
Studentermedarbejder til Makropolitisk Center
Brænder du for økonomi, store datamængder og programmering? Motiveres du af at arbejde i et miljø, hvor der træffes vigtige beslutninger om indretningen af det danske samfund? Er du i gang med en uddannelse i økonomi og har du interesse for samfundsforhold? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Finansministeriets Makropolitiske Center.
Om stillingen
Finansministeriets Makropolitiske Center (MPC) søger en faglig stærk studentermedarbejder til at bistå med dataarbejde og analyser på registerdata på centrale strukturpolitiske samt makropolitiske områder.
MPCs arbejdsopgaver omfatter både mikro- og makroøkonomiske analyser, som trækker på både registerdata og Finansministeriets mellemfristede fremskrivninger, fx ved analyser af indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser og i forhold til seniorers beskæftigelse og tilbagetrækningsadfærd.
Vi tilbyder et job i et af Finansministeriets analytiske kraftcentre. Her vil du sammen med engagerede og dygtige kolleger komme til at bidrage til centrale dele af det faglige grundlag for fastlæggelsen af den økonomiske politik. Du vil komme helt tæt på den politiske beslutningsproces.
Du kan forvente fleksibilitet i forbindelse med eksamensperioder, til gengæld forventer vi, at du er fleksibel i perioder med stor arbejdsbelastning. Generelt tilstræber vi en arbejdstid på ca. 15 timer i gennemsnit pr. uge fordelt over et år, som tilrettelægges under hensyntagen til dine studieaktiviteter.
Om dig
Vi forventer, at du:
- er i gang med en uddannelse i økonomi. Gerne med mere end et år tilbage af studiet.
- er talstærk og har analytisk sans.
- har interesse for og gerne erfaring med at programmere.
- er interesseret i, og velorienteret om, samfundsøkonomiske problemstillinger, herunder kort- og langsigtede udfordringer for dansk økonomi.
- har gode samarbejdsevner og lyst til at arbejde med de nævnte opgaveområder tæt på de politiske processer.
Kendskab til fx EXCEL, PYTHON, VBA, SAS, STATA, R, GAMS eller lignende programmer vil være en fordel. Det er ligeledes en fordel, hvis du har tidligere erfaring med at arbejde med registerdata. Der vil under alle omstændigheder blive givet grundig oplæring i ministeriets arbejdsgange og metoder.
Om os
MPC er et analytisk kraftcenter i Finansministeriet, med ansvar for konsekvensvurderinger af strukturpolitiske tiltag, særligt på skatte-, pensions- og uddannelsesområderne. Derudover har vi ansvaret for vurderinger af udfordringerne for finanspolitikken gennem mellem- og langsigtede fremskrivninger.
MPC spiller en central rolle i rådgivningen og planlægningen af den økonomiske politik, og står for beregninger af virkningerne på de offentlige finanser af ændringer i pensions- og skattesystemet, herunder også adfærds- og fordelingseffekter. Centeret beskæftiger sig også med beregninger af den strukturelle saldo, outputgab, finanspolitikkens aktivitetsvirkning samt det finanspolitiske råderum og holdbarhed.
Finansministeriet som arbejdsplads
Finansministeriet indtager en central rolle i det politiske maskinrum på Slotsholmen og spiller en vigtig og koordinerende rolle i udarbejdelsen af regeringens politik.
Det karakteriserer Finansministeriets medarbejdere, at de er ambitiøse på egne og samfundets vegne og motiveres af arbejdsopgaver, der løses i et højt tempo, og hvor resultaterne har betydning for samfundet. Samtidig er holdånd og samarbejde med kollegerne en bærende værdi for medarbejderne i Finansministeriet.
Se mere om at arbejde i Finansministeriet her.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes på rette niveau og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode
Vi forventer at byde dig velkommen i august 2025.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Thor Askov Jensen på tlf. 51248009/mail thojen@fm.dk.
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 20. maj 2025.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Slotsholmens maskinrum
Finansministeriet giver regeringen det bedst mulige grundlag for at føre en sund økonomisk politik, der styrker vækst og produktivitet, sikrer effektivisering af den offentlige sektor samt fremmer en holdbar klima- og miljøudvikling.
I Finansministeriet er vi ambitiøse på samfundets vegne. Dine opgaver spiller ind i den politiske proces og giver mulighed for at bidrage til forandringer i samfundet og gøre en forskel.
I Finansministeriet får du alsidige og udfordrende arbejdsopgaver, der accelererer din faglige udvikling og udfordrer din evne til nytænkning. Du vil opleve et højt tempo og mulighed for stor selvstændighed i opgaveløsningen, men uanset hvor travlt der er, hjælper vi hinanden og sikrer, at opgaven følges til dørs.
Læs mere om et arbejde i Finansministeriet på fm.dk/job
Ansøg her
Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
20-05-2025
Tilbage til søgning