
Rigsrevisionen søger samfundsvidenskabelig studerende til større undersøgelser
Vil du være med til at sikre en ansvarlig og effektiv offentlig forvaltning? Trives du i et arbejdsmiljø med faglig fordybelse, tæt samarbejde, analytisk tænkning og fokus på formidling? Så læs mere om vores ledige studenterstilling, hvor du vil bidrage til at lave større undersøgelser.
Rigsrevisionens opgave er at føre kontrol med regeringen på vegne af Folketinget. Det gør vi ved at belyse, om Folketingets beslutninger bliver til virkelighed. Vi ser især på områder, hvor statens midler ikke forvaltes ordentligt, eller hvor den politisk aftalte indsats og service ikke bliver leveret.
Om jobbet
I større undersøgelser undersøger vi, om Folketingets beslutninger føres ud i livet, og om forvaltningen i ministerier, styrelser, statslige institutioner og regioner er effektiv. Undersøgelserne afrapporteres som beretninger til Statsrevisorerne. Det tager som regel 9-12 måneder, fra undersøgelsen starter, til beretningen offentliggøres. Vi har for nylig undersøgt forvaltningen af tilskud til tandlægebehandling og tilsynsindsatsen over for ulovligt asbestarbejde.
Vi arbejder i teams, som i fællesskab tilrettelægger og gennemfører arbejdet inden for ét eller flere ministerområder. I teamene har vi et tæt samarbejde og daglig sparring, så vi er afhængige af, at alle byder ind med deres erfaringer og viden. Derfor prioriterer vi, at alle tager medansvar og sikrer et fælles resultat.
I Center 1 lægger vi stor vægt på, at man som studerende får opgaver, muligheder og ansvar, der understøtter ens faglige udvikling. Som student vil du komme til at beskæftige dig med ét eller flere ministerområder og få indblik i den offentlige sektor. Du får mulighed for at styrke dine metodiske og analytiske kompetencer, samtidig med at du får praktisk erfaring med de samfundsvidenskabelige metoder og formidling af komplekse problemstillinger.
Rigsrevisionens arbejde er metodisk alsidig, så du ville få mulighed for at kunne bidrage til og styrke din kompetence inden for alt fra statistisk analyse til systematisk dokumentgennemgang. Du vil også få en væsentlig opgave med at understøtte kontorets arbejde med at udvikle idéer til kommende større undersøgelser på Forsvarsministeriets og Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs områder. Derudover vil der være løbende ad hoc-opgaver, som skal løses.
Hvis du vil vide mere om, hvordan det er at arbejde i Rigsrevisionen, kan du læse nærmere her.
Om dig
Du er godt i gang med en samfundsvidenskabelig uddannelse. Vi lægger vægt på, at du:
- har et højt fagligt niveau, gode analytiske evner og talforståelse
- kan sætte dig ind i nye og komplicerede problemstillinger på kort tid
- er grundig og arbejder struktureret og systematisk
- er sprogligt præcis og har flair for skriftlig formidling
- interesserer dig for, hvordan man driver en effektiv offentlig forvaltning
- har gode samarbejdsevner og lyst til at arbejde i teams
- har godt humør og lyst til at indgå i kontorfællesskabet.
Om centeret
Center 1 er et relativt nyoprettet center, som består af 25 medarbejdere. Du vil derfor træde ind i et fællesskab, der stadig er ved at forme sig.
I centret dækker vi følgende ministerområder: Forsvarsministeriet, Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, Beskæftigelsesministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Social- og Boligministeriet, Ældreministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Kulturministeriet, Finansministeriet og Digitaliseringsministeriet.
Centret udarbejder større undersøgelser. Vi har bl.a. undersøgt drift af ambulancer i regionerne, statens refusion for ophold på herberger, autorisation af udenlandske sundhedspersoner, indsatsen over for børn og unge, som har begået alvorlig kriminalitet, overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter og overholdelse af udredningsretten for børn og unge i psykiatrien.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Kristian Brink på tlf. 33 92 84 90 eller souschef Emil Thylin på tlf. 33 92 85 94.
Ansættelsen
Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi tilrettelægger det fleksibelt i forhold til din undervisning og eksamener. Lønnen følger gældende overenskomst med HK. Ved ansættelse skal du fremvise en straffeattest.
Du kan læse mere om Rigsrevisionen og se eksempler på beretninger på www.rigsrevisionen.dk.
Ansøgning
Send din ansøgning, så vi har den senest tirsdag den 27. maj 2025. Hvis du ikke modtager en bekræftelse på din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 92 85 25.
Rigsrevisionen opfordrer alle uanset alder, køn, religion og etnisk baggrund til at søge.
Rigsrevisionen fører kontrol med regeringen på vegne af Folketinget. Det gør vi ved at belyse, om Folketingets beslutninger bliver til virkelighed. Vi ser især på områder, hvor statens midler ikke forvaltes ordentligt, eller hvor den politisk aftalte indsats og service ikke bliver leveret. Vi udfører årsrevision og større undersøgelser. Vi har en unik position i det danske samfund. Vores mandat giver os uindskrænket adgang til alle offentlige informationer og data i forbindelse med udførelsen af vores opgaver.
Ansøg her
Folketinget Rigsrevisionen
Landgreven 4
1301 København K
27-05-2025
Tilbage til søgning