
Dansk Musiker Forbund søger administrationssekretær
Administrationssekretær til sekretariatet i Dansk Musiker Forbund
Kan du lide at arbejde i en politisk styret organisation? Er du god til at holde styr på dagsordener, referater og bilag, og har du flair for at arbejde med digitale løsninger, så er jobbet som administrationssekretær i Dansk Musiker Forbund måske noget for dig? Dansk Musiker Forbund er musikernes største fagforening og en organisation i rivende udvikling både i det politiske setup og i sekretariatet. Som administrationssekretær hos os kommer du derfor også til at arbejde med nøgleopgaver, der favner bredt, og hvor politisk tæft, skriftlig sikkerhed og digital flair er i højsædet.
Om stillingen - dine primære arbejdsområder
De arbejdsområder, du primært skal varetage, er følgende:
- Sekretær for hovedbestyrelsen
I samarbejde med direktøren og forpersonskabet skal du være med til at sikre, at hovedbestyrelsen bliver serviceret med dagsordener, referater og bilag – før, under og efter møderne. Der er her din politiske tæft og skriftlige sikkerhed især kommer i spil.
- Ansvarlig for planlægning og afholdelse af årsmøde
Årsmødet, som er det øverste organ i Dansk Musiker Forbund, foregår hvert andet år (også i 2026. Du bliver ansvarlig for at planlægge og afvikle årsmødet. Du er ikke alene – du får følgeskab af både politikere og kollegaer i sekretariatet. Deadlines skal overholdes, når det drejer sig om indkaldelser, informationer til de delegerede, indskrivning af delegerede, og du skal løbende have kontakt til de seks regioner rundt om i landet samt afviklingsstedet.
- Administration og servicering af direktør samt 6 regioner
I maj 2025 blev der stiftet 6 regioner i Dansk Musiker Forbund. Din rolle bliver at understøtte regionsbestyrelserne på administrativt plan samt direktøren i det daglige.
Faglige og personlige kompetencer
Med den brede palet af arbejdsområder er det et plus, hvis du har forståelse for og interesse i foreningslivet, fagbevægelsen, demokratiets love og dynamikker.
Du skal evne at tænke strategisk og bevare helikopterblikket i en travl hverdag, hvor alle ender skal mødes. Du skal have lyst til at arbejde sammen med dine kolleger for i fællesskab at levere de bedste løsninger til medlemmer og organisationen omkring os.
På det digitale område er det en fordel - men ikke et must - hvis du kender nogle af de platforme, vi gør brug af i dag: fx Sharepoint, Membercare og Drupal.
Spiller du musik, eller kender du andre dele af kunst- og kulturlivet, er det selvfølgelig også et plus.
Hvem er vi, og hvad kan vi tilbyde dig?
I Dansk Musiker Forbund er det vigtigt for os, at her er rart at arbejde - uanset roller og ansvar. Vi har en høj faglighed og mange specialiserede kompetencer samlet på alle aldre. Vi har stor fleksibilitet i arbejdet og kan lide at have det sjovt sammen - også uden for arbejdet.
Stillingen er på 37 timer om ugen med start hurtigst muligt og senest d. 1. maj 2026.
Du ansættes på individuel kontrakt og refererer til direktøren.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest 1. marts 2026
Vi håber, at du har fået lyst til at søge stillingen. Ansøgningen skal være os i hænde senest d. 1. marts 2026.
Der er 1. samtaler d. 9. marts Kl. 10-16 og 2. samtaler d. 16. marts kl. 13-16.
Du er velkommen til at kontakte direktør Susanne Docherty på sdo@dmf.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Ansøg her
Dansk Musiker Forbund
Skt. Hans Torv 26
2200 København N
LJA-6124
Fuldtid
Fuldtid
Analyse og information, Kontor og administration, Politik, kultur og samfund
01-03-2026
Tilbage til søgning





