
Student til ICC Danmark
ICC Danmark er den danske afdeling af verdens største erhvervsorganisation International Chamber of Commerce (ICC).
Bag ICC Danmark står de fire erhvervsorganisationer Dansk Industri, Danske Rederier, Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv.
Vores dygtige student skal på udveksling i London, og vi leder derfor efter en nysgerrig studerende, der brænder for at navigere i krydsfeltet mellem sekretariatsbetjening, kommunikation og erhvervspolitik.
Hvis du er fyldt med idéer, tager initiativ og besidder evnen til at dykke ned i komplekse emner og kan bevare overblikket, så er det måske dig, vi leder efter til vores team. Stillingen er knyttet til Dansk Erhvervs Direktionssekretariat.
I denne rolle vil du indgå i et sekretariat med chefen for direktionssekretariatet, sekretariatschefen, generalsekretæren og formanden for ICC Danmark.
Din opgave bliver blandt andet at udvikle rammerne for ICC’s danske ekspertgrupper, så dansk erhvervsliv får en endnu tydeligere stemme i ICC’s internationale ekspertgrupper.
Som en central del af vores team får du ansvaret for at skabe og vedligeholde en række kommunikationsmaterialer herunder nyhedsbreve, sociale medier og planlægning af medlemsarrangementer. Denne rolle byder på en unik chance for at udvikle dine evner i at formidle komplekse budskaber, styrke din procesforståelse, få erfaring i forhold til toplederbetjening og ikke mindst indblik i international erhvervspolitik.
Om jobbet
Du vil have et tæt samarbejde med sekretariatschefen for ICC Danmark, hvor I aktivt definerer og udfører opgaver, der understøtter ICC’s bestyrelse, herunder:
· Sikre en høj tilfredshed blandt ICC’s medlemmer ved at være lydhør over for deres behov og proaktiv i din support
· Udvikle og styrke ICC Danmarks ekspertgrupper, sikre en ensartet governance-struktur, rekruttere nye eksperter og oprette nye grupper
· Tage ansvaret for planlægning og gennemførelse af medlemsarrangementer, f. eks. årsmiddag
· Spille en central rolle i medlemsrekruttering
· Produktion og distribution af nyhedsbreve baseret på de seneste nyheder fra ICC Paris, samt lokale initiativer
· Vedligeholde vores hjemmeside og tilstedeværelse på LinkedIn
· Varetage markedsføringen og salget af ICC’s danske og internationale publikationer, der understøtter og fremmer international handel.
Som en del af vores team bliver du en nøglespiller i et netværksorienteret miljø, der værdsætter faglige fællesskaber og tilbyder rig mulighed for både personlig og faglig udvikling.
Med i bagagen har du
· Du er er i gang med en relevant universitetsuddannelse inden for f.eks. statskundskab, politisk kommunikation og/eller international politik
· Du har gode kommunikative og skriftlige evner og kan formidle komplekse problemstillinger på en let og forståelig måde
· Du kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for at løse dine arbejdsopgaver
· Du kan selv tage initiativ og er nysgerrig
· Du er god til at planlægge, følge op og eksekvere
· Du er imødekommende og bidrager til det gode fællesskab.
Vi tilbyder
Rammerne for ICC Danmarks sekretariats arbejde fastlægges i fællesskab med de fire store erhvervsorganisationer. Som sekretariatsmedarbejder arbejder du således loyalt for alle fire erhvervsorganisationer.
Deltid: 15-20 timer/ugen med opstart i august 2025.
Arbejdssted: Dansk Erhverv, C. F. Tietgens Hus, Børsgade 4, 1215 København, Danmark
Ansøgningen:
Vi mener, at mangfoldighed gør os stærkere og medvirker til at skabe udvikling og fornyelse. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen uanset køn, alder, religiøs overbevisning, seksuel orientering og etnisk oprindelse mv.
Du kan få yderligere oplysninger hos sekretariatschef for ICC Danmark Linea Haas på liha@danskerhverv.dk / 60880038.
Ansøgning, bilagt cv og eksamenspapirer sendes online via linket ”Ansøg” til højre hurtigst muligt og senest d. 30. maj 2025. Vi afholder løbende samtaler.
Dansk Erhverv handler på vegne af vores medlemmer og samfundet
I Dansk Erhverv handler vi hver dag på vegne af 18.000 medlemsvirksomheder og flere end 100 brancheforeninger. Vi er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening for et af verdens mest handlekraftige erhvervsliv. Vi tilbyder rådgivning inden for medarbejder- og virksomhedsforhold og politisk gennemslagskraft. Vores indsatser bygger på medlemmernes aktive deltagelse i netværk og udvalg. I Dansk Erhverv arbejder vi hver dag for, at Danmark bliver verdens bedste land at drive virksomhed i. Det er vores vision. For kun på den måde kan vi fremtidssikre velstanden og velfærden.
Ansøg her
Dansk Erhverv
C. F. Tietgens Hus, Børsgade 4
1215 København
30-05-2025
Tilbage til søgning