
Souschefer søges til Forsvarsministeriets departement
Er du interesseret i at tage en del af ledelsesansvaret i gennemførelsen af en historisk styrkelse af det danske forsvar? Er du embedsmand, som sætter en ære i at betjene den politiske og departementale ledelse? Kan du se dig selv arbejde for national og international fred, frihed og sikkerhed?
Så har du muligheden nu!
Om os
Europa og Danmark står i en skærpet sikkerhedspolitisk situation, og det danske forsvar er i gang med en omfattende strategisk forandring, der indebærer en historisk styrkelse. Tryghed for Danmark og danskerne i et stadigt mere komplekst trusselsbillede betyder, at der er behov for at øge hastigheden i opbygning af Forsvarets kampkraft, indkøbe materiel for store milliardbeløb, styrke internationale alliancer – ikke mindst NATO – samt styrke forsvaret i Arktis og Nordatlanten.
Vi søger derfor souschefer til forskellige fagområder i departementet. I Forsvarsministeriet vil du sammen med dine kolleger have ansvaret for at sikre sammenhæng mellem politik, økonomi, strategi og implementering på Forsvarsministeriets område.
Om stillingen
Som souschef vil du indgå i et ledelsesteam med kontorchefen. Du vil bidrage til at styrke den faglige ledelseskraft i kontoret og agere sparringspartner i forhold til strategiske, organisatoriske og faglige overvejelser.
Dette indebærer blandt andet, at du:
- holder overblik over og indgår i planlægning og prioritering af kontorets opgaver og projekter, sikrer koordination med andre ministerier og underliggende myndigheder,
- får et fagligt ledelsesansvar for udvalgte fagområder,
- bidrager til udviklingen af kontoret i forbindelse med f.eks. rekruttering af nye medarbejdere, kontorseminarer og udviklingssamtaler,
- bistår kolleger med faglig sparring i det daglige samt kvalitetssikrer leverancer og
- er stedfortræder for kontorchefen ved dennes fravær.
Departementets organisering er inddelt i følgende afdelinger:
Koncernøkonomi
Afdelingen for Koncernøkonomi er ansvarlig for den økonomiske koordination, styring og tilsyn på tværs af Forsvarsministeriet, herunder udarbejdelse af beslutnings- og prioriteringsoplæg samt varetagelse af økonomisk opfølgning og rapportering.
Kapaciteter og Programmer
Afdelingen er ansvarlig for styring og udvikling af Forsvarsministeriets styrelsers organisation og processer, der er udgangspunkt for løsning af Forsvarets og Hjemmeværnets kerneopgaver. Derudover indgår koordinering og styring af implementeringen af forsvarsforliget blandt afdelings opgaver.
Analyser og Eksekvering
Underafdelingen for Analyser og Eksekvering er ansvarlige for departementets analyseopgaver samt fremdrift i forligsinitiativerne.
Operationer
Afdelingen for Operationer er ansvarlig for internationale og nationale operationer. Herudover indgår departementets beredskabsplan og den generelle krisestyring samt efterretnings- og cyberområdet blandt afdelingens opgaver. Afdelingen er også ansvarlig for koncernens informations- og IT-sikkerhed.
Sikkerhedspolitik
Afdelingen for Sikkerhedspolitik er ansvarlig for departementets sikkerhedspolitiske dagsorden. Afdelingen bidrager til at lægge den strategiske og langsigtede retning for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik bl.a. gennem NATO, EU og andre bi- og multilaterale samarbejder.
Jura
Afdelingen er ansvarlig for juridisk rådgivning i departementet, udvikling af ministerområdets lovgivningsmæssige rammer samt juridisk sagsbehandling af konkrete afgørelsessager.
Stab
Afdelingen understøtter forsvarsministeren, departementets ledelse, chefer og medarbejdere med koordinering, rådgivning og drift på områder som ministerbetjening, ledelses- og personaleudvikling, arbejdsmiljø og strategiske indsatser på HR-området. Stab varetager endvidere departementets interne sikkerhed.
Om dig
Vi forventer, at du har en akademisk uddannelse på kandidatniveau. Du kan også have en militær uddannelsesbaggrund.
Derudover forventer vi, at du kan bidrage med:
- solid erfaring med betjening af det politiske niveau i centraladministrationen og et skarpt blik for at skære sager til både indholds- og formidlingsmæssigt,
- stærke faglige og analytiske kompetencer samt vilje og evne til at sætte dig ind i komplicerede problemstillinger,
- overblik og fremdrift i kontorets opgaver i en travl og omskiftelig hverdag,
- evnen til at gå forrest i at skabe og vedligeholde samarbejdsrelationer samt fokus på de klassiske embedsmandsdyder.
Ansættelsesvilkår
Hvis du er uddannet akademiker, vil du blive ansat som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Afhængigt af din erfaring og dine kvalifikationer kan der forhandles yderligere tillæg i forbindelse med ansættelsen. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.
Hvis du søger som officer, er stillingen indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Såfremt du er udpeget til en international mission, bedes du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent K. Anton Nyholm på tlf. 61 40 74 92.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 7/9, 1060 København K.
Vi ser frem til at høre fra dig
Hvis du vil vide mere om rekrutteringsprocessen, kan du kontakte Elona Mejdija på tlf. 51 35 75 03 eller Amanda Rygaard på tlf. 61 87 18 75.
Ansøgningsfrist er den 20. november 2026.
Du søger stillingen ved at sende CV, motiveret ansøgning samt relevante eksamensudskrifter via linket nedenfor. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets koncern tror vi på, at forskellighed udvikler opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Vi ser frem til at få dig med om bord, så vi sammen kan gøre en væsentlig forskel for alle vores
kollegaer i Forsvarsministeriets koncern – både dem i felten og dem bag skrivebordene.
Læs mere om Forsvarsministeriet som arbejdsplads på www.fmn.dk
I Forsvaret kæmper vi for Danmarks sikkerhed. Vi har modet, evnen og viljen til at kæmpe for fællesskabet og for de centrale værdier, vores samfund hviler på.
Vi løser opgaver for Danmark, som ingen andre kan. Vi gør det til hverdag, og når der kræves noget ekstraordinært.
Vi er stolte af at passe på Kongeriget Danmark. Vi gør det sammen. Og vi gør det nogle gange med livet som indsats.
Vi gør det, fordi det er en del af vores militære identitet.
Vi gør det, fordi noget er værd at kæmpe for.
Ansøg her
Forsvarsministeriet
Holmens Kanal 9
1060 København K
LJA-8686
Fuldtid
Akademisk arbejde, Analyse og information, Konsulent og rådgivning, Ledelse, Politik, kultur og samfund
20-11-2026
Tilbage til søgning


