
Revisor eller samfundsvidenskabelig medarbejder til Koncernrevision i Skatteministeriet
Har du lyst til at bringe dine faglige kompetencer i spil i et af statens største og mest komplekse maskinrum? Motiveres du af faglig fordybelse og arbejde med samfundsvigtige opgaver og komplekse problemstillinger? Så er det måske dig, vi søger til Koncernrevision i Skatteministeriets departement.
Koncernrevision er en del af afdelingen for Koncernstyring i departementet og bidrager til det samlede tilsyn med koncernens styrelser.
Om Koncernrevision
Vi er et kontor med 12 engagerede medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Hos os er sammenhold og fælles indsats nøgleord. Vi lægger stor vægt på faglige fordybelse samt balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Vi arbejder med en bred vifte af undersøgelser og opgaver inden for fagområderne økonomi, regnskab, risikostyring, intern kontrol samt informations- og it-sikkerhed. Vi udarbejder hvert år et samlet arbejdsprogram, som indeholder alle vores planlagte opgaver for året. Vores opgaver dækker hele koncernen, og det giver os derfor en unik mulighed for at tilrettelægge vores undersøgelser, hvor vi kan se tværs af styrelserne.
Om stillingen
Som medarbejder i Koncernrevision får du en spændende og varieret arbejdsdag, hvor du får mulighed for at lære forskellige områder af koncernen at kende gennem de arbejdsopgaver, som vi løser.
Din opgaveportefølje vil blive tilpasset din faglige profil og erfaring. Du vil indgå i alle faser i opgaveløsningen – fra planlægning, udførelse, afrapportering til opfølgning. Du kommer til at arbejde tæt sammen med både kollegaer i kontoret og i det øvrige departement samt styrelserne i koncernen.
Eksempler på opgaver:
- Undersøgelser af styrelsernes opgaveløsning indenfor økonomistyring, regnskabsforvaltning, risikostyring, interne kontroller samt informations- og it-sikkerhed.
- Pre-audit med fokus på at vurdere og styrke styrelsernes revisionsparathed på udvalgte områder
- Rådgivning og assistance i løsningen af konkrete problemstillinger i styrelserne eller departementet
- Kortlægning af udvalgte områder for at indsamle informationer til brug for fremtidige undersøgelser
- Udviklingsprojekter, hvor du bidrager til kontorets faglige og metodiske videreudvikling
Du bliver en del af et kontor med et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab, hvor samarbejde, videndeling og fleksibilitet er nøgleord. Vi har et lærende arbejdsmiljø, hvor læring og sparring er en fast del af vores hverdag. Vi vægter arbejdsglæde og balance mellem arbejdsliv og privatliv meget højt, og vi tilbyder fleksible arbejdsforhold og gode udviklingsmuligheder.
Din faglige profil og kvalifikationer
Du har nogle års erfaring fra centraladministrationen eller har arbejdet nogle år med offentlig revision. Du trives med at sætte dig ind i komplekse problemstillinger og bidrager aktivt til at finde løsninger, der skaber værdi.
Du har en relevant videregående uddannelse – f.eks. cand.scient.pol., cand.polit., cand.scient.adm., cand.merc.aud. eller lignende.
For at du trives hos os, skal du kunne genkende dig selv i følgende:
- Du formidler klart og præcist – både skriftligt og mundtligt
- Du er initiativrig og er samtidig en god ”afslutter”
- Du arbejder analytisk, struktureret og med sans for detaljer
- Du lægger vægt på høj kvalitet i dine leverancer og overholdelse af deadline
- Du kan håndtere flere opgaver parallelt og bevare overblikket
- Du arbejder selvstændigt og trives samtidig i samarbejde med andre
Vi lægger desuden vægt på, at du har fokus på det gode samarbejde og den konstruktive dialog – både internt i departementet og i samarbejdet med styrelserne og vores eksterne samarbejdspartnere, herunder Rigsrevisionen.
Arbejd tæt på det, der tæller
I Skatteministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter. Vi bruger alle vores kræfter på at løse en afgørende opgave på en ordentlig måde samtidig med, at vi sætter retning og skaber løsninger for Skatteforvaltningen.
Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 300 ansatte, hvor vi dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest fredag den 16. maj 2025. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Malene Sau Lan Leung på e-mail msl@skm.dk / tlf. 72 37 86 12 eller souschef Anne Hauberg Biering Rønnebek på e-mail AHR@skm.dk / 72 37 24 77.
Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen.
Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job.
Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Ansøg her
Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28
1402 København K
16-05-2025
Tilbage til søgning