
Vil du arbejde med kontrakter, data og styring på statens ejendomme? Bygningsstyrelsen søger lige nu en studentermedhjælper i København
Vil du have praktisk erfaring med den styringsmæssige side af statens ejendomme, og vil du have et fleksibelt studiejob med både faglighed og gode kolleger? Så er du måske vores nye kollega!
Velkommen indenfor i Team Kontraktstyring og Team Centerstyring
Vi forventer ikke, at du kender til os på forhånd, men vi kan kort fortælle, at Bygningsstyrelsen er en ejendomsvirksomhed og bygherre for staten og universiteterne. Vi har ansvar for at levere attraktive og veldrevne fysiske rammer for arbejdspladser, så vores kunder - universiteterne, politiet, domstolene og centraladministrationen - kan koncentrere sig om deres kerneopgaver.
Hos os får du mulighed for at opnå praktisk erfaring inden for et spændende fagområde, hvor vi arbejder med de styringsmæssige facetter af ejendomsdrift. I stillingen vil du supportere to af vores teams: Team Kontraktstyring og Team Centerstyring. Team Kontraktstyring består af seks kollegaer, herunder din teamleder Sophie Danneskiold-Samsøe Sehat, som alle har kompetencer inden for blandt andet kontraktstyring, juridisk sagsbehandling samt fortolkning, udbud og bæredygtighed. I Team Centerstyring er vi 19 kollegaer, der arbejder med projektledelse, arbejdsgange, økonomistyring og mange andre spændende opgaver, der bidrager til den samlede centerstyring.
Både i Team Kontraktstyring og Team Centerstyring er det vigtigt for os at kombinere høj faglighed med en hverdag, der er både spændende og rar at være i. Vi samarbejder desuden meget på tværs, og det er netop her, at du kommer ind i billedet.
Sådan vil dine arbejdsdage se ud hos os
Som studentermedhjælper hos os får du mulighed for at arbejde på tværs af de to teams med en bred vifte af opgaver indenfor kontraktstyring, udbudsprocesser, økonomi, projektsamarbejde, bæredygtighed og generel offentlig forvaltning samt administrative processer.
Mere konkret vil dine arbejdsopgaver bl.a. være at:
- Udarbejde og gennemlæse juridiske dokumenter og kontrakter
- Udforme referater og dagsordener til interne og eksterne møder
- Assistere med at holde overblik over interne retningslinjer og dokumentation
- Bidrage til projektleverancer og oplæg til bl.a. projektmøder, samt andre skriftlige opgaver
Hvis du har lysten og de rette kompetencer, kan du også få arbejdsopgaver i Excel, mere specifikt datahåndtering og -analyse.
Du vil allerede på din første arbejdsdag blive tildelt en mentor, som vil hjælpe dig godt i gang med dine opgaver og støtte dig i stort og småt undervejs. Derudover kommer du til at samarbejde tæt med dine øvrige kollegaer i begge teams samt understøtte dem i løsningen af deres opgaver.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er studerende på en relevant, akademisk bachelor- eller kandidatuddannelse inden for samfundsvidenskab, jura, økonomi eller noget helt fjerde. For at kunne lykkes i stillingen skal du have interesse for en eller flere af disse områder: sagsbehandling, kontraktstyring, projektsamarbejde, økonomi, koordination eller offentlig administration.
Du har en struktureret tilgang til dine opgaver og trives med orden, og måske også med at arbejde med udvikling og projekter. Hvis du derudover er nysgerrig på tal eller økonomiske processer, passer du godt ind hos os.
Det er desuden en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med kontrakter og/eller Excel. Hvis du har relevant erfaring fra dit studie eller studiejob, hører vi også meget gerne om, hvordan du tænker, at det kan gavne dig i stillingen.
For os er det vigtigt, at du som studerende har mulighed for at kombinere studier og arbejde på en god og balanceret måde, og vi tilbyder derfor en fleksibel arbejdsplads, hvor der tages hensyn til din uddannelse. Samtidig forventer vi også, at fleksibiliteten går den anden vej, fx i forbindelse med større deadlines eller projekter.
Ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 15 timer og er som udgangspunkt fordelt på to faste ugentlige arbejdsdage. Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til organisationsaftalen mellem staten og HK.
Bygningsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet, og dit ansættelsesområde vil derfor være ministeriet med til enhver tid tilhørende styrelser. Dit arbejdssted vil være Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.
I Bygningsstyrelsen arbejder vi aktivitetsbaseret. Vi har valgt den aktivitetsbaserede indretning og en positiv tilgang til delvis hjemmearbejde, fordi vi ønsker at styrke vores samarbejde og videndeling, skabe bedre mulighed for fordybelse samt understøtte et godt arbejdsmiljø med høj trivsel og fleksibilitet i hverdagen. Du kan læse mere om det HER.
Ansøgning og kontakt
Vi ved, at stillingen også skal være det rette match for dig. Derfor er du mere end velkommen til at kontakte teamleder, Sophie Danneskiold-Samsøe Sehat, på tlf.: 4170 1454, hvis du sidder inde med nogle spørgsmål, eller bare vil vide mere om stillingen.
Er du allerede nu klar til at søge stillingen? Så vil vi glæde os til at lære dig bedre at kende. Send os din ansøgning, CV og seneste karakterudskrift senest mandag den 27. april 2026.
Vi forventer at afholde 1. samtale i uge 18 og evt. 2. samtale i uge 19. I forbindelse med 2. samtale kan du blive bedt om at løse en mindre opgave, som fremsendes inden samtalen.
Du søger stillingen via linket på denne side. Når du har sendt din ansøgning, vil du modtage en kvittering på, at vi har modtaget din ansøgning. Vi håber at kunne byde dig velkommen indenfor pr. 17. august 2026.
Om os
Vil du læse mere om, hvem vi er, og hvad vi gør, kan du gøre det HER, og du kan ligeledes læse om vores medarbejderes karrierehistorier HER.
Bygningsstyrelsen er statens største ejendomsvirksomhed og bygherre. Vi leverer arbejdspladser til statslige institutioner og fysiske rammer til universiteter. Mangfoldighed er et aktiv, som vi bruger i vores hverdag for at løse vores opgaver. Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, etnicitet eller religion til at søge.
Ansøg her
Bygningsstyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
LJA-6641
Studenterjob
Analyse og information, Finans, økonomi og regnskab, Jura, HR og personale, Kontor og administration
27-04-2026
Tilbage til søgning



