
Cand.merc.aud. søges
Er du cand.merc.aud.? Ved du godt, at du kan bruge dine kompetencer i nogle helt andre sammenhænge end dem, du er vant til? I Rigsrevisionen kan du være med til at revidere nogle af de største statslige virksomheder i Danmark.
Vi kan samtidig tilbyde en arbejdsplads med gode efteruddannelsesmuligheder og mulighed for at skabe balance mellem karriere og fritid. Lyder det som noget for dig? Så læs mere her om vores ledige stilling.
Hvem er vi?
Rigsrevisionens opgave er at føre kontrol med regeringen på vegne af Folketinget. Det gør vi ved at belyse, om Folketingets beslutninger bliver til virkelighed. Vi ser især på områder, hvor statens midler ikke forvaltes ordentligt, eller hvor den politisk aftalte indsats og service ikke bliver leveret.
En af hjørnestenene i Rigsrevisionens arbejde er revision af offentlige regnskaber, som består af finansiel revision, juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision. I praksis betyder det, at vi reviderer virksomhedernes regnskaber og forretningsgange. Som en del af revisionen efterprøver vi desuden, om bogføringen stemmer med bevillinger, love mv. Derudover undersøger vi, om virksomhederne har systemer og processer, der understøtter en sparsommelig, produktiv og effektiv forvaltning, fx i forhold til indkøb.
Du vil blive en del af et hus, hvor der er fokus på faglighed og et godt arbejdsmiljø. I kontorerne er vi organiseret i teams af 2-6 medarbejdere. Vi har et tæt samarbejde og daglig sparring, så vi er afhængige af, at alle byder ind med deres erfaringer og viden. Derfor prioriterer vi et fællesskab, hvor alle tager medansvar og sikrer et fælles resultat i en høj kvalitet.
Hvem er du?
Vi søger dig, som er uddannet cand.merc.aud. eller har en tilsvarende regnskabsfaglig uddannelse. Du er velkommen til at søge, uanset om du har erfaring eller er nyuddannet. Har du erfaring, er det en fordel (men ikke et krav), hvis du har kendskab til statslig revision eller har erfaring med statens regnskabssystemer og intern kontrol. Måske har du kendskab til statens regler og it-systemer inden for regnskab eller budget, fx fra en controllerfunktion.
Vi lægger vægt på, at du:
- har mod på at lære at udføre revision efter standarderne for offentlig revision
- har gode analytiske evner og flair for tal og regneark
- har gode metodiske kompetencer
- formidler komplicerede problemstillinger i et klart sprog både mundtligt og skriftligt
- bidrager til et godt samarbejdsklima i relation til interne og eksterne samarbejdspartnere
- er fleksibel og har gode evner til at prioritere og bevare overblikket
- er selvstændig, engageret og har et godt humør.
Om kontoret
2. kontor
Hvad nu hvis dit næste revisionsjob ikke bare handlede om tal – men om tillid, ansvarlighed og Danmarks evne til at håndtere kriser? Så kom med på holdet af revisorer, der arbejder med revisionen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Vi arbejder med noget, som ikke bare er vigtigt – men samfundskritisk – og som er alt andet end standard. Derfor har vi brug for dig, som kan finde vej i tal og forretningsgange på et ministerområde, der stadig er under etablering. Du kan tage ansvar og holde hovedet koldt, når tempoet stiger. Du er også typen, der elsker udfordringer og gerne vil være med, hvor det gælder.
I kontoret er vi 19 medarbejdere med forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde. Ud over revisionen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab reviderer vi Forsvarsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt foretager lønrevision på alle ministerområder.
Det er en forudsætning for stillingen i 2. kontor, at du kan sikkerhedsgodkendes.
Hvis du vil vide mere, kan du kontakte kontorchef Heidi Lund på tlf. 33 92 83 92 eller souschef Janni Bigum på tlf. 33 92 84 68.
Rigsrevisionen
Gennemsnitligt har vi en 37-timers arbejdsuge (inkl. frokost), men der vil være perioder med ekstra travlhed. Vi har flekstid, så du har gode muligheder for at skabe balance mellem karriere og fritid.
Vi prioriterer kompetenceudvikling højt og tilbyder gode efteruddannelsesmuligheder. Du kommer bl.a. til at indgå i vores kompetenceudviklingsforløb, som giver dig et solidt kendskab til Rigsrevisionen og den offentlige forvaltning.
Dine løn- og ansættelsesvilkår er efter overenskomst og kvalifikationer. Ved ansættelse skal du fremvise en straffeattest.
Du kan læse mere om Rigsrevisionen på www.rigsrevisionen.dk.
Ansøgning
Send din ansøgning, så vi har den senest tirsdag den 21. april 2026. Hvis du ikke modtager en bekræftelse på din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 92 86 86
Vi afholder 1. samtale torsdag den 23. eller fredag den 24. april, og en evt. 2. samtale vil ligge mandag den 27. eller tirsdag den 28. april 2026.
Rigsrevisionen opfordrer alle uanset alder, køn, religion og etnisk baggrund til at søge.
Rigsrevisionen fører kontrol med regeringen på vegne af Folketinget. Det gør vi ved at belyse, om Folketingets beslutninger bliver til virkelighed. Vi ser især på områder, hvor statens midler ikke forvaltes ordentligt, eller hvor den politisk aftalte indsats og service ikke bliver leveret. Vi udfører revision af offentlige regnskaber og større undersøgelser. Vi har en unik position i det danske samfund. Vores mandat giver os uindskrænket adgang til alle offentlige informationer og data i forbindelse med udførelsen af vores opgaver.
Ansøg her
Folketinget Rigsrevisionen
Landgreven 4
1301 København K
LJA-6677
Fuldtid
Analyse og information, Finans, økonomi og regnskab
21-04-2026
Tilbage til søgning




