
Erfaren personalejurist til Danmarks Fængsler
Vi søger lige nu en erfaren personalejurist med minimum 6 års erfaring med ansættelsesret – gerne offentlig ansættelsesret.
Har du det? Og motiveres du af komplekse personalesager, hvor politik, jura og god ledelse mødes og skal gå op i en højere enhed? Hos os bliver du en central faglig sparringspartner for ledere og en del af et stærkt juridisk miljø, hvor høj faglighed går hånd i hånd med godt kollegaskab og fleksibilitet.
Arbejdsopgaverne vil primært være:
- Rådgivning af ledere og kolleger om personalejuridiske problemstillinger.
- Håndtering af konkrete spørgsmål og sager, herunder vanskelige personalesager fra start til slut.
- Føre forhandlinger med de faglige organisationer – primært i konkrete sager.
- Undervise ledere både på webinarer og deltagelse i fx ledermøder.
- Bidrage til fælles høj faglig kvalitet gennem sparring og udvikling af vores praksis.
- Mulighed for at blive faglig koordinator i teamet.
Vi ønsker os dig, der:
- Er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. og har mindst 6 års erfaring med ansættelsesret – gerne offentlig ansættelsesret. Kendskab til tjenestemandsret og straffesagskæden er en fordel men ikke et krav.
- Trives med komplekse personalesager og juridisk rådgivning, men heller ikke har noget imod at hjælpe, hvor der er konkret behov.
- Kommunikerer klart til både ledere og andre faggrupper.
- Arbejder pragmatisk og følger dine opgaver til dørs uden at gå på kompromis med kvaliteten.
- Bidrager aktivt til et stærkt fagligt fællesskab og ikke er bange for at bede om hjælp, selvom du måske er teamets mest erfarne.
Hvem er vi:
- Teamet består af 5 jurister, der arbejder med personalejura, 2 jurister, en administrativ medarbejder og en studentermedhjælper, der arbejder med forsikrings- og arbejdsskadesager og en souschef.
- HR består af i alt fem teams og i alt ca. 55 medarbejdere.
Vi værdsætter og værner om:
- Ordentlighed.
- Høj faglig kvalitet og samarbejde med lederne.
- Sparring og hjælpsomhed.
- Handlekraft – og ærlighed, når vi laver fejl, så vi kan lære af det.
- Gode sociale relationer.
Hvorfor vælge os?
- Vi har et meningsfyldt arbejde, hvor alt hvad vi gør, har betydning for andre.
- Vi har et godt arbejdsmiljø med en jordnær og positiv omgangstone.
- Vi har høj arbejdsmoral og er ikke blege for at give den en ekstra skalle, når det er nødvendigt.
- Vi har fleksible rammer, hvor arbejdstiden normalt overholdes og hvor der er mulighed for to ugentlige hjemmearbejdsdage i gennemsnit.
- Vi har gode faciliteter med lyse og behagelige storrumskontorer, gratis parkeringskælder, beliggenhed tæt på S-tog og metrostation, kantine, frugtordning og en stor tagterrasse.
- Vi har jævnlige sociale arrangementer med bl.a. fredagsbar, faglige arrangementer m.m.
- Vi er desuden en stor organisation med mange udviklingsmuligheder, hvis man måtte ønske det.
Løn- og ansættelsesvilkår
Vi søger en specialkonsulent eller chefkonsulent på fuld tid (37 timer om ugen i gennemsnit) eller deltid (dog mindst 30 timer om ugen i gennemsnit).
Stillingen er uden højeste arbejdstid, og du har pligt til at påtage dig merarbejde.
Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2026.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Der vil herudover kunne aftales tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer.
Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler.
Arbejdsstedet er Kredskontoret i Fængselskreds Øst, Kristineberg 6, 2100 København Ø.
Andre krav
- Du skal have kørekort B, da du skal kunne komme rundt til alle vores lokationer. Der stilles tjenestebil til rådighed.
- Du skal give samtykke til, at vi må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister. Der må ikke være forhold, der taler imod ansættelse.
- Du har pligt til at oplyse om personlige eller økonomiske forbindelser til aktuelle eller tidligere indsatte/klienter. Der må ikke være forhold, der taler imod ansættelse.
- Du har også pligt til at oplyse om og må ikke have personlige eller økonomiske forbindelser til personer med tilhørsforhold til rockergrupperinger, bander og lignende.
Søg stillingen
Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal være modtaget i vores rekrutteringssystem senest onsdag den 12. august 2026.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 33 og 34.
Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
- souschef Katrine Larsen på tlf. 7255 7537 (tilbage fra ferie den 30. juli 2026)
- kontorchef for HR Anne Barrit Sørensen på tlf. 7255 2278 (tilbage fra ferie den 3. august 2026).
- HR-jurist Louise Steen Nielsen (tilbage fra ferie den 14. juli 2026 – dog fri den 17. juli 2026)
Om Danmarks Fængsler, Fængselskreds Øst
Fængselskreds Øst består af et kredskontor, åbne og lukkede fængsler, arresthuse og tilsyn, samt fodlænkeafdelinger, transport og bevogtning, udrejsecenter og udlændingecenter fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.
I alt ca. 2300 ansatte.
For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden www.danmarksfængsler.dk
Danmarks Fængsler begrænser kriminalitet og skaber tryghed i samfundet. Det har vi tilfælles med politiet, anklagemyndigheden og domstolene, som er de andre myndigheder i straffesagskæden. Vi sikrer, at domstolenes domme bliver fuldbyrdet. Det er både frihedsstraffe, som afsones i fængsler og arrester eller med fodlænke, og tilsyn i forbindelse med betingede domme, herunder samfundstjeneste. Vi fører også tilsyn med prøveløsladte. Straf bliver gennemført med den nødvendige kontrol og sikkerhed, men også med støtte og motivation, så de dømte ikke falder tilbage til kriminalitet.
Danmarks Fængsler består af Styrelsen for Danmarks Fængsler og to fængselskredse og beskæftiger ca. 5.000 medarbejdere. Lidt under halvdelen er fængselsbetjente.
Du kan læse mere om Danmarks Fængsler på Danmarks Fængsler - Vi driver landets fængsler.
Ansøg her
Danmarks Fængsler
Strandgade 100
1401 København
LJA-7649
Fuldtid
Forskning og undervisning, Jura, HR og personale, Konsulent og rådgivning, Politik, kultur og samfund
12-08-2026
Tilbage til søgning




