
Barselsvikariat i Djøfs Medlemsservice & telemarketingteam
Holder du af samtaler med mennesker, og har du en naturlig lyst til at yde nærværende medlemsservice? Så er det dig, vi søger til et års barselsvikariat på fuld tid i Djøfs telemarketing- og medlemsserviceteam.
Vi søger en kollega, der – sammen med vores team – vil sikre, at nye og eksisterende medlemmer får en værdifuld oplevelse og føler sig set, hørt og hjulpet i deres medlemskab.
Dine opgaver spænder bredt, men med fokus på samtalen
Du bliver en vigtig del af Djøfs telemarketingindsats, hvor telefonen er dit primære arbejdsredskab. Her skal du blandt andet:
- Gennemføre onboarding-samtaler med nye medlemmer og hjælpe dem godt i gang i Djøf
- Skabe værdi ved at afdække medlemmernes behov og matche dem med relevante tilbud, rådgivning og fordele
- Kontakte eksisterende medlemmer som led i vores loyalitetsprogram
- Følge op på kampagner, medlemsaktiviteter og rådgivningsforløb
Medlemsservice: Hjertet i medlemsoplevelsen
I medlemsservice er vi det første kontaktpunkt for mange medlemmer – her handler det om at lytte, hjælpe og skabe tillid gennem hver eneste samtale og henvendelse.
Sideløbende med dine telemarketingopgaver vil du:
- Besvare henvendelser pr. telefon og mail
- Opdatere medlemsdata og sikre god opfølgning
- Sikre hurtig, præcis og nærværende hjælp til medlemmer, der kontakter os
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- Er en stærk kommunikator, der trives med samtaler og mødet med mange mennesker i løbet af en dag
- Har dokumenteret erfaring med service, rådgivning eller telemarketing
- Er systematisk, ansvarsbevidst og grundig i din opfølgning
- Er mødestabil, nysgerrig og har lyst til at være med til at videreudvikle vores medlemsdialog
- Har flair for IT og systemarbejde – og ikke er bange for nye arbejdsgange
Vi tilbyder dig
- En fuldtidsstilling på 37 timer om ugen fra oktober og ca. et år frem
- En vigtig rolle i en organisation, hvor medlemmerne er i centrum
- Gode kolleger, en uformel tone og masser af sparring og samarbejde på tværs
- En meningsfuld hverdag, hvor du er med til at styrke medlemmernes relation til Djøf – og gøre en reel forskel
Lyder det som et match?
Er du allerede overbevist, sender du din ansøgning og cv via ansøgningslinket her på siden. Har du spørgsmål eller er du endnu ikke helt sikker, er du velkommen til at kontakte chef for Medlemsservice og partnerskaber Birgitte Bremer Elming, på bbl@djoef.dk eller på telefon 33959936.
Du kan være med, hvis vi har din ansøgning senest søndag den 17. august 2025.
Vi forventer at holde samtaler fredag den 22. august.
Vi glæder os til at høre fra dig – og til at få dig med på holdet fra oktober.
I Djøf arbejder vi på at skabe et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmarked. Hjælp os med at fokusere på dine færdigheder og dit potentiale ved at undlade oplysninger som navn, køn, alder eller billede i dit CV og ansøgning.
110.000 samfundsvidenskabelige akademikere og studerende har valgt at være medlemmer af Djøf. De arbejder som ledere og medarbejdere i den private og offentlige sektor i både ind- og udland. Som ansat i Djøf sikrer du sammen med engagerede kollegaer de bedste vilkår for, at medlemmerne kan udfolde deres potentiale i både studie- og arbejdsliv. Djøf oplever et stigende medlemstal og høj tilfredshed med vores rådgivning og aktiviteter. Sammen med medlemmerne arbejder vi for at udvikle samfundet til gavn for alles bedste. I Djøf ønsker vi at afspejle samfundets mangfoldighed. Derfor opfordrer vi dig til at søge stillingen uanset din alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.
Ansøg her
Djøf
Gothersgade 133
1123 København K
LJA-4012
Fuldtid, Vikar/barsel
Analyse og information, Kommunikation og medier, Salg og markedsføring
17-08-2025
Tilbage til søgning