
Journalist med blik for embedsværket
Vil du tæt på nøglepersonerne i magtens maskinrum, udfordre landets førende forvaltningseksperter og lytte til de mennesker, der befolker administrationen?
Djøfbladet leder efter en vidende, inspirerende og kritisk journalist, som vil skrive om det danske embedsværk i stat, regioner og kommuner.
Vi kan tilbyde dig en afvekslende hverdag, hvor genre og format afhænger af historien, som vi udgiver i både nyhedsbreve og magasiner. Djøfbladet vil overraske, inspirere og give tid til den fordybelse, som vores læsere savner i mediebilledet. Det kan være gennem det dybe interview med en stressramt medarbejder. Eller en Q&A med departementschefen. Vi laver original journalistik og vil tale med de mennesker, der oplever udviklingen på arbejdsmarkedet på egen krop.
Vi søger derfor en journalist med ansvar for stoffet til de samfundsvidenskabeligt uddannede medarbejdere og chefer i det offentlige, som er de mest loyale og engagerede læsere af vores artikler og nyhedsbreve.
Dine arbejdsopgaver
Du kommer til at være en del af en redaktion, der over de seneste år har markeret sig med både danske og internationale priser for vores magasin, brugerinvolvering og digital omlægning. Du får ni gode kollegaer, som alle lægger vægt på at have et godt socialt miljø, og mulighed for selv at udvikle og påvirke opgaverne.
Du skal følge udviklingen i den offentlige sektor tæt og altid med blik for, hvad den betyder for de akademikere, der arbejder der: deres vilkår, faglighed, trivsel, ledelse, samarbejde og mulighed for at gøre en forskel.
Hvem er du?
- nysgerrig på samfundet, magten, institutionerne og de mennesker, der får forvaltningen af Danmark til at fungere i praksis
- har viden om offentlige institutioner, herunder universiteterne, dansk forvaltningsopbygning og den politiske ramme om forvaltningen
- har bred erfaring med journalistiske formater og evne til at overraske læserne
- kan samarbejde i en redaktion, hvor sidemandsredigering, feedback og fælles arbejde med historier er en del af hverdagen
- har blik for, hvad der er relevant for Djøfbladets læsere – og kan omsætte det til konkrete historier
Stillingen kræver indsigt i den offentlige sektors opbygning, bred journalistisk erfaring og nysgerrighed i forhold til at finde og underbygge det akademiske perspektiv, som vores læsere forventer af os.
Du skal kunne arbejde selvstændigt med et komplekst stofområde og samtidig være en del af en samlet redaktion.
Stillingen giver mulighed for at arbejde journalistisk med en vidende, kritisk og nysgerrig målgruppe, som selv er med til at forme samfundet. Det er et spændende job for en journalist, der vil arbejde med samfund, arbejdsliv og offentlige institutioner – og som trives med at prioritere dybde over hastighed.
Som ansat på Djøfbladet kan du også glæde dig til
- attraktive løn- og ansættelsesvilkår
- stærk faglighed og gode udviklingsmuligheder
- god lokation med to minutters gang til Nørreport Station
- god balance mellem arbejde og fritid samt et godt arbejdsmiljø, hvor vi vil hinanden
- mulighed for hjemmearbejde og fleksibilitet
- op til 6 ekstra fridage om året og fri på andre udvalgte dage i året
- betalt frokostpause og lækker, vegetarvenlig frokostordning
- andre attraktive vilkår – fx sundhedsforsikring, forlænget periode med fuld løn under barsels-/forældreorlov, fleksibel pensionsordning, frihed til børns sygedage, omsorgsdage, seniorordning mm.
Læs mere om Djøf som arbejdsplads på www.djoef.dk/arbejdsplads.
Det med småt
Stillingen er fuld tid med 37 timer om ugen inkl. frokostpause og start den 1. november eller efter aftale.
Din arbejdsplads vil være på Djøfbladet i Nørrevoldgade 106, 1358 København. Løn og pension efter kvalifikationer med udgangspunkt i relevante aftaler.
Lyder det som et match?
Er du endnu ikke helt sikker, kan du kontakte ansvarshavende chefredaktør Mads Bang på mail (mbg@djoef.dk) eller på telefon 33 95 97 85. Er du allerede overbevist, så send din ansøgning, cv og eksamenspapirer via ansøgningslinket her på siden.
Du kan være med, hvis vi har din ansøgning senest tirsdag den 1. september 2026. Vi forventer at holde første samtaler den 7. og 8. september, med online testtilbagemelding den 15. september og anden samtaler den 17. september.
Fakta
Djøfbladet er et journalistisk redigeret fagblad, som er tilmeldt Pressenævnet. Djøfbladet udkommer ugentligt til mere end 75.000 modtagere digitalt, og vores magasin bliver læst af 117.000 læsere. Djøfbladet udgiver desuden nyhedsbrevet Forskeren og podcasten Tine og cheferne for Djøf.
I Djøf arbejder vi løbende på at minimere bias i vores rekrutteringsproces. Vi lægger vægt på dine faglige og personlige kompetencer frem for fx køn, alder eller etnicitet – og opfordrer dig til at søge, hvis du vurderer, at du matcher de ønskede kompetencer og den beskrevne profil.
Djøf er akademikernes og ledernes fagforening. Vi er et fagligt fællesskab for over 100.000 medlemmer i det private og offentlige - og studerende ved de merkantile og samfundsvidenskabelige uddannelser. Vi driver faglig udvikling og inspiration, 1:1 rådgivning og karrieresparring - og debat om de svære dagsordener og fremtidens arbejdsmarked. Vi bygger netværk og relationer mellem fagligt ligesindede. Vi arbejder for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Og vi bakker dig op - også juridisk, hvis du får behov for det.
Ansøg her
Djøf
Gothersgade 133
1123 København K
LJA-7904
Fuldtid
Kommunikation og medier, Politik, kultur og samfund
01-09-2026
Tilbage til søgning


