Ny søgning
Sted
Alle jobfunktioner
Alle jobtyper

Vil du overtage stafetten som studentermedhjælper i Bygningsstyrelsens HR-team?


Hej! Jeg hedder Rasmus og har det seneste år været studentermedhjælper i Bygningsstyrelsens HR-team. Nu nærmer jeg mig afslutningen på mit studie, derfor er det på tide at give stafetten videre. Vi søger derfor DIG, der vil være en del af et HR-team og få erfaring med både personaleadministration og koordinering af sociale og faglige initiativer for vores elever og studentermedhjælpere. 
 

Om os
Måske har du aldrig har hørt om Bygningsstyrelsen før? I så fald kan jeg fortælle dig, at vi er statens ejendomsvirksomhed og bygherre. Det betyder, at vi har ansvar for at levere attraktive og bæredygtige rammer og arbejdspladser til vores kunder – universiteterne, politiet, domstolene og ministerierne. 

Vores HR-team består af 11 gode kollegaer, der har solide kompetencer inden for bl.a. løn, rekruttering, employer branding, ledelsesudvikling og personaleadministration.

I spidsen for teamet er Susanne, der vil blive din personaleleder, og du kommer til at arbejde tæt sammen med vores kollegaer Ida og Christina, der sidder med vores personaleadministration. 

Hvor klicheagtigt det end kan lyde, så prioriterer vi et godt kollegaskab og tilbyder dig fleksible rammer for dit arbejde. Du vil opleve kollegaer, der klapper af hinandens succeser på vores ugentlige tavlemøder, hvor vi vender ugens opgaver og prioriteringer, og vi har bl.a. en tradition for at medbringe rejseslik fra vores ferier. Vi sidder vi i et kontormiljø, hvor der både er plads til vidensdeling, fordybelse og kollegialt fælleskab. Det kan du se i praksis HER.   

Din rolle 
Vi søger en studentermedhjælper til at understøtte vores administrative opgaver inden for HR. Opgaverne kredser mest om den administrative del af vores rekrutteringsprocesser og øvrige praktiske opgaver, der er forbundet med vores medarbejderes ansættelser. 


Dine arbejdsopgaver vil eksempelvis bestå i at: 

  • være ansvarlig for den administrative del af ansættelser af studentermedhjælpere, herunder udarbejdelse og fremsendelse af bekræftelse og ansættelseskontrakter
  • hjælpe med personaleadministrative opgaver for alle ansatte, f.eks. tidsregistrering, indtastning af ansættelser og fratrædelser i HR-systemet, journalisering af dokumenter på personalesager, og besvare henvendelser fx om løn, fridage eller personalepolitikker
  • facilitere og koordinere sociale og faglige initiativer for alle vores studentermedhjælpere
  • Oprette og lukke medarbejdere på vores intranet


Du vil fra start blive tildelt en mentor til din oplæring, som også vil hjælpe dig med dine opgaver. 

Hvem er du? 
Vi forestiller os, at du er studerende på en bachelor- eller kandidatuddannelse, f.eks. HRM, uddannelsesvidenskab, arbejdslivsstudier eller offentlig administration. Du skal du have lysten til at lære om og trives med opgaver inden for personaleadministration og HR. 

Derudover er det vigtigt for os, at du: 

  • har gode kommunikations- og samarbejdsevner, da du vil have en stor kontaktflade i styrelsen 
  • kan yde god service, da vi får mange henvendelser fra vores øvrige kollegaer i styrelsen  
  • arbejder struktureret med udpræget sans for detaljen, da det er essentielt for, at opgaverne løses korrekt 
  • tager ansvaret for dine egne opgaver, så tingene bliver fulgt til dørs eller overleveret i rette tid
  • har mod på at facilitere arrangementer for de andre studentermedhjælpere, da det primært er dig, der vil skulle drive det
     

Kan du se sig selv i ovenstående? Så kan vi tilbyde dig selvstændige opgaver og stort frirum samtidig med, at du får støtte og solid administrativ erfaring inden for et spændende felt.

Ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitlig 15 timer og er som udgangspunkt fordelt på to ugentlige arbejdsdage. Vi synes, det er vigtigt, at du som studerende har mulighed for at kombinere studier og arbejde på en god måde, og vi er derfor fleksible i forhold til eksamensperioder og lignende. Vi forventer også, at fleksibiliteten går den anden vej i forbindelse med større deadlines.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til organisationsaftalen mellem staten og HK. Vores studenter aflønnes med 149,39 kr. pr. time og et yderligere tillæg, hvis du er på kandidatuddannelsen. Bygningsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet, og dit ansættelsesområde vil derfor være ministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil være Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.

Vi arbejder for at skabe en inkluderende arbejdsplads, som understøtter mangfoldighed. Derfor har vi en politik for diversitet, ligestilling og inklusion (den kan du læse HER). Vi har ligeledes etableret et refleksionsrum, som kan bruges af medarbejdere, der har brug for pause eller bøn undervejs i arbejdsdagen.

Ansøgning og kontakt 
Vil du vide mere om stillingen? Så er du mere end velkommen til at kontakte HR-chef Susanne Nielsen på tlf. 41 70 10 49 eller fuldmægtig Natasja Hansen på tlf. 41 70 10 85

Lyder stillingen som noget for dig? Så tøv ikke med at sende os din ansøgning, CV og seneste karakterudskrift senest tirsdag den 27. maj 2025 kl. 12:00. Vi forventer at holde 1. samtale i uge 23 og 2. samtale i uge 24. Den 2. samtale vil blandt andet tage udgangspunkt i en mindre opgave, som fremsendes inden samtalen.

Du søger stillingen via linket på denne side. Når du har sendt ansøgningen, vil du modtage en kvittering på, at vi har modtaget din ansøgning. Vi håber at kunne byde dig indenfor og velkommen den 1. august 2025.
 

Om Bygningsstyrelsen
Vil du læse mere om, hvem vi er, og hvad vi gør, kan du gøre det HER, og du kan ligeledes læse om vores medarbejderes karrierehistorier HER. Du kan også få et indblik i, hvad der aktuelt sker i Bygningsstyrelsen på vores LinkedIn profil HER.

Bygningsstyrelsen er statens største ejendomsvirksomhed og bygherre. Vi leverer arbejdspladser til statslige institutioner og fysiske rammer til universiteter. Mangfoldighed er et aktiv, som vi bruger i vores hverdag for at løse vores opgaver. Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, etnicitet eller religion til at søge.



🕑 Studenterjob  |  København V  |  27-05-2025


Ansøg her

Virksomhed
Bygningsstyrelsen
Arbejdssted
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
Ansøgningsfrist
27-05-2025



Tilbage til søgning