
Økonom til tilsynet med brug af interne modeller for kreditrisiko
Er du, eller vil du gerne være, ekspert i danske penge- og realkreditinstitutters brug af interne modeller for kreditrisiko? Vil du være med til at sikre, at institutterne holder et højt niveau og løbende følger den konstante udvikling på området? Så har vi brug for dig i IRB-teamet i kontoret for tilsyn med de største pengeinstitutter.
Interne modeller får stadigt større betydning for danske kreditinstitutter. Modellerne bliver både brugt til beregning af kapitalkrav og i den daglige risikostyring. Og med den øgede fokus på digitalisering og automatisering i den finansielle sektor er der mere end nogensinde brug for velfungerende modeller og et velfungerende tilsyn med modellerne.
Som del af vores IRB-team kan du være med til at sikre en høj standard på et område med stor betydning.
Hvad forventer vi af dig?
IRB-området er både dynamisk og komplekst. Det skyldes dog ikke kun, at der er tale om statistiske modeller. I vores arbejde har vi i lige så høj grad fokus på, at IRB-institutterne har gode beslutningsprocesser og stærke kontrolfunktioner. Og så lægger vi vægt på, at institutterne generelt er rustet til opgaven og følger med udviklingen på et område, hvor regler såvel som markeds- og tilsynsmæssige standarder er under løbende forandring.
Du bør derfor have en basal forståelse for styrker og svagheder ved brug af datadrevne modeller. Men det er mindst lige så vigtigt, at du har en generel interesse for risikostyring, og for hvordan modeller fungerer i praksis.
Kan du sætte kryds ved følgende tre karaktertræk, er du et godt match til stillingen:
1. Du har dine faglige færdigheder i orden
Du har en stærk faglig og analytisk profil, og du formår at sætte dig ind i kompliceret stof. Du vægter høj faglig kvalitet, og du har sans for detaljen uden at miste fokus på det væsentlige.
Det vil være en fordel at have viden om bankvirksomhed, risikostyring eller statistiske modeller. Men det vigtigste er, at du er en dygtig generalist med lyst og evner til at sætte dig ind i området.
2. Du er god til at tage ansvar og indgå i tæt samarbejde i mindre grupper
Hos os vil du hurtigt få ansvar. Det er derfor vigtigt, at du trives med at tage ansvar, og at du både kan arbejde selvstændigt og i mindre grupper. Vores teams er typisk på to-tre medarbejdere, og det er vigtigt, at alle bidrager til et godt samarbejde og til at skabe resultater.
Vores arbejde er alsidigt, så du skal trives med at have mange bolde i luften og samtidig sikre, at vi får leveret på de opgaver, der skal løses.
3. Du er god til at formidle budskaber, både skriftligt og mundtligt
Vi har mange forskellige interessenter både i og uden for den finansielle sektor. Det er derfor vigtigt, at du kan kommunikere professionelt og i et forståeligt sprog. Det er især vigtigt, at du kan sætte dig i modtagerens sted, så dine budskaber kommer tydeligt frem.
Det er også vigtigt, at du dels kan indgå i en konstruktiv dialog – dels stå fast på dine synspunkter, når det er nødvendigt.
Derudover forestiller vi os, at du:
- er uddannet økonom (cand.polit., cand.oecon., cand.merc. eller lignende)
- med fordel har erfaring fra den finansielle sektor, men du kan også komme i betragtning som nyuddannet med relevant faglig viden.
Hvilke opgaver skal du især løse?
IRB-teamet er en del af Bankkontor 1, som har ansvar for tilsynet med de største danske pengeinstitutter. Kontoret har i alt 24 medarbejdere, og i IRB-teamet er vi 8 medarbejdere.
I IRB-teamet får du mulighed for sammen med dine kolleger at:
- deltage i den løbende overvågning af IRB-området
- behandle ansøgninger om IRB-metoden
- foretage tværgående analyser af IRB-institutterne
- deltage i det internationale arbejde på IRB-området.
Du får et selvstændigt og alsidigt job med gode faglige og personlige udviklingsmuligheder. Du får via dine opgaver en dyb indsigt i brugen af modeller til risikostyring. Vi forventer, at du hos os udvikler en erfaring, som gør dig i stand til løbende at påtage dig mere og mere selvstændigt ansvar.
Hvordan er dine ansættelsesvilkår?
Din ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. I forbindelse med ansættelse skal du fremvise straffeattest.
Vi har et internt karriere- og kompetenceprogram, og når det kommer til arbejdsvilkår, er vi også en attraktiv arbejdsplads. Vi har flekstidsordning, betalt frokostpause, kantineordning, massageordning, renseriordning, fri parkering og fodbold-, løbe- og skakklubber.
Sådan ansøger du
Send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningssystem på finanstilsynet.dk senest lørdag den 31. maj 2025. Husk at uploade dit CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag sammen med din ansøgning. Vi tager ikke ansøgninger i betragtning, der er blevet indsendt på anden vis.
Vi forventer at holde samtaler i uge 24-26.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til underdirektør Lars Stage på 33 55 83 34.
Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan du få ved at henvende dig til vores HR-rekrutteringspartner Iben Schulin-Zeuthen på 91 33 70 80.
Du kan læse mere om Finanstilsynet på www.finanstilsynet.dk – særligt under rubrikken ”Karriere”. Du kan også finde os på LinkedIn ved at søge på Finanstilsynet Danmark.
Hvem er Finanstilsynet?
Finanstilsynet er en styrelse under Erhvervsministeriet. Vi arbejder for, at borgere og virksomheder har tillid til den finansielle sektor og de finansielle markeder. Det gør vi blandt andet ved at føre tilsyn med, at banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter overholder eksempelvis forbrugerbeskyttende regler. Vi udarbejder også lovgivningen. Og vi samarbejder internationalt for at være på forkant med udviklingen og sikre de danske virksomheders finansielle produkter. Finanstilsynet er et stærkt lærings- og videnshus med ca. 420 medarbejdere. Vi bor i nye lækre lokaler i Strandgade på Christianshavn.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøg her
Finanstilsynet
Strandgade 29
1401 København K
31-05-2025
Tilbage til søgning