
Personalejurist med drive til HR og organisation i Miljø – og Ligestillingsministeriets departement
Har du kendskab til HR-jura og lyst til at arbejde med personalejuridiske spørgsmål i en politisk styret organisation? Har du mod på at udvikle dig fagligt i et stærkt miljø? Så kan dette være stillingen for dig.
Om stillingen – hvad kommer du især til at arbejde med?
Som HR-jurist i Miljø- og Ligestillingsministeriets departement bliver du en del af HR og Organisation, hvor vi arbejder med både drift, udvikling og rådgivning på HR- og personaleområdet. Du vil få erfaring med personalejura i praksis og vil få tæt sparring fra erfarne kollegaer.
Du vil arbejde med personalejuridisk rådgivning i bred forstand, herunder personale- og ansættelsesmæssige spørgsmål, forvaltningsretlige problemstillinger samt persondataret.
Dine arbejdsopgaver vil blive tilpasset dit erfaringsniveau, men vil bl.a. kunne omfatte:
- Bidrag til personalejuridisk sagsbehandling, fx personalesager, ferieregler, orlov, internationale stillinger, særskilt vederlag for varetagelse af hverv i kollegiale organer mv.
- Medvirken til rådgivning og procesunderstøttelse i forbindelse med organisations- og personaletilpasninger
- Deltagelse i dialog og forhandlinger med medarbejderorganisationerne ift. både personalesager og lokalaftaler mv. sammen med erfarne kolleger
- Bistand i sager om aktindsigt på HR-området
- Bidrage til udarbejdelse og opdatering af aftaler, politikker, vejledninger og retningslinjer
- Opgaver relateret til persondata og GDPR
Vi lægger vægt på sparring og samarbejde for at opnå de bedst mulige resultater. Desuden hjælper vi gerne hinanden og har derfor en fleksibel tilgang til egen opgaveportefølje. Du vil således løse dine opgaver i tæt samarbejde med dine kollegaer i kontoret, i organisationen og i Miljø- og Ligestillingsministeriets Personaleadministration, og du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, der vægter engagement og holdånd i et uformelt arbejdsmiljø højt.
Vores forventninger til dig
Du har en akademisk uddannelse (gerne cand.jur. eller cand.merc. jur.). Du kan fx have erfaring med HR-jura fra en studenterstilling eller have 1-3 års erfaring med HR-jura fra en lignende stilling.
Derudover kan du se dig selv i følgende:
- Højt fagligt niveau. Du er ambitiøs med dit arbejde, har høj faglig integritet med et godt juridisk judgement og kan tænke hele vejen rundt om opgaven. Du arbejder struktureret, effektivt og har en naturlig faglig autoritet og kapacitet, ligesom du mestrer den juridiske metode og kan skære en sag til, finde frem til det væsentlige og selv har løsningsforslag.
- God politisk forståelse. Du har god forståelse for og dømmekraft i forhold til at arbejde i et departement tæt på de politiske beslutninger.
- Dygtig formidler. Du er god til formidling både mundtligt og skriftligt og kan formidle juridiske problemstillinger enkelt og forståeligt.
- Procesorienteret og alsidig. Du har overblik over dine arbejdsopgaver, får hurtigt kendskab til arbejdsgange- og processer, og du er god til at sætte dig ind i nye områder. Du sikrer selvstændigt fremdrift og overholder deadlines og trives med kompleksitet og at have mange bolde i luften på samme tid.
- Stærke samarbejdsevner. Du får energi af at kommunikere og samarbejde med mennesker på alle niveauer i organisationen og evner at opbygge gode samarbejdsrelationer både internt og eksternt.
- Fleksibel. Du opererer fleksibelt og driftssikkert i en hverdag, hvor det til tider går stærkt og med korte deadlines. Du er tilpas med, at dit arbejde både foregår bag skrivebordet, men også har en udadvendt side i dialogen med chefer og medarbejdere.
Derudover er du en god kollega, der gerne vil være med på holdet i et kontor med godt kollegaskab. Du har lyst og overskud til at hjælpe med, at vi sammen løfter vores fælles opgave, og du bidrager til godt humør i samarbejdet.
Hvem er vi?
Miljø- og Ligestillingsministeriet har det overordnede ressortansvar for naturbeskyttelse, miljøhensyn og grøn omstilling af samfundet - samt ligestilling mellem kvinder og mænd og LGBT+ personer.
I ministeriet arbejder vi sammen om at beskytte vores natur og miljø, og vi arbejder for en grøn omstilling af samfundet. Desuden arbejder vi for at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og LGBT+ personer, så alle har reelt lige rettigheder og muligheder for at udfolde sig og deltage i samfundet. Opgaverne løses i departementet og ministeriets styrelse.
Departementet varetager ministerbetjening og den overordnede udvikling, planlægning og administration af lovgivningen på miljø- og ligestillingsområdet. Departementets hovedopgave er at skabe det optimale faglige grundlag for, at ministeren, regeringen og Folketinget kan træffe beslutninger på miljø- og ligestillingsområdet til gavn for vores omgivende samfund.
Vi er en spændende og dynamisk arbejdsplads tæt på det politiske system. Vi arbejder ud fra værdierne enkelt, sammen og ansvarligt.
Departementets HR og organisation er ansvarlig for HR i departementet. Opgaverne spænder fra strategisk organisations- og HR-udvikling til rekruttering, personalejuridisk rådgivning og vejledning om personalemæssige forhold. Vi har tæt samarbejde på tværs af vores kontor og bidrager til de fælles gode løsninger. Vi deler viden og tror på, at høj faglighed sagtens kan forenes med humor og plads til smil – også i en travl hverdag.
Dine løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes som fuldmægtig i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Der vil afhængig af kvalifikationer være mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg.
Ansættelsesområdet er Miljø – og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er departementet, Frederiksholms Kanal 26, 1220 København K.
Stillingen er på fuld tid og ønskes besat snarest muligt og senest pr. 1. marts 2026.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Yderligere oplysninger – kontakt os gerne
Har du lyst til at høre mere om jobbet, så kontakt kontorchef Tina Rose Schou tlf. 23 41 93 37 eller teamleder Janne Holm Greve tlf. 20 25 72 22.
Du kan læse mere om ministeriet på www.mim.dk.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbevis for både bachelor- og kandidatuddannelse senest søndag den 11. januar 2026.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 4. Der vil forud for samtalen skulle løses en case hjemmefra af en times varighed.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Ansøg her
Miljø- og Ligestillingsministeriet - Departementet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
LJA-5604
Fuldtid
Akademisk arbejde, Jura, HR og personale, Politik, kultur og samfund
11-01-2026
Tilbage til søgning



