
Praktikant til Afdeling for Dagtilbud og Grundskoler i Børne- og Undervisningsministeriet til politisk betjening
Er du i gang med en videregående uddannelse og skal i praktik i foråret 2026? Har du lyst til at komme helt tæt på arbejdet med politikudvikling i et ministerium, der varetager udviklingen af nogle af de mest centrale områder i velfærdssamfundet? Og vil du prøve kræfter med politisk betjening og researcharbejde i centraladministrationen? Så er du måske den praktikant, vi søger til Afdeling for Dagtilbud og Grundskoler i Børne- og Undervisningsministeriets departement.
Om Afdeling for Dagtilbud og Grundskoler
I Afdeling for Dagtilbud og Grundskoler arbejder vi med politikudvikling og politisk betjening af ministeren og Folketinget på dagtilbuds- og grundskoleområdet. Afdelingen består af Center for Grundskoler og Kontor for Dagtilbud. Vi søger 1-2 praktikanter til afdelingen.
Som praktikant i afdelingen vil du få erfaring med de centrale funktioner:
- Udvikling og igangsættelse af nye initiativer på dagtilbuds- og grundskoleområdet.
- Politisk betjening og politikudvikling
- Det researcharbejde der danner grund for Ministeriets arbejde.
I Center for Grundskoler arbejder vi med politikudvikling og politisk betjening på grundskoleområdet, dvs. både folkeskolen og de frie skoleformer i hhv. Kontor for Rammer og Inklusion og Kontor for Undervisning og Indhold. Samlet i Centeret for grundskoler er vi cirka 30 medarbejdere med to kontorchefer fordelt på to kontorer. I Kontor for Dagtilbud arbejder vi med politikudvikling og politisk betjening på dagtilbudsområdet. Kontor for Dagtilbud består af 9 medarbejdere og en kontorchef.
I Kontor for Rammer og Inklusion arbejder vi blandt andet med trivsel, inklusion, specialundervisning, udsatte elevgrupper, skolestruktur og styrelsen af kommunernes skolevæsen og lignende emner af største væsentlighed for grundskoleområdet. Mens vi i Kontor for Undervisning og Indhold arbejder med blandt andet implementering af folkeskoleaftalen, fagfornyelsen, digitalisering, test og prøver, skolens fag, integration og tosprogede, fritidsområdet og understøttelsen af en mere praktisk skole.
Kontor for Dagtilbud har ansvar for rammerne og udviklingen af dagpleje og daginstitutioner til 0-6-årige børn og private pasningsordninger. Aktuelt arbejder vi med opgaver relateret til finanslovsaftalen for 2026, der indeholdte en række store initiativer på dagtilbudsområdet. Derudover arbejder vi bl.a. med opgørelsen af minimumsnormeringer, nedsættelse af en ekspertgruppe, igangsættelse af en ny runde af kvalitetsundersøgelser og genudmøntning af opkvalificeringspuljen.
I afdelingen interesserer vi os for hinanden og hjælper hinanden, når der er behov for det – i kontorerne og på tværs i afdelingen. Du får kolleger med et højt kompetenceniveau og et stort engagement, hvor faglig sparring om opgaverne er en integreret del af vores kultur. Vi har fokus på trivsel, og der er ofte sociale arrangementer både i kontoret og i afdelingen.
Om praktikforløbet
Vi søger 1-2 praktikanter til afdelingen.
Som praktikant i Afdeling for Dagtilbud og Grundskoler får du en varieret arbejdsdag med både længerevarende og kortere opgaver. Dit arbejde vil bestå i at bidrage til den politiske betjening af ministeren inden for de respektive fagområder. Dit arbejde vil bestå i klassisk embedsarbejde såsom sagsarbejde, bidrag til ministersager og besvarelser på borgerhenvendelser. Ud over dine faste opgaver vil du som praktikant i afdelingen også kunne indgå i arbejdet med andre politiske og øvrige ad hoc-opgaver, f.eks. mødeplanlægning og researchsarbejde i form af research på politiske udmeldinger eller lignende.
Om dig
Du studerer på en relevant universitetsuddannelse på bachelor- eller kandidatniveau, f.eks. statskundskab, sociologi, uddannelsesvidenskab eller lignende. Vi forventer, at du har interesse for politik og samfundsforhold – gerne børne- og uddannelsespolitik – søger faglige udfordringer og har lyst til at udvikle dine kompetencer med arbejdet i et departement. Herudover forventer vi, at du:
- har stærke analytiske og faglige kompetencer
- har gode skriftlige formidlingsevner og kan formidle kompliceret stof på en læsevenlig måde til notater, rapporter, pressemeddelelser mv.
- kan arbejde selvstændigt og struktureret, men også i tæt samarbejde med andre
- trives med afveksling mellem rutineprægede og komplekse arbejdsopgaver
- er god til at bevare overblikket – også når det til tider går stærkt
- kan håndtere at have flere forskellige typer opgaver på samme tid
Vilkår for praktikforløbet
Praktikforløbet er ulønnet, og det er en forudsætning, at praktikforløbet hos os er meritgivende på dit studie. Praktikforløbet løber som udgangspunkt i forårssemestret med start 1. februar 2026.
Arbejdstiden er som udgangspunkt 37 timer pr. uge, men der er naturligvis fleksibilitet i forbindelse med f.eks. praktikrapport, vejledningsmøder og eksamensperioder.
Arbejdsstedet er Frederiksholms Kanal 25, 1220 København K.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Lars Jelsgaard på telefon 20 25 20 60 eller på mail Lars.Jelsgaard@uvm.dk. Du kan læse mere om Børne- og Undervisningsministeriet på vores hjemmeside.
Sådan søger du
Send din ansøgning, cv og eksamensbevis elektronisk senest søndag den 30. november 2025. Du søger praktikopholdet ved at klikke på ”Søg stillingen” i opslaget og udfylde ansøgningsformularen. Angiv gerne i din ansøgning, hvis du finder et af afdelingens fagområder særligt interessant. Vi forventer at holde samtaler i uge 50. Der kan forekomme en case i forbindelse med samtalen for at vurdere, hvordan du løser en konkret opgave. Du får flere oplysninger om casen, hvis det bliver aktuelt.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets, og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund. Vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.
I Børne- og Undervisningsministeriet arbejder vi for at skabe det optimale faglige grundlag for, at ministeren, regeringen og Folketinget kan træffe de rigtige beslutninger på undervisningsområdet. Vores arbejdsopgaver spænder fra betjening af ministeren til udvikling af uddannelsers indhold, mål og kvalitet – alt sammen med et fælles mål om at skabe fagligt stærke uddannelser til alle.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund – vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.
Ansøg her
Børne- og Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 25
1220 København K
LJA-5183
Praktikant/trainee
Analyse og information, Kommunikation og medier, Politik, kultur og samfund
30-11-2025
Tilbage til søgning




