Ny søgning
Sted
Alle jobfunktioner
Alle jobtyper

Vicekontorchef til tilsynet med brug af interne modeller for kreditrisiko


Vil du sætte retningen og sikre fremdrift i et fagligt specialiseret team? Og har du erfaring med interne modeller for kreditrisiko (IRB-modeller)? Så søger vi dig som vicekontorchef for IRB-teamet i kontoret for tilsyn med de største pengeinstitutter.

IRB-modeller er centrale i penge- og realkreditinstitutters risikostyring og kapitalkrav. IRB-modeller skal leve op til komplekse krav og skal samtidig kunne fungere i praksis. Med øget fokus på digitalisering og automatisering i den finansielle sektor er der mere end nogensinde brug for robuste modeller og et velfungerende tilsyn med modellerne.

Som vicekontorchef for IRB-teamet får du ansvar for et område med høj kompleksitet og stor betydning. Du kan være med til at sætte retningen og få stor indflydelse på et vigtigt område i udvikling.

Hvad kan du forvente?
Du bliver faglig leder af et team af specialister og bliver en del af kontorets ledergruppe, hvor du står for den daglige ledelse af teamet.

Du kan forvente at arbejde med et område, der er dynamisk og komplekst. IRB-tilsynet handler ikke kun om statistiske modeller, men i høj grad også om at vurdere, om institutterne har velfungerende beslutningsprocesser, stærke kontrolfunktioner og et solidt organisatorisk fundament. Arbejdet kræver, at man forstår den sammenhæng, modellerne indgår i, og at man kan følge med i en udvikling, hvor både regler, markedspraksis og tilsynsforventninger ændrer sig over tid.

IRB-teamet er en del af Bankkontor 1, som har ansvar for tilsynet med de største danske pengeinstitutter. Kontoret har i alt 24 medarbejdere, og der er 8 medarbejdere i IRB-teamet.

IRB-teamet står for det løbende tilsyn med IRB-området, overvågning af IRB-institutterne, behandling af ansøgninger om IRB-metoden, tværgående analyser, det internationale arbejde på IRB-området og meget andet.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • ressource- og opgaveplanlægning

  • koordinering på tværs af medarbejdere og processer

  • videreudvikling af strategi og metoder for IRB-tilsynet

  • faglig sparring med kollegaer

  • kvalitetssikring og sikring af en ensartet linje for IRB-tilsynet

  • tæt kommunikation med danske penge- og realkreditinstitutter og internationale tilsynskollegaer

  • sikring af personaleudvikling og -kompetencer.

Hvad lægger vi vægt på?
Den ideelle kandidat har erfaring med IRB-modeller og risikostyring i kreditinstitutter, men det er mindst lige så vigtigt, at du kan koordinere ressourcer og styre processer. Du skal kunne overskue komplekse problemstillinger og processer, og samtidig skal du sikre et arbejde af høj kvalitet og faglighed. Du skal trives med at have mange bolde i luften og løse mange forskellige typer af opgaver.

Vi lægger vægt på, at du

  • er vant til at tage ansvar

  • kan koordinere opgaver i et fagligt miljø

  • kommunikerer klart og præcist – både skriftligt og mundtligt

  • kan skabe fremdrift på flere processer samtidigt

  • evner at holde fokus på det store billede

  • har blik for udviklingsmuligheder i processer og metoder

  • kan skabe gode relationer – både internt og eksternt.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • er uddannet økonom (cand.polit., cand.oecon., cand.merc. eller lignende)
  • har erfaring fra den finansielle sektor.

Hvordan er dine ansættelsesvilkår?
Din ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Du vil blive indplaceret som chefkonsulent med et funktionstillæg, da du i rollen som vicekontorchef vil have fagligt ledelsesansvar. I forbindelse med ansættelse skal straffeattest fremvises.

Vi har et internt karriere- og kompetenceprogram, og når det kommer til arbejdsvilkår, er vi også en attraktiv arbejdsplads. Vi har flekstidsordning, betalt frokostpause, kantineordning, massageordning, renseriordning, fri parkering og fodbold-, løbe- og skakklubber.

Sådan ansøger du
Send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningssystem på finanstilsynet.dk senest lørdag den 31. maj. Husk at uploade dit CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag sammen med din ansøgning. Vi tager ikke ansøgninger i betragtning, der er blevet indsendt på anden vis.

Vi forventer at holde samtaler i uge 24, 25 og 26. Der vil blive anvendt test ifb. med 2. samtale.

Spørgsmål?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til underdirektør Lars Stage på tlf. 33 55 83 34.

Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan du få ved at henvende dig til vores HR-rekrutteringspartner Iben Schulin-Zeuthen på tlf. 91 33 70 80.

Du kan læse mere om Finanstilsynet på www.finanstilsynet.dk – særligt under rubrikken ”Karriere”. Du kan også finde os på LinkedIn ved at søge på Finanstilsynet Danmark.

Hvem er Finanstilsynet?

Finanstilsynet er en styrelse under Erhvervsministeriet. Vi arbejder for, at borgere og virksomheder har tillid til den finansielle sektor og de finansielle markeder. Det gør vi blandt andet ved at føre tilsyn med, at banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter overholder eksempelvis forbrugerbeskyttende regler. Vi udarbejder også lovgivningen. Og vi samarbejder internationalt for at være på forkant med udviklingen og sikre de danske virksomheders finansielle produkter. Finanstilsynet er et stærkt lærings- og videnshus med ca. 420 medarbejdere. Vi bor i nye lækre lokaler i Strandgade på Christianshavn.

I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 


🕑 Fuldtid  |  København K  |  31-05-2025


Ansøg her

Virksomhed
Finanstilsynet
Arbejdssted
Strandgade 29
1401 København K
Ansøgningsfrist
31-05-2025



Tilbage til søgning
Virksomhed
Finanstilsynet
Arbejdssted
Strandgade 29
1401 København K
Ansøgningsfrist
31-05-2025
Opret en jobagent og få drømmejobbet i indbakken