Ny søgning
Sted
Alle jobfunktioner
Alle jobtyper

Digitaliseringsstyrelsen søger ny vicedirektør


En af vores vicedirektører skal være afdelingschef i Digitaliseringsministeriet. Derfor søger vi en ny vicedirektør, der vil være med til at sætte retning for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer.

Digitaliseringsstyrelsens arbejde

Danmark ligger i den internationale top, når det gælder offentlig digitalisering, og den position arbejder vi for at fastholde.

I Digitaliseringsstyrelsen udvikler, driver og udbreder vi brugervenlige og sikre digitale løsninger til alle borgere, virksomheder og myndigheder. Vi sætter strategisk retning for den digitale udvikling. Vi fører tilsyn for at sikre tillid til de digitale løsninger, og vi arbejder for at understøtte virksomheders digitale omstilling.

Det er en af styrelsens helt centrale kerneopgaver at drive og udvikle samfundskritisk infrastruktur, og vi er netop gået i gang med udviklingen af en ny NemKonto-løsning. Samtidig arbejder vi med udvikling og udbredelse af vores digitale løsninger på fuldmagts- og samtykkeområdet, og i starten af 2026 skal vi lancere første fase af en ny digital identitetstegnebog.

Vi bidrager i denne tid desuden til en række centrale dagsordener på digitaliseringsområdet, herunder udbredelse af AI i den offentlige sektor, ligesom vi er ved at opbygge tilsynet som følger af AI-forordningen. Vi forhandler netop nu om en ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi, og styrelsen skal derfor udvikle og implementere nye digitaliseringstiltag de kommende år.

Dine arbejdsopgaver

Vores opgaver spænder således bredt, og som vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen vil din opgaveportefølje afspejle dette. Det forventes, at du vil skulle løfte opgaver relateret til politikudvikling og interessenthåndtering, blandt andet i forhold til et stærkt fællesoffentligt samarbejde, udvikling og drift af samfundskritiske løsninger og formentlig også ledelse af et kontor, der internt understøtter arbejdet i styrelsen. Du skal samtidig være med til at udvikle og drive en organisation samt inspirere andre gennem din ledelse.

Den nuværende vicedirektør har blandt andet haft ansvar for ledelse af policy- og analysefunktioner i forhold til fællesoffentlig digitalisering og AI, digital inklusion, Borger.dk, NemKonto udvikling og drift og styrelsens økonomi og support af digitale løsninger. Præcis hvilke fagområder du får ansvaret for, vil afhænge af dine kompetencer og vil blive aftalt i den nye direktion.

Direktionen

Du bliver en del af direktionen, som en af tre vicedirektører, der sammen med direktøren står i spidsen for cirka 550 engagerede medarbejdere. Direktionens samarbejde er kendetegnet ved åbne drøftelser og fælles beslutninger, og man må også meget gerne mene noget om de andre vicedirektørers områder. Vi stiller store krav til hinanden og har derfor også store forventninger til vores kommende kollega.

Som vicedirektør får du ledelsesansvar for 7-9 kontorchefer og souschefer, samt deres respektive fagområder med cirka 150 medarbejdere i alt.

Om dig

Ingen kan alt – men vi leder efter en vicedirektør, der kan sætte kryds ved mange af de følgende kompetencer:

  • Har erfaring med offentlig digitalisering og samarbejde på tværs af den offentlige sektor.
  • Har erfaring med udvikling, implementering og drift af digitale løsninger i den offentlige sektor.
  • Er en stærk kommunikator både internt i en organisation og ud mod eksterne parter og omverden.
  • Har politisk tæft, erfaring med politikudvikling og håndtering af politiske processer i tæt samarbejde med et departement.
  • Er analytisk stærk og formår at finde løsninger og skabe resultater i samarbejde med vores mange interessenter.

Som person har du:

  • Lyst og erfaring med at drive en organisation, så vi hele tiden udvikler os og skaber gode rammer for ledelse og høj trivsel.
  • Ledelsesmæssig tyngde og udstråling, samt evne til at lede og motivere gennem ledere.
  • Lyst til både at arbejde med udvikling og drift.
  • Synes det skal være sjovt at gå på arbejde.

Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads

Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 550 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.

Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.

Du kan læse mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.

Ansættelsesvilkår

Som vicedirektør refererer du til direktør Tanja Franck. Stillingen er klassificeret i lønramme 38. Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse i staten med indplacering i løngruppe 2. Stillingen ønskes besat på et 5-årigt åremål på overenskomstvilkår.

Vi regner med at byde vores nye kollega velkommen den 1. august 2025.

Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til niveau HEMMELIGT og efterfølgende opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Kandidater, der inviteres til 2. samtaler, kan blive bedt om at fremvise en privat straffeattest.

Ansættelsesområdet er Digitaliseringsministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliseringsministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Tanja Franck via sekretær Janne Jerichouw på teleon 41 70 39 57 eller mail: jaj@digst.dk. Send Janne en SMS eller læg en besked, så ringer Tanja dig op.

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 1. juni 2025.

Vi forventer at holde samtaler uge 24 og uge 26. Der vil indgå test i ansættelsesforløbet.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.



🕑 Fuldtid  |  København  |  01-06-2025


Ansøg her

Virksomhed
Digitaliseringsstyrelsen
Arbejdssted
Landgreven 4
1301 København
Ansøgningsfrist
01-06-2025



Tilbage til søgning
Virksomhed
Digitaliseringsstyrelsen
Arbejdssted
Landgreven 4
1301 København
Ansøgningsfrist
01-06-2025
Opret en jobagent og få drømmejobbet i indbakken