
Samfundsvidenskabelig medarbejder søges til at følge Folketingets beslutninger til dørs
Vil du være med til at sikre en ansvarlig og effektiv offentlig forvaltning? Trives du i et arbejdsmiljø med faglig fordybelse, tæt samarbejde, analytisk tænkning og fokus på formidling? Så er det dig, vi leder efter!
Om jobbet
I Rigsrevisionen undersøger vi gennem større undersøgelser, om Folketingets beslutninger føres ud i livet, og om forvaltningen i ministerier, styrelser, statslige institutioner og regioner er effektiv. Undersøgelserne afrapporteres som beretninger til Statsrevisorerne.
Undersøgelserne gennemføres i små projektgrupper og tager som regel 9-12 måneder samlet set. Du bliver en del af et fællesskab, der er præget af høj faglighed og arbejdsglæde, og et fællesskab, hvor vi alle tager ansvar og sikrer et solidt fælles resultat.
Til undersøgelserne bruger vi de metoder, som giver den bedste indsigt i det valgte emne. Det kan fx være omfattende dokumentgennemgang eller databaserede analyser.
Hvis du vil vide mere om, hvordan det er at arbejde i Rigsrevisionen, kan du læse nærmere her.
Om kontoret
Du vil blive ansat i 14. kontor, som består af 13 medarbejdere. Vi gennemfører undersøgelser på følgende områder: Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet samt Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet. Derudover udarbejder vi også tværgående undersøgelser.
Vi udarbejder forslag til kommende undersøgelser, gennemfører undersøgelser, som afrapporteres som beretninger, og udarbejder notater, hvor vi følger op på fremdriften i de initiativer, som de ansvarlige ministre har lovet i forbindelse med tidligere beretninger. Vi har senest afgivet en beretning om timetal og lærerkompetencer i folkeskolen. P.t. er vi i gang med undersøgelser af lærerkompetencer på ungdomsuddannelserne, Innovationsfondens forvaltning af tilskud samt myndighedernes håndhævelse af internationale sanktioner.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Stine Dahlgaard på tlf. 33 92 84 05 eller souschef Kathrine Kühl på tlf. 33 92 85 88.
Om dig
Du har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, fx cand.scient.adm., cand.scient.pol., cand.scient.soc., cand.jur. eller cand.polit. Vi forestiller os, at du har et par års erfaring fra centraladministrationen, en kommune, en analyse- eller forskningsinstitution eller et konsulenthus, hvor du har fået indblik i den offentlige forvaltning. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring inden for ét af de ministerområder, vi arbejder med i 14. kontor. Er du nyuddannet, kan du også komme i betragtning.
Du har stærke metodiske færdigheder, arbejder struktureret og løser opgaver på et højt fagligt niveau. Du brænder for at udføre analysearbejde og kan formidle resultaterne af dit arbejde klart og præcist, både mundtligt og skriftligt. Du har gåpåmod, også når opgaven driller, eller når vi har brug for at tænke nyt, fx når vi identificerer nye undersøgelsesemner eller udvikler og afprøver nye analysetilgange. Det gælder også, når du skal fordybe dig i helt nye emner og områder, som du ikke kender til på forhånd.
Vi vægter højt, at du er god til at samarbejde og har lyst til og erfaring med at arbejde i projektgrupper, hvor vi hjælper hinanden. Du er indstillet på at deltage aktivt i kontorets og Rigsrevisionens udvikling med det mål at gøre vores arbejde endnu bedre.
Om Rigsrevisionen
Gennemsnitligt har vi en 37-timers arbejdsuge (inkl. frokost), men der vil være perioder med ekstra travlhed. Vi har flekstid, så du har gode muligheder for at skabe balance mellem karriere og fritid.
Vi prioriterer kompetenceudvikling højt og tilbyder gode efteruddannelsesmuligheder. Du kommer bl.a. til at indgå i vores kompetenceudviklingsforløb, som strækker sig over de første 3 år af din ansættelse. Det giver dig et solidt kendskab til Rigsrevisionen og udbygger løbende dine kompetencer.
Dine løn- og ansættelsesvilkår er efter overenskomst og kvalifikationer.
Ved ansættelse skal du sikkerhedsgodkendes, kunne opretholde godkendelsen gennem hele din ansættelse og fremvise en straffeattest.
Du kan læse mere om Rigsrevisionen på www.rigsrevisionen.dk.
Ansøgning
Send din ansøgning, så vi har den senest mandag den 14. september 2026. Hvis du ikke modtager en bekræftelse på din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 92 83 76.
Vi afholder 1. samtale fredag den 18. september og 2. samtale fredag den 25. september 2026. Der vil indgå en case i forbindelse med 2. samtale.
Vi indhenter referencer på den, vi ønsker at ansætte.
Rigsrevisionen opfordrer alle uanset alder, køn, religion og etnisk baggrund til at søge.
Rigsrevisionen fører kontrol med regeringen på vegne af Folketinget. Det gør vi ved at belyse, om Folketingets beslutninger bliver til virkelighed. Vi ser især på områder, hvor statens midler ikke forvaltes ordentligt, eller hvor den politisk aftalte indsats og service ikke bliver leveret. Vi udfører revision af offentlige regnskaber og større undersøgelser. Vi har en unik position i det danske samfund. Vores mandat giver os uindskrænket adgang til alle offentlige informationer og data i forbindelse med udførelsen af vores opgaver.
Ansøg her
Folketinget Rigsrevisionen
Landgreven 4
1301 København K
LJA-8050
Fuldtid
Analyse og information, Finans, økonomi og regnskab, Kontor og administration, Politik, kultur og samfund
14-09-2026
Tilbage til søgning



