
Chefkonsulent til betjening af politiske udvalg og koncerndirektion samt arbejde med sundhedsreformen
Motiveres du af at have et tæt samarbejde med det politiske niveau og er god til at løse en bred vifte af opgaver, der understøtter både den øverste administrative og politiske ledelse? Vi mangler en ny kollega til de spændende opgaver. Er det måske dig, der skal være vores nye konsulent?
Om jobbet
Konsulentstillingen er placeret i Koncern Ledelse og Kommunikation (KLK), som er et tværgående center i Region Sjælland, der varetager en lang række ledelses- og kommunikationsopgaver i Region Sjælland. Vores center består af to enheder, Politik & Ledelse samt Medier & Omdømme, og du vil blive en del af enheden Politik & Ledelse.
Som konsulent hos os får du en alsidig arbejdsdag. Du bliver en central spiller i en til tider hektisk hverdag, hvor du i tæt samarbejde med gode kollegaer løser en bred vifte af opgaver for koncerndirektionen, regionsrådets formandskab såvel som medlemmerne af det eller de politiske udvalg, som du bliver udvalgskonsulent for.
Du vil i tæt samarbejde med de faglige enheder i organisationen få ansvar for betjening af et eller flere politiske udvalg. Det indebærer, at du har et selvstændigt ansvar for at forberede udvalgsmøder, udarbejde dagsordner, føre protokol og følge op på udvalgets arbejde. Derudover vil du fungere som ansvarlig konsulent på de forretningsområder, som det eller de politiske udvalg dækker over. Stillingen indebærer derfor, at du får en bred kontaktflade ud i organisationen og særligt med de samarbejdspartnere, der er indenfor området.
Opgaverne omfatter alsidige ansvarsområder som udarbejdelse og kvalitetssikring af sagsfremstillinger, udarbejdelse af notater, indsamling af input til mødeforberedelse, varetagelse af administrative mødefora, udarbejdelse af præsentationer og oplæg, besvarelse af borgerhenvendelser samt bidrag til høringssvar m.m.
Vi har som tværgående center hertil en række udviklingsopgaver, som du også kan blive en del af at løfte. Udviklingsopgaver kunne fx være udmøntning af politiske strategier og udvikling af det tværorganisatoriske samarbejde, strategiske ledelsesudviklingsaktiviteter mv.
Derudover vil du blive involveret i udviklingsopgaver koblet til realiseringen af sundhedsreformen og dannelsen af Region Østdanmark, herunder bl.a. den kommende politiske og administrative organisering af Region Østdanmark.
Vores enhed fungerer som rådgiver og sparringspartner for ledelsen. Vi arbejder med proaktivitet, forbedring af mødeforberedelse og ledelsesinformation, samt interessevaretagelse og omdømme.
Din profil
Vi forventer, at du har en relevant akademisk baggrund og har kompetencer som:
- Erfaring med eller særlig interesse for politisk betjening
- Politisk og organisatorisk forståelse
- Kendskab til sundhedsområdet, fx kommunalt eller regionalt
- Selvstændig og proaktiv arbejdsform
- Løsningsorienteret i opgavevaretagelsen
- God og tydelig formilder både på skrift og i tale
Vi søger en konsulent, der er god til at samarbejde, er opsøgende og god til at skabe relationer på tværs og samtidig løser opgaverne engageret og kvalitetsbevidst.
Vi ser gerne, at du har en vis erfaring indenfor relevante fagområder, som du kan bruge som afsæt til at håndtere den brede pallette af opgaver.
Om os
Region Sjælland er til for borgerne. Det arbejder vi for i Koncern Ledelse og Kommunikation ved at sikre en professionel politisk betjening af vores politikere og ved at arbejde med udmøntning af vores strategi for 2022-2025 ”Region Sjælland – for borgerne” og de årlige budgetaftaler.
Du bliver en del af en afdeling med ca. 35 medarbejdere. KLK løser blandt andet opgaver i forhold til betjening af Regionsrådet herunder de politiske udvalg, koncerndirektionen, koncernledelsen, presse og kommunikation samt større tværorganisatoriske projekter. I den kommende tid vil arbejdet med Sundhedsreform og dannelsen af Region Østdanmark også fylde meget.
Vi er med til at realisere Regionsrådets strategi ”Region Sjælland - for borgerne”. Gennem 12 konkrete borgerløfter skal strategien skabe positive forandringer for borgerne ud fra politiske mål om at tilbyde flere sundheds- og uddannelsestilbud tættere på borgerne, mere forebyggelse, bedre sammenhæng i borgernes møde med sundhedsvæsenet og grøn omstilling. Vi styrker regionens indsats i forhold til proaktiv interessevaretagelse, inddragelse, udvikling af den politiske betjening, udvikling af ledelsesfora og god offentlig forvaltning.
I KLK har vi et godt og tæt kollegialt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden og stiller os til rådighed for sparring. Vi værner om det gode arbejdsmiljø og lægger vægt på princippet om gensidig fleksibilitet. Vi har flextid og der er gode muligheder for hjemmearbejde. Vi tilbyder generelt mange udviklingsmuligheder og prioriterer kompetenceudvikling højt.
Vi sætter pris på, at arbejdstonen er uformel og humoristisk, og at vi kan være gode kollegaer for hinanden – både fagligt og socialt. Vi ønsker os derfor en ny kollega med godt humør og masser af positiv energi.
Praktisk
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og senest den 1. oktober 2025.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Tina Olsen på sms på telefon 2833 5705 eller tcol@regionsjaelland.dk, og du vil blive ringet op.
Ansøgningsfristen er torsdag den 31. juli 2025. Vi forventer at holde 1. samtale torsdag den 14. august 2025 og 2. samtale mandag den 18. august 2025.
Stillingen er på 37 timer og ansættelsesstedet er i Regionshuset, Alleen 15, 4180 Sorø.
Der er mulighed for ansættelse som chefkonsulent alt efter kvalifikationer. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med omkring 20.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, X og LinkedIn
Ansøg her
Region Sjælland
Regionshuset, Alleen 15
4180 Sorø
LJA-3676
Fuldtid
Konsulent og rådgivning, Politik, kultur og samfund, Sundhed
31-07-2025
Tilbage til søgning