
Studentermedhjælper med interesse for at sikre et trygt onlinemiljø
Vil du være med til at skabe et trygt og pålideligt onlinemiljø i Danmark? Vi søger lige nu en studentermedhjælper, som vil arbejde med et højaktuelt område omkring platforme og digitale tjenester, der har stort fokus både i samfundet, hos politikerne og i EU.
Du vil blive en del af et ungt kontor, som lægger vægt på godt samarbejde og faglig sparring. Digitaliseringsstyrelsen har kontor i hjertet af København og et internt studenternetværk, hvor du får mulighed for at møde ligesindede kollegaer på tværs af huset.
Kontor for digital regulering og tilsyn
Du bliver en del af Kontor for digital regulering og tilsyn i Digitaliseringsstyrelsen, som arbejder med regulering på det digitale område og forskellige former for tilsynsopgaver. Du vil blive placeret i DSA-teamet, der er ansvarlig for at føre tilsyn med forordningen om digitale tjenester.
DSA-teamet beskæftiger sig med kerneproblematikker i den digitale tidsalder, såsom beskyttelse mod ulovligt indhold, sikring af gennemsigtighed og fremme ansvarlighed på særligt de store digitale platforme.
Når du starter hos os, får du et skræddersyet introduktionsforløb, hvor du får en grundig indføring i dine arbejdsopgaver af dine kollegaer. Vi er 46 engagerede medarbejdere, og vores uddannelsesbaggrunde spænder bredt fra sprogpsykologi, til dataloger og jurister. Vi lægger vægt på både fagligt og socialt sammenhold og prioriterer blandt andet fælles frokoster og videndeling.
Dine arbejdsopgaver
Som studentermedhjælper vil du indgå som en vigtig del af vores tilsyn med udbydere af digitale formidlingstjenester. Du vil bistå kontorets medarbejdere med forskelligartede opgaver, herunder bistand i forbindelse med behandling af klager.
Mere konkret vil dine arbejdsopgaver være:
- Håndtering af klagesager, herunder sagsoplysning og kommunikation med klager.
- Bidrage til udarbejdelsen af vejledningsmateriale, der forklarer reglerne i forordningen om digitale tjenester.
- Bistand til udarbejdelse af juridiske analyser og problemstillinger relateret til forordningen om digitale tjenester.
Om dig
Lyder det som noget for dig? Vi leder efter dig, som er i gang med en juridisk videregående uddannelse.
Du vil passe godt til stillingen, hvis du kan genkende dig selv i nedenstående punkter:
- Har interesse for arbejdet med digital regulering.
- Trives med at tage ansvar for egne opgaver.
- Løser opgaver grundigt og er detaljeorienteret.
- Har stærke skriftlige og mundtlige formidlingsevner.
- Er initiativrig og servicemindet.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads
Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 550 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Til daglig mødes vi som udgangspunkt på vores kontor i København tæt ved Kongens Nytorv, men du kan løbende aftale hjemmearbejde med din chef.
Du kan høre mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.
Ansættelsesvilkår
Dette er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen, og vi regner med at byde vores nye kollega velkommen den 1. oktober 2025.
Vi er fleksible med hensyn til eksamensperioder, men forventer til gengæld, at du er frisk på at arbejde igennem, når der er travlt.
Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten. Der er mulighed for at forhandle tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Kandidater, der inviteres til 2. samtaler, kan blive bedt om at fremvise en privat straffeattest.
Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Ansættelsesområdet er Digitaliseringsministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliseringsministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.
Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Christina Toft Michelsen på e-mail chtoch@digst.dk eller telefon +45 23 29 15 45. Du er også velkommen til at skrive en e-mail eller sms med dine spørgsmål, så ringer hun dig op.
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest tirsdag den 5. august 2025 kl. 12.
Samtaler afholdes løbende og senest i uge 34.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Ansøg her
Digitaliseringsstyrelsen
Landgreven 4
1301 København
LJA-3806
Studenterjob
Studenterjob
Analyse og information, Jura, HR og personale, Politik, kultur og samfund
05-08-2025
Tilbage til søgning