
Økonomi- og administrationschef til Søfartsstyrelsens Administrationssekretariat
Vil du stå i spidsen for økonomi og administration i en styrelse, der arbejder for sikre, effektive og bæredygtige rammer for dansk skibsfart?
Søfartsstyrelsen søger en engageret og strategisk stærk økonomi- og administrationschef, som vil lede og udvikle vores økonomi- og administrationsområde. Du bliver en del af en moderne og ambitiøs styrelse, hvor vi har høje ambitioner for faglighed, digitalisering og udvikling – og hvor vi hver dag understøtter Det Blå Danmark.
Administrationssekretariatet varetager opgaver lige fra arbejdet med regnskab, herunder kreditor- og debitoradministration, projektregnskaber, økonomistyring og budgettering, finansloven, indkøb og udbud til intern service samt meget andet. I Administrationssekretariatet er vi 14 medarbejdere bestående af regnskabs- og økonomimedarbejdere samt intern service.
Om jobbet
Som økonomi- og administrationschef bliver du en central del af Søfartsstyrelsens ledergruppe. Du får det overordnede ansvar for at sikre, at styrelsen har en solid økonomistyring og en professionel administration, der understøtter vores kerneopgaver og strategiske mål.
Du vil blandt andet få ansvar for:
- Budgetlægning, økonomistyring, regnskab og bidrag til finanslovsarbejdet
- Ledelsesrapportering og økonomiske analyser, der skaber grundlag for strategiske beslutninger
- Indkøb, udbud og kontraktstyring
- Ejendomsadministration og intern service
Du bliver leder for et dedikeret team og vil have stor indflydelse på at udvikle processer, samarbejde og arbejdsgange.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse – fx inden for økonomi, samfundsvidenskab eller offentlig administration – og solid erfaring med økonomistyring og administration, gerne fra en statslig eller politisk styret organisation. Du har en stærk forståelse for budgetlægning, regnskab og bevillingsregler, eller lyst og evne til hurtigt at sætte dig ind i statens regler og rammer.
Som person har du overblik og blik for detaljen på én gang, og du formår at omsætte strategiske mål til konkrete løsninger. Du motiveres af at skabe resultater sammen med andre, og du har en tillidsvækkende og involverende ledelsesstil, der får det bedste frem i dine medarbejdere. Du arbejder struktureret, har en god analytisk sans og kan formidle komplekse sammenhænge klart og forståeligt – både skriftligt og mundtligt.
Du trives i en rolle, hvor samarbejde, netværk og dialog er afgørende, og du sætter en ære i at levere høj kvalitet – også når tempoet er højt, og mange interesser skal balanceres.
Vi tilbyder
Hos Søfartsstyrelsen bliver du en del af en moderne myndighed, hvor vi arbejder for sikre rammer til søs og grøn udvikling af skibsfarten – nationalt og internationalt. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med en åben, direkte dialog og plads til både faglig og personlig udvikling.
Vi har et stærkt fokus på digitalisering og effektivisering og arbejder hele tiden på at udvikle vores løsninger – også internt.
Du vil få en arbejdsplads med dygtige kolleger, højt til loftet og mulighed for at præge en vigtig samfundsopgave.
Information og ansøgning
Stillingen er klassificeret i løngruppe 1 og besættes på et 5-årigt åremål med mulighed for forlængelse i op til 3 år. Ansættelsen sker i henhold til rammeaftalen for kontraktansættelse af chefer i staten.
Dit tjenestested bliver Søfartsstyrelsens hovedkontor i Korsør.
Yderligere information om stillingen kan fås ved henvendelse til vicedirektør Tejs Binderup på tlf. +45 91 37 61 37. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Zenia Lotus Hansen på tlf. +45 91 33 70 61.
Søg stillingen
Kan du se dig selv i ovenstående, så tøv ikke med at sende din ansøgning via knappen ”søg stilling” til højre for stillingsopslaget eller via vores hjemmeside: www.sfs.dk. Din ansøgning med CV og relevante eksamenspapirer skal være modtaget senest søndag den 24. august 2025.
Vi forventer at afholde første samtaler i uge 36 og anden samtaler afholdes i uge 38. Bemærk venligst, at der i den mellemliggende uge vil være afsat tid til testtilbagemelding, og der kan derfor forventes anvendt faglige og personlige tests i rekrutteringsprocessen.
Læs mere om os på www.sfs.dk.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Om Søfartsstyrelsen
Søfartsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet, og arbejder for sikkerhed og vækst i den maritime sektor. Vi arbejder bl.a. med maritim erhvervspolitik, regler, love og tilsyn med skibe, søfartssociale forhold og skibsregistrering. Søfart er global, og vi har derfor globalt udsyn.
Styrelsens medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Korsør, og i resten af landet samt Grønland.
Hvis du vil vide mere om Søfartsstyrelsen, er du velkommen til at finde yderligere information på Søfartsstyrelsens hjemmeside www.sfs.dk.
Ansøg her
Søfartsstyrelsen
Caspar Brands Plads 9
4220 Korsør
LJA-3962
Fuldtid
Analyse og information, Finans, økonomi og regnskab, Kontor og administration, Ledelse, Politik, kultur og samfund, Strategi og udvikling
24-08-2025
Tilbage til søgning