ishøj er organiseret i en Klimagruppe bestående af 5-6 medarbejdere fra Center for Ejendomme og Center for Byplan og Natur. Du vil blive tilknyttet Klimagruppen, hvorfra du får faglig sparring, og selv indgår i tværgående klimaprojekter hvor der opstår behov.
Vi forestiller os at du arbejder i gennemsnit to dage om ugen, eller ca.12 timer. Vi er fleksible og dine arbejdstider skal naturligvis passe ind i dit studium, så der kan være måneder hvor du arbejder flere/færre dage, alt efter hvad der passer ind i din uddannelse.
Den opslåede studenterstilling er ledig fra den 15. maj 2026. Ansøgningsfrist er fredag d. 24. april. Vi indkalder løbende til samtaler.
Ansøg her
Tilbage til søgning





