
Stå i spidsen for Hjemrejsestyrelsens opsøgende arbejde som vores nye enhedschef
Vil du stå i spidsen for en faglig stærk enhed og sætte retningen for en central opgave på hjemrejseområdet?
Du bliver frontfigur for hjemrejseindsatsen på udrejsecentrene
Hjemrejsestyrelsen søger en nærværende og engageret enhedschef til vores Opsøgende enhed.
Her står dine kommende 18 dygtige medarbejdere klar til at byde dig velkommen til en enhed, der bygger på et stærkt arbejdsfællesskab, selvom enheden fysisk er delt op på Udrejsecenter Kærshovedgård, Avnstrup og Birkerød.
I Opsøgende Enhed er vores opgave at vejlede udlændinge uden lovligt ophold på landets udrejsecentre om deres handlemuligheder for frivillig hjemrejse – og tydeliggøre konsekvenserne ved manglende medvirken.
Gennem hjemrejsesamtaler, åben dialog og kontinuerlig rådgivning arbejder vi målrettet på at motivere til frivillig hjemrejse i et tæt samarbejde med relevante aktører.
Som enhedschef får du en nøglerolle i at sikre, at enheden fortsat leverer resultater af høj kvalitet på hjemrejseområdet. Det kræver, at du kan skabe en samarbejdende og tillidsfuld kultur, hvor faglighed, trivsel og udvikling går hånd i hånd – også når ledelse foregår på afstand.
Du kan læse mere om HJEMST her.
Dine rolle som enhedschef
Du træder ind i en alsidig rolle, hvor dine primære ansvarsområder bliver at:
• sikre den daglige ledelse af enhedens medarbejdere – herunder udøve effektiv distanceledelse
• skabe gode rammer for trivsel, motivation og kompetenceudvikling blandt medarbejderne
• agere sparringspartner for medarbejdernes metodeudviklende arbejde
• prioritere og styre enhedens opgaver, så ressourcer og retning følges ad
• omsætte politiske beslutninger til praksis, så de bliver til konkret og professionel opgaveløsning
• indgå i et tæt og konstruktivt samarbejde med øvrige aktører på udrejsecentrene og i organisationen.
Vores forestillinger om dig
Vi søger dig, der både kan stå på mål for driften og skabe følgeskab gennem tydelig dialog, faglighed og nærvær. Du har en relevant akademisk uddannelse og gerne erfaring fra en politisk styret organisation.
Derudover ser vi gerne, at du:
• er stærk i relationer og samarbejde – både internt og eksternt
• har et udviklingsorienteret mindset, kan sætte nye initiativer i gang og sikre dig, at de kommer i mål
• kommunikerer klart, præcist og troværdigt – både skriftligt og mundtligt
• prioriterer et sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø og går forrest i at skabe det
• kan navigere sikkert i et komplekst landskab med mange aktører og betydelig politisk og mediemæssig opmærksomhed
Kendskab til udlændingeområdet er en fordel, men ikke et krav.
Du er en leder med blik for det fælles
I Udlændinge- og Integrationsministeriet arbejder vi ud fra et fælles ledelsesgrundlag, der skaber retning og sammenhæng i vores ledelsespraksis i hele koncernen. Vi leder ud fra fire temaer: Ledelse af opgaven, ledelse på tværs, ledelse af læring og ledelse af mennesker.
Det er derfor vigtigt, at du som vores kommende enhedschef naturligt kan se dig selv i vores fire ledelsestemaer.
Søg stillingen
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV, eksamensbevis mv. senest onsdag den 10. december 2025.
Vi forventer at holde 1. samtalerunde den 12. december og 2. samtalerunde den 15. december.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Claes Nilas på telefonnummer 72 14 23 30 eller på clni@hjemst.dk.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes som enhedschef og du vil blive indplaceret som chefkonsulent med personaleledelse efter overenskomst for akademikere i staten.
Som enhedschef omfattes du af ministeriets arbejdstidsaftale for chefer. Chefer ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 39 timer mod tildeling af 11 cheffridage pr. år.
Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Hjemrejsestyrelsen, Birkerød Kongevej 2-4, 3460 Birkerød.
Stillingen indebærer rejseaktivitet mellem enhedens forskellige geografiske lokationer, men giver samtidig stor frihed til selv at planlægge og tilrettelægge disse rejser.
Det er en forudsætning for stillingen, at du kan opnå sikkerhedsgodkendelse til ”HEMMELIGT”, og at du kan opretholde godkendelsen under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har overordnet to politikområder: Hvem må indrejse og opholde sig i landet – og hvordan sikrer vi, at udlændinge bidrager til og tager del i samfundet?
Ministeriet har ca. 1700 medarbejdere fordelt på departementet, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen - herunder Nationalt ID-center, Udlændingenævnets sekretariat og Flygtningenævnets sekretariat.
Ansøg her
Udlændinge- og Integrationsministeriet - Hjemrejsestyrelsen
Adelgade 11-13
1304 København K
LJA-5294
Fuldtid
Ledelse, Politik, kultur og samfund, Strategi og udvikling
10-12-2025
Tilbage til søgning





