Om os
Energisektoren har en omsætning på mere end et trecifret milliardbeløb hvert år og har en central betydning for det danske samfund og for forbrugerne.
Forsyningstilsynet er myndighed og regulator på en del af energimarkedet; nemlig el-, gas- og fjernvarmeområdet. Vi monitorerer og analyserer blandt andet de tre sektorer og bidrager til at udvikle lovgivningen. Vi har energiforbrugerne i centrum. Vi lægger konkurrencepres på de dele af el-, gas- og fjernvarmesektoren, hvor der ikke er konkurrence. Og vi bidrager til bedst mulig konkurrence, gennemsigtighed på markedet for el-, gas- og fjernvarmeforbrugerne m.m.
Læs mere om vores opgaver her
Et job hos os
Med et job hos os bliver du derfor en del af et ambitiøst miljø, der udmønter de lovgivningsmæssige rammer, giver input til forbedring af lovgivningen og analyserer el-, fjernvarme- og naturgasmarkederne.
Vi kan tilbyde et arbejdsmiljø, der udvikler og udfordrer dig og et miljø, hvor du er med til at skabe de bedst mulige rammer for samspillet mellem energikunder og energivirksomheder.
Vi er ca. 100 medarbejdere i Forsyningstilsynet - primært jurister og økonomer. Vi ansætter både nyuddannede og erfarne, men fællesnævneren er, at vi har ambitioner om høj faglighed, sans for kvalitet, er kollegiale og har engagement, da vores indsats har afgørende betydning for samfundet, den enkelte energikunde og energivirksomhederne.
Medarbejderne leverer selvstændige resultater, men selvstændige resultater kræver oftest samarbejde indadtil og udadtil. Nogle af vores opgaver løses i tværfaglige teams, hvor vi supplerer hinandens faglige kompetencer. Det tætte samarbejde og den faglige sparring mellem dygtige og engagerede kolleger anser vi for at være fundamentet for faglig og personlig udvikling.
Desuden lægger vi vægt på, at medarbejderne udvikles igennem efteruddannelse - såvel fagligt som personligt.